Little Princess

Kapitel 10

   Det viste sig at personerne ved bordet overraskende nok, var nogenlunde normale mennesker. Min puls faldt til normal igen, og jeg kunne koncentrere mig om at følge med i deres samtaler. De to piger hed Amilia og Kamille. Kamille var hvad jeg ville kalde den rebelske type. Hun var ligeglad hvad andre mente, og gjorde altid hvad der passede hende. Amilia der imod var den helt stille type, der ikke sagde særlig meget, men bare nikkede, smilte og kom med korte bemærkninger en sjælden gang imellem.
   Drengen der havde kommet med bemærkningen om mit udseende  hed Adrian, og var ligesom jeg havde regnet med, storsnudet, en anelse snobbet, og havde en vane til at snakke som om han var vigtigere end alle andre. Eliot var den anden dreng der sad ved bordet. En mørkhåret dreng med krøller. Hele hans attitude var meget afslappet, og det var nemt at føle sig afslappet i hans nærvær.
   Hvem skulle nu have troet at den underlige blanding af mennesker, ville ende med at blive mine tætteste venner på kun få uger? Den første uge på skolen havde jeg ingen undervisning, men skulle derimod bare tulre rundt og lære hvor de forskellige ting lå. Theo blev også en fast del af min hverdag, og mit anstrengte forhold til ham blev lidt efter lidt løsnet op.
   Min ukendte evne forblev ukendt, og det undrede mig at der ikke var sket noget endnu. jeg var heller ikke begyndt på undervisningen der omhandlede dyrene, hvilket var det fag jeg glædede mig mest til.
   Hele den omvæltning hvor jeg gik fra en almindelig pige til en prinsesse var meget underlig i starten, og det tog mig en uge før jeg selv havde forstået at det faktisk var sandt. Jeg var prinsesse, om jeg så ville det eller ej.
   Jeg kiggede ud af vinduet i mit værelse, hvor sneen langsomt dalede ned. Vi stormede imod den kolde tid, og den første sne var begyndt at falde i går som store hvide fnug. Jeg tog blikket fra vinduet da det bankede på døren, og jeg rejste mig fra sengen og vandrede hen til døren og åbnede den.
   "Melia" sagde Adrian på sin sædvanlige afslappede måde. Han stod lænet op af dørkammen og lignede en der ejede hele verden. Jeg kunne ikke helt beslutte mig for hvad jeg syntes om ham. Han kunne til tider være utrolig arrogant, mens han andre gange kunne være virkelig dyb, og så var han endda charmerende på sin helt egen specielle og underlige måde.
   "Hvad vil du, Adrian?" sukkede jeg.
   "Behøver der at være en årsag?"
   Han maste sig vej forbi mig, og gik hen og satte sig på sengen. Jeg lukkede døren, og gik tilbage til værelset og lænede mig op ad væggen.   
   "Nej, men jeg regnede bare med, at du havde noget interessant at sige" Jeg trak på skuldrende og kiggede på ham med et smil. Han vidste alt hvad der forgik på skolen, og jeg havde ingen anelse om, hvordan han bar sig ad.
   "Nu du siger det..." Jeg kunne ikke holde et grin tilbage. Jeg vidste det! Han havde et eller andet at fortælle.
   "Altså der sker jo så mange ting.  Din rigtige undervisning starter i morgen, der er vinterbal om nogle uger, og hvis du sukke have glemt det, er der kun lidt over en måned til jul"
   Endelig var det blevet tid til, at jeg skulle lære noget mere om, hvordan alt det med dyrene fungerede. Vinterballet? Det var interessant.
   "Hvad går det der bal ud på?"
   "Dans, middag...Du ved, de ting der normalt sker til et bal" sagde han med en tone, der fik mig til at føle mig så dum.
   "Du er det ikke fordi jeg er en der går til baller hver uge, så jeg har altså ikke styr på, hvordan sådan nogle fungerer"
   "Det kommer du til. Du er prinsesse, så du skal nok regne med at skulle gå til en masse af den slags"
   "Så siger vi det, og nu skal du altså gå. Jeg skal have ordnet nogle ting" Faktisk havde jeg ingenting at gøre, men jeg havde brug for lidt alene tid.
   "Som De ønsker, prinsesse" Sagde han og bukkede da han rejste sig op.
   "Lad være med at gøre det!" grinte jeg. Jeg hadede når folk bukkede og nejede for mig. Det føltes alt for underligt.
   Han gav mig bare et smil, smuttede ud af døren igen og lukkede den i efter sig. Jeg gik hen til vinduet og hvilte armene i vindueskarmen, og så ud på sneen der stille faldt ned over det grønne landskab. Jeg kunne godt lide Adrian. Han var anderledes, en anelse for selvsikker, men alligevel kunne han få mig til at smile.
   Alligevel blev min underbevidsthed ved med at fortælle mig, at det ikke var ham jeg kunne lide. Theo, Theo, Theo! Jeg rystede tanken væk fra mig. Theo var det stik modsatte af Adrian, men alligevel var der en varme der spredtes i hele min krop, hver gang jeg så på ham.
   Jeg forlod vinduet og sprang hurtigt i nogle vinter støvler, tog en jakke på og forlod mit værelse. Jeg skyndte mig igennem bygningens store gang og ud i den enorme have. Muren af kølig luft ramte mig i det skridt jeg trådte ud af døren, og jeg indåndede den kolde luft.
   Det var endnu ikke faldet særlig meget sne, kun et lille tyndt lag af den fineste sne, men det ville sikkert være væk allerede i morgen. Lyden af baskende vinger strøg forbi mine ører, og jeg kiggede op på den sorte fugl, der nu havde sat sig på grenen på et af de nærstående træer.
   "Hej Ravn" hviskede jeg, da jeg så den hvide plet på maven. En ravn kan ikke smile, eller tale for den sags skyld, men dens øjnes udtryk var ligeså godt som et smil.
   Jeg stod og betragtede ravnen, da den pludselig faldt ned fra grenen med et skrig. Jeg kiggede panisk på den. Hvad var der sket? Jeg skulle til at løbe hen til den, da en voldsom smerte pludselig ramte mit hoved. Mit hoved brændte, og det gjorde ondt. Hvad var der galt? Mit syn var begyndt at svigte, og jeg så store sorte pletter for øjnene, mens smerten i hovedet blot blev større og større.