Little Princess

Kapitel. 18

   Mørket var faldet på, og den sorte himmel lå som en let dyne over hele den store skov. Vinterballet begyndte om nogle få minutter, og jeg stod stadig på badeværelset og betragtede mit spejlbillede. Nu hvor jeg så på mig selv, så jeg faktisk ret godt ud hvis jeg selv skulle sige det. Den blodrøde kjole passede mig perfekt. Jeg havde lånt et par stiletter af Kamille, som havde en lille hæl. Høj hældede sko og mig, havde aldrig været de bedste venner. Jeg var så bange for jeg ville vælte.
Efter lang tid med børsten i hånden, var mit normalt uglede hår nu blevet tæmmet, og bølgede flot og elegant ned over min ene skulder.
Det strålende lys på mit lille værelse blev slukket, og jeg lukkede døren efter mig, da jeg begav mig af sted imod den store sal, hvor vinterballet ville blive afholdt. Adrian trådte ind i mit synsfelt, og jeg stoppede op. Han så fremragende ud i jakkesæt. Han fik øje på mig og kom hurtigt hen til mig.
"Du ser fantastisk ud!" han tog min ene hånd, og kyssede blidt min håndryg.
"I lige måde" sagde jeg tilbage med et smil.
Han tilbød mig sin arm, og jeg lagde hurtigt min ene hånd omkring. Vi gik ind i salen, og jeg blev overvældet af den overdådige oppyntning. De havde selvfølgelig pyntet op med vintertema. Alt var i hvidt, sølv og lyseblåt. De store lange borde var dækket med en hvid dug og pynt i sølv, mens de havde lyseblå orkidéer stående i store vaser på bordene.
Salen blev hurtigt fyldt op med elever, lærer og andre mennesker der boede på stedet. Jeg så Theo komme ind ad døren, med en pige klistret til hans side, og jeg kiggede hurtigt væk da han kiggede imod mig. Jeg skulle ikke tænke på ham. I hvert fald ikke i aften. I aften gjaldt det bare om, at have det sjovt, og om at nyde det så længe det varede.
Da maden blev serveret, så jeg mine forældre sidde ved enden af et af bordene, sammen med de andre voksne. Adrian og jeg sad omgivet af velkendte ansigter. Kamille og Jeremy sad lige overfor os, og Theo var ikke til at se. Han måtte sidde længere nede ad bordet, men lige nu var jeg glad for, at jeg kunne slippe for ham, og tænke på noget andet end ham.
Maden smagte himmelsk, og jeg havde aldrig i mit liv fået et måltid som dette. Alt var tilberedt perfekt, og der manglede ikke noget. Vi snakkede om alt i mellem himmel og jord, og aftenen skred hurtigt fremad. Varmen fra de mange mennesker i lokalet spredte sig, og det var ikke til at holde ud. Jeg havde brug for frisk luft.
"Jeg går lige udenfor i fem minutter" sagde jeg til Adrian.
"Bare du kommer tilbage igen" smilte han, og jeg rejste mig fra stolen og forlod den store sal.
Der var iskoldt ude i den lille have, og sneen dalede roligt ned. Jeg slog armene om mig selv for at holde varmen, og indåndede den friske luft. Der stod en ensom bænk midt på den snedækkede græsplæne, og jeg gik langsomt over til den.
Sneen knasede bag mig, og jeg vendte mig lynhurtigt om. Jeg havde troet at jeg var alene, men en mørk skikkelse trådte ud i sneen. Mørket gjorde, at jeg ikke kunne se personen tydeligt. Kun den store skikkelse. En mand omkring de halvtreds ville jeg gætte på.
"Prinsesse..." hans stemme var rusten og følelsesløs, og jeg brød mig ikke om det.
"Ja?" han svarede ikke. Jeg kiggede undrende på den mørke skikkelse. "Hvem er du?"
"Ved du ikke det?" hans stemme fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Noget sagde mig, at han ikke var en af de gode. Han trådte et skridt tættere, og lyset fra en lampe faldt på hans ansigt. De brune øjne var meget genkendelige, og angsten kom piblende frem.
"D-du er min onkel" jeg var for første gang i lang tid bange. Rigtigt bange. Dette var den mand, som helst så mig død, og som på den ene eller anden måde, havde forsøgt at skille sig af med ravnen på det seneste, hvilket også ville have ført til min død.
"Du er en kvik pige, hva?" grinte han, og jeg blev blot endnu mere utilpas.
"Det hører jeg tit" hvæsede jeg tilbage, og prøvede ikke det mindste at skjule, hvordan jeg havde det med ham.
"Det er en skam, at jeg bliver nødt til at skaffe dig af vejen" der var ingen joke bag det han sagde. Han mente det helt alvorligt. Kunne han da ikke i det mindste have valgt en anden aften, at dræbe mig på? Lige i aften var der vinterval, og det var noget jeg ikke ville gå glip af. Desværre lod det ikke til, at heldet var på min side.
"Men hvis du dør, vil det være for åbenlyst hvem der har gjort det, så vi har planer om, at skaffe os af med din lille fugl først" mit blik spejdede rundt på alle træerne, og der var intet syn af ravnen.
"Det bliver nok lidt svært. Den er her nemlig ikke" sagde jeg, og forsøgte at lyde munter og selvsikker. Han måtte ikke vide, hvor bange jeg i virkeligheden var.
En bidende smerte skar pludselig igennem mit hoved, og jeg faldt sammen på knæerne, hvorefter smerten stoppede næsten øjeblikkeligt. Hvad var det? Jeg kiggede på min onkel, som stod og...grinte.
"Du har vel hørt om de royale evner?"
Han havde royalt blod i årerne. Han havde en evne, og jeg var ret sikker på, at jeg lige havde opdaget hvad det var.
Smerte.
"Det har været en meget nyttig evne"
Vreden boblede inden i mig. Han nød ligefrem at påføre skade på folk. Det skulle ikke undre mig, hvis det også havde været ham, det stod bag den første gang, hvor ravnen var faldet ned af træet, og jeg derefter var havnet på hospitalet.
"Hvordan kom du ind?" spurgte jeg vrissent.
"Åh, godt du spørger. Jeg fik hjælp af en jeg tror du allerede har mødt. Han har været meget behjælpelig" han tog blikket væk fra mig, og kiggede over på døren, der knirkende gik op, og en skikkelse trådte stille ud i sneen.
"Nej!" gispede jeg. Drengen tårdte op på siden af min onkel, og en tåre slap ud af min øjenkrog og løb ned over min kind.
"Adrian..." hviskede jeg. Hvordan kunne han gøre det? Hvorfor gjorde han det? Endnu en tåre undslap og piblede ned ad kinden.
"Hvorfor?" spurgte jeg grådkvalt, og kiggede på ham. "Hvorfor gør du der her?" han sank en klump i halsen. Fortrød han, hvad han havde gjort?
"Jeg havde ingen andre muligheder. Det var dig eller min familie"
Så min onkel var altså ikke helt dum. Selvfølgelig havde han ikke bare fundet en der frivilligt ville hjælpe med, at få dræbt prinsessen. Han havde brugt andre metoder, og havde fået Adrian til at vælge imellem sin familie og mig. Selvfølgelig valgte han familien.
"Så al den tid. Det hele var bare skuespil" jeg kunne ikke fatte det. Endelig havde mine følelser for ham blomstret, og jeg var blevet klar over, hvad jeg følte for ham, og så skete dette. Så kan man da snakke om sort held.
"Ikke det hele" han sank endnu en klump. Kun en stor del af det. Jeg følte mig snydt, bedraget og dum.
Lyden af baskende vinger brød stilheden, der langsomt var begyndt at bygge sig op imellem os, og jeg så op på ravnen, der satte sig på grenen i et af træerne. Den hvide plet under maven var tydelig, selv i mørket. Angsten kom væltende tilbage. Ravnen måtte ikke være her. Det var lige præcis det han ønskede.
   De andre havde fået øje på den, og et smil bredte sig over min onkels ansigt.
   "Har du haft andre end Adrian til at hjælpe dig?" hvis jeg kunne trække tiden ud, bare en anelse, ville jeg måske være heldig med, at der kom en anden herud, som kunne hjælpe. Lige nu var det min eneste chance.
   "Selvfølgelig har jeg det. Flere af dem er her i aften" sagde han, og lød stolt over at kunne fortælle om sine store planer.
   "Hvorfor er det helt præcis, at jeg skal dø?"
   "Fordi jeg vil være konge. Så simpelt er det"
   "Du vil ikke kunne blive konge, så længe mine forældre lever!" han slog en ondskabsfuld latter op.
   "Selvfølgelig ikke. Jeg har planer med dem senere"
   Hvordan kunne han sige sådan noget, med så meget ro i stemmen? Det var hans egen familie han snakkede om, og det eneste han tænkte på, var at slå dem ihjel. Jeg blev grebet af vreden o frustrationen, og for over til ham og hævede min hånd, men ligesom jeg skulle til at ramme ham, greb han ud efter min hånd og forhindrede slaget.
   Derefter skete der noget meget uventet. Han holdte fast i mit håndled, og pludselig var jeg ikke længere omgivet af det hvide landskab i haven.