Little Princess

Kapitel. 16

   Døren åbnede med en knirkende lyd, og jeg lukkede den forsigtig i bag mig. Kontoret var blevet det sted jeg så mine forældre mest. De havde så meget arbejde at gøre hele tiden, så det endte ofte med at blive en kort snak derinde.
   "Hej"
   Min mor kiggede op fra den store stak papirer der lå på skrivebordet, og sendte mig et stort smil.
   "Fik du købt en kjole?" spurgte hun nysgerrigt, og hun mindede mig et kort øjeblik om Kamille, med den måde hun interesserede sig for kjoler og bal på. 
   Jeg nikkede kort og satte mig hen på en stol ved siden af hende.
   "Og du har vel en partner?"
   "Ja, mor" sukkede jeg.
   "Hvem er han så?" hun fik julelys i øjnene, og jeg kunne hurtigt regne ud, at det ikke nyttede noget at holde det hemmeligt.
   "Adrian"
   "Den Adrian?"
   "Jeg ved ikke hvor mange Adrian'er der er på skolen?"
   "Adrian Easton?"
   "Øh, det tror jeg nok" jeg havde hørt efternavnet en enkelt gang, og det lød meget som Easton. Adrian Easton. Det klingede meget godt.
   "Nej, hvor fantastisk! Hans mor er en af mine nære veninder" sagde hun begejstret.
   "Så han er godkendt?" grinte jeg, og hun svarede med et nik.
   Jeg havde ikke før tænkt over, at det måske ikke ville være alle drenge, som ville blive godkendt af mine forældre. Hvis jeg ikke kunne få lov til at date dem jeg ville, så ville jeg meget gerne sige op som prinsesse. Desværre var det ikke en mulighed.
   Det bankede på døren, og en mand trådte ind og skulle bruge min mor til noget mere papirarbejde. Hun kyssede mig kort i håret før vi tog afsked, og hun fulgte efter manden ud af døren. Stilheden overtog rummet, og jeg sad alene tilbage i det store kontor.
   Jeg trak benene op foran mig på stolen, og vendte mig om, så jeg kunne se ud af det enorme vinduesparti. Der var sket så meget på blot to måneder. Før havde jeg bare været en almindelig pige, der levede et normalt liv, omgivet af normale mennesker. Det var alt sammen fortid. Nu var jeg prinsesse og havde et tilknyttet dyr, og jeg havde endnu ikke fundet min skjulte evne. Jeg var begyndt at tvivle på, om vi nogensinde ville finde ud af, hvad det var.
   Da weekenden var ovre, begyndte skoledagene igen og undervisningen omkring dyrene begyndte. Jeg havde ligget vågen hele natten, som et lille barn julemorgen, og ventet på, at det endelig var tid til at stå op.
   Normalt sad jeg bagerst i lokalet, hvor læreren ikke kunne følge med i, om jeg lavede noget eller ej, men denne gang satte jeg mig forrest i lokalet. Endelig ville jeg finde ud af, hvordan det hele hang sammen. Eller, jeg vidste allerede en del om det, men nu ville jeg forhåbentlig få en masse ny viden, om noget der for en gangs skyld interesserede mig.
   Vores lærer trådte ind ad døren på slaget, og smed en stor stak bøger på bordet. Vi fik uddelt en bog hver, og han præsenterede sig selv som
Scott Williams. Vi fik lov til at bladre igennem bogen før vi skulle i gang med det egentlige arbejde.
    "Båndet knyttes når barnet er 1-4 år. Det er altid dyret der knytter båndet, og det vil ikke senere være muligt at få udskiftet sit dyr. Man vil være forbundet indtil den dag, hvor enten dyret eller mennesket må dø"
   "Hvis i har spørgsmål til noget af det i læser, skal i endelig bare spørge!" hans stemme var varm og ru. Sikkert efter er langt liv med cigaretter.
    Timen forløb som jeg havde håbet, og jeg gik derfra med følelsen af, at være ti gange klogere end da jeg trådte ind i lokalet. Jeg var på vej u af lokalet, da jeg pludselig kom i tanke om at jeg havde undret mig over noget i lidt tid.
   "Mr. Williams?" jeg gik tilbage til hans skrivebord, hvor han sad og kiggede sine papirer igennem.
   "Ja?" han kiggede op på mig med et smil. Han var ikke som andre lærere, og han var den eneste, der ikke havde kaldt mig 'prinsesse' hele tiden.
   "Jeg tænkte bare på en ting..." ordene kom ikke videre, og jeg kunne ikke formulere mig ordenligt. Jeg tog en dyb indånding og forsøgte igen.
   "Jeg har hørt det med, at hvis mit dyr dør, så vil jeg også dø...men hvad vil der ske, når en af os dør en naturlig død - altså af alderdom? Vil den anden så også dø?" tanken om døden havde siddet i mit hoved lige siden det første uheld med ravnen.
   "Når en af jer engang dør, vil jeres bånd blive ophævet, og den anden vil ikke lide nogen smerte. Så du har intet at bekymre dig om" svarede han roligt.
   "Tak for svaret" smilte jeg og gik ud af lokalet. Alderdom. Det var den eneste udvej fra båndet. Nu havde jeg en ny mission - at holde ravnen i live indtil en af os engang måtte dø.