Nathan

655 16 0
                                    

Vi er nu på vej hen til Nathan. Jeg er skide nervøs. Jeg ved ikke med drengene men det er jeg. Jeg har min fødselsattest med. Bare så jeg har et bevis. Med et kommer jeg bare i tanke om noget min såkaldte familie sagde til mig:
Du vil aldrig blive til noget.
Du vil aldrig få nogle venner.
Alle vil hade dig om du vil have det.
Og du ved det er sandt...

Deres stemmer runger inde i mit hoved. Jeg ved ikke hvor længe jeg har været væk. Der er bare en der rusker mig. Jeg kigger forvirret på dem. Logan tørre en tåre væk fra min kind. Har jeg grædt? Foran dem???

---Luca P.O.V---

Gad vide hvad Ashley tænkte på? Hun var sku helt væk. Noget stort må det have været. Ellers ville hun ikke græde foran os. Jeg ved hun er for stolt til at græde. Så meget ved jeg da. Jeg ved også at synes det viser svaghed og hun hader svaghed. Jeg vil meget gerne have en snak med hendes mor om børneopdragelse. Ikke fordi jeg er forelsket i hende. Nej. Jeg ser hende mere som en lillesøster. Hvad fanden er der egentlig foregået inde i hovedet på hendes freaking mor. Jeg er ved at være vred. Jeg kan mærke det da jeg holder mere stramt rundt om rattet. Jeps jeg er den der køre af os fire drenge. Sååå

--Tilbage til Ashley P.O.V--

*Ding dong* Lyder ringeklokken. Hvis i skulle være i tvivl står jeg foran Nathans dør. Den åbner og en midaldrende mand står i døren. Nathans far tror jeg. Vent det vel sige det også er min far... "Øhhh... Er Nathan hjemme? Han har et billede af mig som lille og jeg vil gerne have det tilbage" Han nikker og giver tegn til at jeg skal komme indenfor. Jeg gør som han siger. Jeg tager ikke mine sko af da jeg ikke bliver i lang tid. Ned af trappen kommer Nathan. 

"Hey Ashley ikk??"Jeg nikker bare. Jeg kigger sjovt nok rundt i rummet. Jeg har aldrig set noget lignende. Det er jo kæmpe stort. Sjovt nok også moderne. De har åbenbart et tema. 3 af alle vægge er hvid og det sidste er en random farve. Sjovt. Han rømmer sig. 
"Hvad ville du?" Jeg vender hovedet mod ham. Jeg kigger uforstået på ham. Vent når ja. Billedet. Bror. Fødselsattests. 
"Øhhh ... Når ja. Jeg ville gerne have mit billede tilbage men først tag lige og kig på det her" Jeg nikker til det første. Jeg giver ham min fødselsattest. Han kigger på det. Jeg studerer ham bare med øjnene. Han kigger med et op med store øjne på mig.
"Det her er jo min fars navn" Jeg nikker svagt. Jeg ved hvad der kommer til at ske nu. Han vil ikke have noget med mig at gøre. Eller er det omvendt.

"FAAAAR!! KOM LIGE!!" Hans far kommer ud i gangen. Kigger spørgende på mig og Nathan. Nathan går hen til ham. Jeg studerer dem begge nu. 
"Kan du huske Ashley? Min lillesøster?" begynder Nathan. Vores far nikker trist. Jeg kan godt forstå ham. Mistet sin datter. Trist.
"Er det her hende og hendes fødselsattest??" Han kigger undrende på det hele. Forståeligt nok. Han nikker stille og kigger op på Nathan. Har alle drenge et eller andet blik?? Det er røv irriterende. Hvordan kan det være at drenge har sådan et. 
"Hvor har i det fra??" Han kigger igen på mig og Nathan. Jeg tager en dyb indånding og fortæller alt hvad han behøver at vide. Altså det med at hvor jeg har billedet fra, hvordan jeg fandt min fødselsattest, osv... De kigger begge chokket på mig. Jeg kigger normalt tilbage. Mest fordi det er jo normalt for mig. At alt er som det er. Ikke det bedste liv jeg har fået. 

De styrter begge over til mig og nærmest krammer livet ud af mig. De hader mig ikke. De vil rent faktisk have mig. Jeg trækker mig fra krammet. Det samme gør de. Med et kigger vores far på mig. 

"Du kan komme og bo her hos os? Altså kun hvis du vil??" Jeg tænker mig om. Jeg ved med sikkerhed at jeg ikke skal tilbage til dem (mor, Kayla og Jay). Aldrig i livet at jeg ville gøre det. Camilla kan jeg ikke bo hos. Det vil jeg Aldrig kunne få mig til at spørge om. Jeg ved ikke med drengene. Jeg vil ikke være til besvær. 
"Det vil jeg gerne. Altså hvis jeg ikke er til besvær" Jeg har jo altid fået fortalt jeg var til besvær.
"Du vil aldrig blive til besvær og det vil glæde mig meget hvis du kalder mig far" Jeg nikker bare. Der er faktisk nogen der kan lide mig. De beholder mig ikke bare fordi de blev nød til det. "Jeg kommer tilbage med mine ting senere. Farvel Nathan og far" Jeg ved ikke med jer men det er sku lidt akavet at kalde en person for far når man først i dag når man er 17 år gammel finder sin ikke døde far. Siger det bare. Jeg krammede dem farvel og gik.

Resten af dagen hang jeg ud med mine boys og selvfølgelig med min dejlige pige. Hun var med. Dejligt. Jeg tror rent faktisk at hun har et crush på Cole. Sjovt. Jeg gjorde som jeg sagde. Fik de ting jeg havde hjemme hos mine boys hjem til far og Nathan. Jeg skal også ud at shoppe i morgen. Så jeg har noget at tage på i skole osv. De har åbenbart mens jeg var væk renoveret mit værelse. Fuck et freaking lækkert værelse. Siger det bare. ELSKER DET!! For første gang i mit liv er jeg bare lidt glad men vi ved jo alle at glæde altid bliver overgået af tristhed eller bare dårlige ting. Sååååå

I'm bad news but I don't care | ✔Where stories live. Discover now