Little Princess

Kapitel. 23

Den sorte kjole hang elegant ned over mine ben, og jeg satte det lange hår op i en knold. Hvem ville have troet, at det ville være så hårdt, at miste nogle mennesker, som man kun havde kendt i nogle måneder? Jeg havde det skrækkeligt. Hver eneste nerve inden i mig gjorde ondt, og jeg kunne lige så godt være blevet spiddet med tusinde af knive. Smerten ville være den samme.
   Mine ben traksede hen ad gangen. Vinterens kulde og blæst havde sat en stopper for, at vi kunne holde begravelsen udendørs. Jeg fulgte med strømmen af mennesker, der alle var på ved mod kirken, og stødte pludselig ind i Amilia.
   "Hej" sagde vi i munden på hinanden, og det lykkedes mig at få et smil frem.
   "Hvordan har du det?"
   "Det ved jeg ikke helt" svarede jeg og trak på den ene skulder.
   Vi fulgtes videre uden at veksle mange ord. Vi gik bare i stilhed side om side, og det var måske det bedste. Tårerne pressede konstant på, og jeg gjorde mit yderste for at holde dem tilbage. Stengulvet i kirken fik lyden af mine skridt til at give genlyd. Jeg tog blikket væk fra gulvet og kiggede op ad midtergangen. To store, hvide kister stod oppe foran alteret, og jeg holdt vejret et kort øjeblik før fortsatte hen over det kolde gulv.
   Kirken blev hurtigt fulgt op. Der var mange velkendte ansigter, men også en del fremmede, som jeg aldrig havde set før. Præsten trådte frem og begyndte at prædike. En tale var måske nærmere det rette ord at bruge. Hun fortalte om alle de gode stunder og om alle de ting de havde oplevet.
   Min kamp for at holde tårerne tilbage opgav jeg, og en enkelt tåre skøjtede ned over min kind. Mit blik gled rundt i kirken, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke var den eneste, som havde en personlig kamp imod tårerne.
   Præsten rundede af, og folk begyndte så småt at forlade kirken igen. Den nedtrykte stemning hang som en fugtigt svamp over os alle.
   "Jeg kommer om lidt" sagde jeg til Amilia, da hun begyndte at vandre mod udgangen. Hun nikkede kort som svar, og jeg vendte mig imod kisterne. Med forsigtige skridt gik jeg imod dem, og nervøsiteten steg gevaldigt. Jeg måtte bare se dem. Bare en sidste gang. Præsten trådte ind foran mig før jeg nåede hen til dem. Hendes mund åbnede sig, og hun lignende en, der skulle til at sige, at jeg ikke måtte være der. Hun kiggede kort på mig, og opdagede hvem jeg var, og trådte hurtigt et skridt til sidde igen, og lod mig komme forbi. Normalt var der lukket for at folk ikke kunne gå hen til kisterne, men jeg var jo deres datter. Også selv om hun havde nægtet mig adgang  til at se dem, havde jeg på den ene eller anden måde kæmpet mig vej hen til dem.
   "Det gør mig ondt" sagde præsten med næsten uhørlig hvisken.
   Jeg sendte hende et påkistret smil, og gik hen til kisterne. Der lå de. I hver deres hvide kiste med hænderne foldet over maven og en buket blomster imellem. Der var noget dukkeagtigt over dem. Deres hår var sat op, og de havde gået deres fineste sæt tøj på.
   Mine hænder greb fat i kanten af min mors kiste, og de små dråber løb ned over de røde kinder. Jeg lænede mig ned og kyssede hende på kinden, og gjorde derefter det samme ved min far.
   "Jeg elsker jer" hviskede jeg for mig selv, da jeg havde rette mig op, og kiggede ned på dem. "Farvel"
   Hurtigt vendte jeg mig om og gik ud af kirken. Jeg følte en blanding af sorg og had. Jeg havde mistet mine forældre. Jeg havde kun kendt dem i nogle måneder, men de betød allerede meget for mig, end dem jeg havde levet med i sytten lange år. Samtidig boblede vreden op inde i mig. De var blevet myrdet. Myrdet af min onkel. Kongens egen bror. Adrian var stadig i live, og jeg havde mest bare lyst til, at finde den nærmeste kniv, finde ham, og sørge for at han aldrig vil se dagens lys igen.
   Desværre ville det ikke være acceptabelt. Mord ville aldrig blive acceptabelt, men aldrig i mit liv havde jeg følt så meget had for en person i live. En skønne dag ville han forhåbentlig føle den samme smerte, som gik igennem min krop lige nu.