Little Princess

Kapiel. 7

   Jeg hoppede ud af bilen, og kiggede rundt. Den store bygning måtte være mindst fire etager, og omgivet af skov på alle sider.
   "Stop med at kalde mig 'lille prinsesse'" svarede jeg en anelse muggent, da jeg var færdig med at studere bygningen.
    Han rystede blot på hovedet af mig, og lod til at more sig over al min forvirring. Jeg stirrede op på den kæmpe bygning, og havde stadig ingen anelse om, hvad pokker jeg lavede her. Han hev mig ud af mine tanker, da han tog fat i min arm, og trak mig med forbi bilen og videre imod slottet. Bygningen. Hvad det nu end var. Jeg kiggede skeptisk på hans hånd, der holdte fat om min arm, og vred mig løs fra ham, hvilket igen fik ham til at grine ad mig. Jeg forstod det virkelig ikke. Var det ikke meget normalt, at jeg ikke ville røres af en der havde kidnappet mig? Selvom jeg ikke var helt sikker på, at det kaldes kidnapning efter jeg havde fundet ud af, at han kender mine rigtige forældre.
   Han fortsatte hurtigt videre, og jeg måtte småløbe for at følge med hans lange skridt. Vi kom hen til hoveddøren, som jeg nok nærmere vil beskrive som en port, og den blev åbnet da vi nåede hen til den. Derefter fulgte en lang gang, med mindst 10 meter til loft. Udenpå havde bygningen lignet noget fra 1700-tallet, men herinde var alting lyst og moderne. Hvide vægge, store malerier på væggene, og mørkt trægulv. Jeg havde travl med at ind snuse alle indtrykkene, og var sakket et godt stykke bagud.
    "Hey" kaldte jeg op på ham. "Vi er nogle der ikke kan gå så hurtigt" vrissede jeg til ham.
   Han stoppede op og vendte sig kort rundt med et selvsikkert smil.
   "Så må du jo løbe" Arrogante, dumme, irriterende unge. Jeg kunne blive ved med at finde ord der ville passe glimrende til ham. Jeg løb det sidste stykke op til ham, og gav mig ingen pause før han igen fortsatte i det høje tempo, men denne gang forsøgte jeg bare at følge med uden at sætte i løb.
   Vi mødte ikke et eneste menneske, hvilket først undrede mig da stedet var så kæmpe stort, så det ville være oplagt hvis der derfor også var mange mennesker.
    "Hvad er klokken?" jeg drejede hurtigt hovedet op, og kiggede kort på ham.
   "Omkring tolv"
    For enden af gangen, åbnede han endnu en dør, og lod mig komme ind først. Mine øjne kiggede rundt. Jeg følte at jeg var trådt ind lige midt i en skolekantine. Unge på min alder og, også nogle få voksne sad omkring store borde, med fyldte tallerkner foran sig. 
   Pludselig lod det til, at alle mennesker i spisesalen havde opdaget, at jeg var trådt ind. Der blev helt stille, og alles øjne rettedes imod mig. Jeg stivnede og holdte vejret. Hvad skulle det nu til for? Hvorfor kunne de ikke bare spise videre?
   Hvem skulle nu have troet, at Theo ville blive min redning? Han trak mig hurtigt videre igennem spisesalen, og væk fra den store menneskemængde, og da de til sidst var passeret tillod jeg mig selv at trække vejret igen.
   Jeg lod ham denne gang holde ved min arm. Måske i frygt for at jeg ville blive væk, hvis han pludselig gav slip. Vi kom videre ind på nogle gange, der mindede meget om den første vi havde været på, til forskel var der dog, at der her  stod nogle små grupper af mennesker omkring. Ligesom i kantinen kiggede alle på mig da jeg gik forbi. Nogle af dem med undrende blikke. Andre så nærmest vrede ud, mens andre kiggede på mig, som var jeg en dronning. Det hele forvirrede mig bare endnu mere.
   Vi kom til en stor trappe og gik helt op på fjerde etage. Mine ben var ømme efter turen op ad trapperne, og den hurtige fart hen ad alle gangene. Foran en stor dør, stoppede han endelig op, og åbnede døren. Han lagde en hånd på min ryg, og skubbede mig først ind.
   Rummet var stort. Kæmpe stort faktisk, alligevel var der stort set tomt for møbler. En række reoler på den jeg var kommet indad, men derudover kun et stort skrivebord i den anden ende af rummet. Der sad en mand og en dame bag skrivebordet. Sidst i fyrrerne ville jeg gætte på. Jeg kiggede bagud. Ved siden af døren sad to mænd i jakkesæt og med hænderne bag ryggen. Mystisk. Mine øjne gled videre forbi Theo der havde stillet sig ved siden af de to mænd. Hvorfor blev han bare stående der? Han nikkede fremad imod skrivebordet, og jeg forstod hentydningen, og gik igennem rummet, og stillede mig hen foran skrivebordet, dog stadig i god  afstand.
  Damen kiggede venligt på mig med et smil. Hendes hår var gyldent, og hun havde kastanje brune øjne. Manden sad med det samme venlige udtryk og kiggede roligt på mig. Ligesom damen havde han store brune kastanje øjne, og der var et eller andet der virkede bekendt ved dem, selvom jeg var ret sikker på, at de bare var fremmede mennesker.
   "Melia" sagde damen med sin rolige, blide stemme.
   Jeg gispede kort, og det gik hurtigt op for mig, hvem personerne bag skrivebordet var. De brune øjne. Ansigts strukturen. Det kunne ikke bare være en tilfældighed. Personerne bag skrivebordet var mine forældre. Mine rigtige forældre.