Kapitel. 12

161 7 6
                                    

Jeg vågnede med et sæt da noget bankede ind i vinduet. Forvirret kiggede jeg rundt i værelset og ud af vinduet. Pludselig kom ravnen til syne i vinduet. Min ravn. Var det den der var fløjet ind i mit vindue? Dumme dyr.
Ufrivilligt steg jeg ud af den lune seng, og gik over til vinduet og kiggede nærmere på ravnen. Den blødte fra et sted i hovedet. Ikke noget alvorligt, men den blødte. Det måtte have været sammenstødet med vinduet. Noget gik pludselig op for mig, og jeg glemte alt om ravnen og styrtede ud på badeværelset og så mig i spejlet.
Blodet løb stille ned af siden på mit hoved, og jeg forsøgte hurtigt at vaske det væk, men blodet blev ved med roligt at løbe ned ad mit ansigt. Jeg kiggede forvirret rundt, før jeg løb tilbage til vinduet, hvor ravnen stadig sad.
Jeg åbnede for vinduet og rakte min ene arm ud. Utrolig nok hoppede ravnen op på min arm, og jeg tog den med ud på badeværelset. Hvis jeg ikke kunne stoppe blødningen i mit hoved, måtte det være fordi, at jeg skulle gøre det på ravnen i stedet for.
Jeg tror ravnen kunne fornemme at jeg forsøgte at hjælpe den, for den gjorde intet for at slippe væk, og den lod mig duppe dens lille hoved med en våd klud. Vi var forbundet fysisk, hvilket jeg kunne se på mit blødende hoved, men psykisk var vi også. Når jeg så ravnen, kunne jeg på en eller anden måde fornemme hvad den følte og omvendt. Enhver anden fugl ville aldrig have ladet mig komme så tæt på.
Blodet stoppede til sidst med at komme frem fra ravnens lille hoved, og den fløj i en pludselig bevægelse væk fra min arm, og ud af det åbne vindue igen. Jeg kiggede tilbage i spejlet, og så at der ikke længere kom blod ud af det lille sår på mit hoved. Den ravn ville sikkert ende med at blive min død.

Little PrincessWhere stories live. Discover now