Little Princess

Kapitel. 20

   Jeg lagde panisk mit hoved ned til min mors bryst. Der var ingen puls. Det samme gjorde jeg ved min far, og der var heller ingen puls. Tårerne strømmede ud, og jeg hulkede ukontrolleret. Nu havde jeg lige fået dem tilbage, og så blev de revet væk fra mig igen, på denne måde.
   Jeg kiggede tilbage op på min onkel og Adrian. Min onkel kiggede ned på dem med et vel tilfreds ansigtsudtryk, mens Adrian for en gangs skyld så en smule skræmt ud.
   En lille flok vagter kom brasende ud af døren og kiggede skræmt på kongen og dronningen, der lå på jorden. Døde.
   En af dem kaldte på hjælp indenfor, og så brød helvede løs. Min onkel brugte sin evne imod nogle af vagterne, men de var mange. Et højt brag lød pludselig, og jeg kiggede forvirret rundt, hvor mine øjne landede på min onkel der tog sig til brystet.
   Fine, store, røde dråber af blod faldt ned i sneen, og dannede små huller. Han faldt sammen på knæene, og sank derefter sammen på jorden. Jeg ville være uendeligt taknemmelig for hvem der end havde skudt ham, men lige nu havde jeg andre ting at tage mig af. Adrian var forsvundet.
   Fodsporene i sneen afslørede ham, og jeg løb hurtigt i hans retning. Jeg måtte holde op i gallakjolen for ikke at falde i den, og de høje hæle var heller ikke den bedste kombination med sne. Ravnen havde lettet sig fra grenen, og fløj nogle meter foran mig.
   Vi rundede et hjørne og jeg så Adrian et stykke fra mig. Ravnen satte farten op og styrtede imod ham. Da den nåede ham satte den kløerne i, og han blev tydeligvis overrasket over det pludselige angreb fra en fugl. Han stoppede op, og forsøgte at få ravnen væk. Han banede højlydt, og havde slet ikke set mig komme løbende, da jeg kastede mig over ham og væltede ham om i sneen.
   "Hvad fanden har du gjort?!" råbte jeg, og satte mig oven på ham, og holdte hans hænder nede.
   "Undskyld, men-"
   "Det er for sent nu! Mine forældre er døde, og hele jeres mission er gået i vasken. Er du glad nu?" igen begyndte mine øjne at fyldes med vand, og jeg snøftede en enkelt gang. Jeg knyttede min ene næve i vrede, og slog ham i ansigtet.
   "Det var for at du udnyttede mig" hvæste jeg igennem de sammenbidte tænder. Slaget havde givet ham næseblod, og han skar ansigt af ren smerte. Jeg hørte løbende skridt imod mig. Vagterne var kommet.
   "Tag ham væk. I fængsel eller noget lignende. Bare få ham væk" jeg slap ham, og rejste mig op ligesom vagterne førte ham væk.
   Jeg bemærkede først nu, at min puls var umådelig høj og ukontrolleret, og gråden kom farende tilbage. Hvor vagterne førte Adrian hen vidste jeg ikke, men det betyd heller ikke noget. Han skulle bare væk. Væk fra mit liv og væk fra mig.
   Mine fødder slæbte sig hen ad jorden, da jeg bevægede mig tilbage mod indgangen. Foran indgangen stod der en sværm af mennesker. Vagter, lærer, elever. Vagterne prøvede ihærdigt at få den store menneskemængde væk. Mine forældre lå stadig på jorden, og jeg hørte kort at folk fra hospitalet var på vej, selvom det allerede var for sent.
   Jeg fik øje på Theo iblandt nogle andre, og vores øjne mødtes. Han havde haft ret. Han havde haft ret hele tiden. Der var noget mystisk ved Adrian, jeg havde bare været for blid til at se det. Jeg næsten løb hen til ham og omfavnede ham.
   "Jeg er så ked af det. Jeg skulle have troet på dig" hulkede jeg, og begravede mit ansigt i hans skulder.
   "Det er helt okay" hans stemme havde en beroligende virkning på mig. "Det skal nok blive godt igen"
   Jeg tvivlede en del på hans ord. Hvordan skulle tingene blive gode igen? Jeg havde mistet mine forældre, som i øvrigt var kongen og dronningen, og drengen jeg kunne lide var en svindler.
   Mine hænder rystede og jeg var stadig i chok over aftenens hændelser, da Theo hjalp mig tilbage imod mit værelse. Vagterne og sygeplejerskerne ville tage sig af mine forældre, og jeg hørte noget om en begravelse i morgen.
   Sikke en aften! Vinterballet gik i kaos, og de fleste var på vej tilbage til værelserne samtidig med mig. Mordet på kongeparret var også en god grund til at stoppe det. Rygterne var lynhurtigt nået overalt på skolen, og alle vidste nu hvad der var sket.
   Dem vi mødte på vejen tilbage til mit værelse, sendte medlidende blikke og nik. Jeg havde fået kontrol over min gråd, men tårerne strømmede stadig ned af kinderne, og jeg havde opgivet at stoppe dem.
   "Tak" sagde jeg, da vi stod i den åbne dør indtil mit værelse og kiggede på ham.
   "For hvad?"
   "For alting" jeg gav ham endnu et knus, før jeg lukkede døren i, og smed mig ind på sengen. Noget prikkede på vinduet, og jeg drejede hovedet så jeg lige akkurat kunne ane ravnens skikkelse ude i mørket. Jeg var utrolig lettet over, at jeg stadig var i live, men samtidig havde jeg mistet mine forældre.
   Jeg vendte hovedet tilbage imod sengen, og begravede hovedet i den store hovedpude. Søvnen kom væltende ind over mig, før jeg nåede at klæde om, og jeg faldt i søvn fuld påklædt i gallakjole og stiletter.