Da den generte Gabbis kæreste Blake slår op med hende, beslutter hun sig for at lave et nytårsforudsæt der skal få ham tilbage. Desværre er det lettere sagt end gjort, for nytårsforudsættet lyder på at løsne op og holde op med at være genert, altså...
Jeg rækkede ham glasset og så ham tage en tår, mens jeg satte mig i sofaen ved siden af ham. Jeg tog selv en nervøs tår, mens det pludselig gik op for mig at jeg var kommet til at skabe en lidt for romantisk stemning, med både vinen og stearinlysene rundt om i hele min lille lejlighed.
"Tak for din store hjælp idag.. Jeg trængte virkelig til at snakke med nogen.." Han sank og smilede mens han stillede glasset fra sig.
"Det kan man godt have brug for en gang imellem.." Sagde han, mens han lænede sig tilbage og vendte sig imod mig. Der blev stille igen. Jeg havde sådan lyst til at spørger ham hvad Beau betød. Normalt ville jeg sikkert have ignoreret det, men det her var ikke normalt, så jeg kunne lige så godt kaste mig ud i det.
"Hvad betyder Be-au?" Et øjeblik så han på mig med uforstående øjne, men så var det som om noget gik op for ham.
"Nåårh.. Du mener Beau?.. Det udtales Bu.. Franskmændene har det med at putte for mange bogstaver i deres ord." Han lo. Jeg bemærkede at han lagde sin arm langs ryggen af sofaen. For et øjeblik overvejede jeg, at komme tættere på hans hånd, så han måske rørte ved mig uden at der skulle ligges noget i det. Ja, jeg ved det godt, jeg er sølle!
"Kan du tale fransk?" Jeg forsøgte at lyde imponeret, hvilket jeg kunne se gav pote, mens jeg rykkede ubemærket tættere på.
"Tjooh.. En smule. Jeg vil ikke sige jeg er super god til det, men jeg kan da gøre mig forstålig overfor fransktalende." Han tog sin telefon op af lommen og lagde den på bordet, ved siden af hans glas. "Men det er lang tid siden nu, og jeg er lidt rusten i det.. Jeg lærte at tale det da jeg var i Congo, det er en gammel fransktalende koloni. Jeg var egentlig sendt derned for at skulle ordne noget for mine forældres firma, men havde også muligheden for at snakke med folk og lære sproget." Men hvad har det med Beau at gøre??
"Ej, hvor spændene, jeg har altid drømt om at rejse ud og se verden."
"Der er også meget at se derude. Det var faktisk der jeg fandt ud af at jeg ville være matematiklærer.." Han lo charmerende, og jeg måtte for et øjeblik tysse på mit tåbelige lille hjerte for at få det til at falde til ro. Hvorfor havde jeg det sådan?
"Hvordan mener du?" Beau! Fortæl mig hvad Beau betyder!!
"De er ret fattige dernede, så mange af dem har ikke råd til at sende deres børn i skole. Jeg ved ikke helt hvordan det skete, men en dag sad jeg med omkring ti børn omkring mig og forsøgte at lærer dem at regne så godt jeg kunne.." Han stoppede og så væk et øjeblik, mens han smilede forsigtigt. Det var som om han kom i tanke om et eller andet fra dengang, noget jeg bestemt ikke var del af, hvilket på underlig vis gjorde mig jaloux. Jep... Sølle, sølle, sølle.. så vendte han sig atter imod mig, og jeg kunne ikke lade vær at finde ham enormt kær. "Du skulle have set hvordan deres ansigter lyste op, når de havde regnet den ud! Det var fantastisk!"
Vi blev ved at snakke. Jeg elskede at lytte til hans historier om afrika, om alt det han havde oplevet før han var blevet lærer, om de steder han havde været, de mennesker han havde mødt, maden, atmosfæren. Hvis jeg skulle give et bud på, hvornår jeg forelskede mig i ham, så var dette øjeblikket. Han var så livig og energisk, hvordan kunne man ikke forelske sig i ham?
Da han ikke havde mere at fortælle, brød jeg tavsheden, mens han tog en tår af sin vin.
"Professor." Jeg forstøgte virkelig at lyde så bestemt og samtidig venlig, som jeg kunne. Han smilede til mig.
"Uha.. Har jeg gjort noget forkert?" Grinede han som var jeg ikke andet end en lille killing med storhedsvanvid.
"Du har endnu ikke fortalt mig hvad Beau betyder.." Jeg lagde hovedet på skrå, mens han tænkende truttede sin mund. Forsigtigt pillede han ved mit hår, der lå ind over sofaryggen.
"Hvorfor vil du gerne vide det?"
"Fordi du kaldte mig det idag.." Jeg kunne mærke jeg blev nervøs. Hvorfor blev han pludselig så stille?
"Okay.." Tøvede han mens han sank og smilede til mig. "Beau betyder smukke.." Smukke?? Synes han jeg er smuk? hvad? ej? vel? Smukke? Mig? Mine kinder blev røde, mens jeg så ned på mine hænder.
"Hvorfor kaldte du mig det så?.." Sig mig? Hvor dum er jeg lige? Har jeg overhovedet ikke styr på hvad der kommer ud af min mund lige nu? Han smilede stort og så ned som en genert lille dreng.
"Fordi du er smuk, Gabriella."
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
"Tak.." lød det fra mig, selvom det nok er noget af det mest tamme og flade du kan sige til nogen når de virkelig har gjort dig glad. Den akavede stilhed pinede mig, så jeg skyndte mig at spørger ham, hvad han ellers havde arbejdet med, og så gik snakken ellers derfra. Selvom det eneste der forgik i mit hoved, var en mindre fest.
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
