Little Princess

Kapitel. 2

Regnen silede langsomt ned over mig, men jeg vidste, at der ikke var tid til at stoppe op. Jeg gik hurtigt fremad, og var endelig nået byen. Jakken var hverken vandtæt eller vindtæt, så den var forlængst gennemblødt.
Alligevel fortsatte jeg målrettet imod midten af byen. Jeg havde aldrig i mit liv været med offentligt transport før, men nu skulle det endelig prøves.
Egentlig havde jeg ingen anelse om, hvor jeg var på vej hen, bare at jeg skulle så langt væk herfra som muligt.
Efter godt en times vandring, nåde jeg endelig frem til stationen, hvor jeg gik hen til en tilfældig bus og købte en billet. Til mit held kørte bussen væk fra byen. Langt væk fra byen.
Jeg følte at alle de fremmedes øjne konstant hvilede på mig, selvom de fleste bare tilfældigt strejfede mig, som de kiggede rundt i bussen. Jeg foldede armene over maven, og kiggede ud af det store vindue. Solen var på vej ned over horisonten, og en flot orange farve spredte sig over hele himlen.
Lidt efter lidt forsvandt alle menneskerne ud af bussen, indtil jeg til sidst sad alene tilbage. Da bussen stoppede ved endestationen, steg jeg ud af bussen, og kiggede rundt i mørket. Sukkede kort, og lynede jakken helt op over hagen.
Bussen tøffede efter nogle minutter tilbage ad den samme vej igen, og nu var der kun en enkelt lille lygtpæl til at lyse stedet op.
Jeg satte langsomt benene i bevægelse igen, efter næsten en time i en indelukket varm bus. Efterårsvejret var for alvor på vej, og vinden ruskede i mig, som jeg fortsatte hen ad den øde vej.
Til sidst kom der lys til syne længere fremme, og jeg øgede tempoet en smule. Alt jeg behøvede var at finde et sted at overnatte.
Jo tættere jeg kom på den lille by, jo flere gadelygter var der, hvilket hjalp mig med at undgå de store vandpytter der prægede fortovet. Det gav et set i mig, da en stor sort fugl fløj lige hen over hovedet på mig, og landede på et skilt nogle meter længere fremme. Jeg stoppede undrende op og kiggede på den. Kulsort. Sikkert en ravn. Dog var der noget anderledes over den. Den kiggede på mig, men nærmest med et venligt blik. Jeg rystede kort på hovedet, før jeg igen fortsatte videre.
Jeg kom langsomt tættere på fuglen, der stadig sad med det samme blik og stirrede på mig. Mit blik blev bare endnu mere undrende da jeg så den hvide plet under maven på fuglen. Godt nok var jeg ikke den helt store fugleekspert, men jeg vidste alligevel, at ravne normalt er sorte. Kun sorte.
Jeg tog igen blikket væk og fortsatte forbi fulgen, og ind i byen.
Til mit held fandt jeg et mini hotel, med højst frem værelser, og betalinger for en enkelt overnatning.
Værelset var ikke noget at råbe hurra for. En lille seng, et vindue og et badeværelse på størrelse med et skab. Men der var læ, og det var alt jeg havde behov for. Jeg tog det gennemblødte tøj af, og smed mig ned i sengen. Lige før jeg gled væk, kom billedet af ravnen frem. Den venlige ravn...