Little Princess

Kapitel. 21

   Jeg stod på afgrunden til det store flammehav. De brune øjne kom langsomt gående imod mig, men jeg kunne ikke komme længere væk fra ham, uden at træde ud over kanten og blive omfavnet af de store flammer. Smerten ramte mig som et lyn fra en klar himmel, og jeg mistede balancen og styrtede ned i afgrunden. Det skingre skrig blev kun overdøvet af den ondskabsfulde latter.

   Med et sæt satte jeg mig op i sengen. Sveden dryppede ned ad mig fra top til tå, og jeg kæmpede mig at holde styr på min vejrtrækning. Det var bare en drøm, sagde jeg for mig selv.
   Solen var endnu ikke på vej op på himlen. Jeg kastede et blik på uret, der hang på væggen over mit skrivebord. Klokken var ikke engang seks. Kjolen smed jeg i en bunke på gulvet, og trak en oversize t-shirt over hovedet og tog et par jeans på. Jeg forlod værelset med et suk.
   Min vejrtrækning var langsomt kommet tilbage til det normale igen. Der var ingen andre oppe på det tidspunkt, så jeg havde det hele for mig selv. Jeg vandrede rundt på skolen i flere timer uden noget egentligt formål, indtil klokken var blevet så mange, at de andre også var begyndt at stå op, og snart summede gangene med stemmer og liv.
   Jeg satte kurs imod spisesalen. Da jeg satte mig ned ved bordet, var det eneste mad jeg havde taget et simpelt rødt æble. Min appetit var ikke hvad den før har været, og hændelserne fra i går havde sikkert noget med det at gøre. De andre kom daskende en efter en, og slog sig ned ved siden af mig rundt om bordet.
   "Hvordan har du det?" jeg blinkede nogle gange før jeg opdagede, at ordene var rettet imod mig. Mit hår lignede en fuglerede, og jeg havde store render under øjnene.
   "Hvad ligner det" sukkede jeg, og tog endnu en bid af æblet.
   "At du har det ad helvedes til" svarede Kamille på sin afslappede måde, selvom jeg nemt kunne mærke, at hun også var påvirket af tingene der skete i går. Alle ved bordet havde kendt Adrian i længere tid end jeg, så de måtte være mindst lige så chokeret som jeg.
   "Du er skarp i dag, Kamille" jeg fik et smil frem på det ellers udtryks løse ansigt.
   Vi fik alle spist vores mad, hvilket vedkomne ikke tog særlig lang tid. Jeg tog mig selv i, at sidde og stirre på Theo flere gange. Der var sket noget siden i går. Han havde været der, når jeg havde brug for ham. Det havde altid været ham og ikke Adrian, som hjalp mig når jeg havde brug for det. Jeg havde bare ikke været klog nok til at kunne se det.
   "Melia!" jeg rystede på hovedet, og blev flået ud af mine tanker igen. Amilia sad og kiggede afventende på mig.
   "Undskyld, hvad sagde du?"
   "Har du hørt hvad alle folk snakker om?"
   "Folk snakker om så meget" på stedet kunne et simpelt rygte imellem to personer, blive blæst op til næsten fuldstændig vandvittigt, så alle på skolen vidste.
   "De har snakket om at gøre dig til dronning!"
   Jeg stirrede på hende i flere lange minutter. Dronning. Mig? De to ord hang bestemt ikke sammen i min lille verden. Jeg var ikke engang fyldt atten endnu, og så talte de om at gøre mig til dronning!
   "De må være sindsyge" mumlede jeg til sidst.
   "Helt bestemt" Theo kiggede på mig med et smil. "Men vi skal have en konge eller en dronning, og da du er den næste i rækken, er det retmæssigt hvis du bliver den nye dronning" han lød så formel på den måde han talte.
   "Jeg er kun sytten!" udbrød jeg.
   "Din far var kun tyve, da han blev kronet ti konge"
   Det lød ikke til, at jeg havde et valg. Beslutningen var blevet taget for mig. Det ville ikke længere hedde 'Prinsesse Melia' jeg var blevet opgraderet til 'Dronning Melia'