Da den generte Gabbis kæreste Blake slår op med hende, beslutter hun sig for at lave et nytårsforudsæt der skal få ham tilbage. Desværre er det lettere sagt end gjort, for nytårsforudsættet lyder på at løsne op og holde op med at være genert, altså...
Vinden kørte sine luftige fingre igennem mit hår, og efterlod en følelse af komplet frihed i mit sind. Alle bekymringer blev langsomt blæst væk, mens mit hjerte bankede ivrigt. Jeg holdt ham om brystet, og kunne flere gange mærke hans muskler arbejde under hans t-shirt. Det var alt for vidunderligt at bryde den tidlige morgenstunds stille og langsomme tempo, ved at køre larmende langs vandet, igennem skove og forbi marker. Jeg kunne fornemme på ruten, at han var begyndt at vende motorcyklen i retning af hytten igen, men selvom det var tilfældet, var der stadig et stykke hjem.
Vi nåede atter stranden, og her stoppede han. Det var et stille sted, med træer og græs der gik ned til sandet og en bænk med udsigt over havet. Himmelen var ved at blive lysere nu, og da jeg tjekkede hvad klokken var, sagde den 4:30. De første fugle var så småt begyndt at synge deres morgensang, da han hjalp mig af motorcyklen.
Han satte sig på bænken og så ud over havet.
"Hvorfor stoppede vi her?" Spurgte jeg, mens jeg satte mig ved siden af ham.
"Fordi du skulle se det her.." han nikkede ud imod havet, hvor himmelen spejlede sig i den rolige blanke overflade. "Er der noget mere beroligende?" tilføjede han stille, uden at flytte blikket fra sceneriet.
Selvom jeg elskede at sidde her med ham, og se ud på havet, og vente på at solen skulle stå op, hadede jeg også stilheden imellem os. Jeg følte at der var et behov for at fylde tomrummet med et eller andet ligegyldigt. Jeg vendte forsigtigt ansigtet imod ham og betragtede ham i smug. Jeg lagde mærke til hans spidse næse, der tilmed også var helt lige, hans skønne øjne der betænktsomt betragtede havet og den skiftende himmel og de daggamle skægstubbe, hvor ikke et hår sad i den forkerte retning. Jeg lagde mærke til at i denne belysning, havde hans hår en svag katanjefarvet nuance, som man normalt ikke så. For et øjeblik følte jeg mig heldig. Heldig at tilbringe en kølig morgenstund, med den mest perfekte mand jeg nogensinde havde mødt. Han var min vidunderlige lille hemmelighed.
Pludselig vendte han blikket imod mig, hvilket fik mig til at se væk i en fart.
"Hva så?" Grinede han. "Er du okay?" Jeg nikkede. For at få ham til ikke at snakke mere om det, skiftede jeg emne:
"Hvordan kan det være at du både har en bil og en motorcykel?" Han trak på skuldrene.
"Motorcyklen er et arvestykke fra en gammel afdød ven.." Han smilede tappert til mig, for ligesom at forsikre mig om at han var kommet sig over tabet. Men noget i mig sagde mig, at det ikke var sandt. At miste nogen i døden var det værste. "Har du prøvet at køre på en motorcykel før?" Jeg rystede på hovedet.
"Nej, først nu.."
"Ku du li' det?"
"Jeg synes det var virkelig skønt." Smilede jeg og så ned på mine hænder. Endnu en gang ramte tanken om, at jeg ikke var den eneste fra klassen han gjorde de her ting med. Jeg sank derfor og frygtede at jeg ville ødelægge stemningen. Alligevel hørte jeg mig selv sige: "Hvad syntes de andre i klassen om det?" Han vendte blikket og så uforstående på mig.
"Hvad mener du?"
"De har vel også været ude og køre på din motorcykel?!"
"Neej, det har de ikke.." han trak på det og så væk.
"Men så har de vel drukket kaffe med dig eller fået en drink med dig?" Jeg tøvede før jeg fortsatte: "det er vel en del af hele lærer elev forholdet? Måske en ny måde at engagere elever på? hvad ved jeg..?" han tog sig til nakken, mens det så ud som om at han tænkte en hel masse. Jeg frygtede at han ville blive vred på mig, mest fordi jeg havde været så direkte.
"Det er ikke noget jeg sådan.. gør.. for alle.." svarede han i en dybere hviskede tone, han så kun kort på mig, og med det samme tænkte jeg at jeg var gået over grænsen for hans venlighed. Alle havde vel en grænse et eller andet sted? Men havde jeg ikke også ret til, at vide hvad jeg kunne forvente og ikke forvente? Hvad meningen med det hele var og hvorfor jeg på en måde følte mig speciel, i forhold til de andre i klassen.
"Okay.. men nogen få så?"
"Gabriella.." han tøvede mens et suk fandt vej gennem hans næse. "..jeg tror jeg bliver nød til at være ærlig overfor dig.." han mødte mine uforstående øjne og sank, før han igen flyttede blikket fra mig. "Det er meget sødt at du tror at det er for at engagere elever.. Men sandheden er den, at du er den eneste jeg gør det her med.." han sukkede og fortsatte: "hør.. Den dag jeg så dig sidde på gangen og snakke med din mor i telefonen.. "Han holdt en pause, som om han skulle finde sine ord. "Jeg så ikke den Gabriella jeg ser i dag, men en helt anden, ked af det, ødelagt, knust ung kvinde med ingen at tale med.. Jeg prøvede virkelig at lade hver at tænke for meget på det, men jeg kunne ikke holde op igen.. Ikke efter hvad jeg selv har oplevet.. Jeg blev nød til at tage affære og gøre et eller andet, også selvom jeg ikke har nogen beføjelser på det område og jeg egentlig burde have nævnt det for skole psykologen.." Han tog sig igen til nakken og så væk med et anstrengt ansigtsudtryk. Sådan sad han lidt, før han igen sukkede og begyndte: "Jeg er ked af at jeg har taget den så langt.. jeg burde være mere professionel.. Hvis du føler at det er for meget, trækker jeg mig gerne tilbage for din skyld.." Jeg smilede for mig selv. Det var første gang han nogensinde havde åbnet op på den måde omkring alt det her og jeg havde ikke lyst til at stoppe ham.
"Jeg har ikke noget imod det.." Han så på mig og jeg mødte hans øjne. "Jeg kan virkelig godt lide at bruge tid sammen med dig.." Han smilede.
"I lige måde." Han lænkede sine øjne på mig for et par sekunder, før han igen så væk med det sødeste grin.
Solen nåede at sende sine første stråler op over horisonten, før der blev sagt mere.
"Andrew..?" Han vendte sig og så på mig. "Det her er vores lille hemmelighed." Jeg kunne ikke dy mig fra at smile da jeg sagde det, for med det samme begyndte han også selv at smile.
"Vi har efterhånden en del hemmeligheder os to.."
"Partners in crime.."
"Kunne ikke have sagt det bedre selv, lille frøken." Vi grinede begge to for en stund.
"Jeg er virkelig glad for at du kom ud og sad sammen med mig på badebroen. Jeg kunne mærke jeg havde brug for en ven." Han nikkede.
"Det kan man godt have en gang imellem." Han sad og betragtede solopgangen uden at se på mig, og jeg kunne ikke lade hver at tænke, at han var den pæneste mand jeg til dato havde set. Han var stadig min lærer, og jeg stadig hans elev. Men jeg havde stadig en brændende lyst til ham, som kun blev mere og mere voldsom for hver eneste gang jeg så på ham. Efter at have skubbet alt mit mod op i brystet på mig, lænede jeg mig hen til ham og plaserede mine læber på hans kind til et kys. Hans hud imod mine læber føltes fantastisk. Med det samme vendte han sig imod mig med røde kinder.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
"Gabriella O'Malley!" Grinede han.
"Det skulle du have fordi du altid er så sød ved mig." Jeg lagde mit hoved på skrå og følte mig enormt akavet, mens han smilede stort.
"Det var så lidt, lille frøken." Han smilede kejtet, som om han ikke kunne finde ud af, hvad han skulle gøre af sig selv. Jeg måtte underkue trangen til at kysse ham igen. Det ville nok ikke gå, blev jeg ved at sige til mig selv.
Snart efter kørte vi hjem til hytten. Jeg lagde mit hoved imod hans ryg og klemte til, mens vi kørte igennem fulgesang, med den tidlige morgensol skinnende på os.
Og jeg blev enig med mig selv om at de bedste øjeblikke, var dem man ikke kunne fortælle andre om.
