⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

veronica og melvin.

Jeg kom ud fra badeværelset, da jeg hørte banken på min hoveddør. Jeg havde netop fået tøj på igen, og skævede panisk i retning af Andrew og sengen. Men blev mødt af den sødeste mand, der allerede havde slået sengen op og ryddet op, samt taget tøj på igen. Han stod nu op af min halv væg ud til køkkenet, med en kop kaffe i hånden og smilede til mig, som om det overhovedet ikke havde været et problem, at få styr på lejligheden før Melvin kom.

"Har du lige..?" Han nikkede og tog en tår.

"Lad nu ikke den stakkels mor vente meget længere.." Smilede han til mig, mens jeg lagde mine arme om hans talje og krammede ham. Jeg sukkede lettet, og gik så over og åbnede døren.

Veronica så på mig med store taknemlige øjne, da hende og Melvin kom til syne i døren.

"Hej.. Jeg håber det stadig er okay..?" Spurgte hun halv nervøst, mens Melvin skubbede sine små briller op af næsen.

"Selvfølgelig er det det." Smilede jeg ned til Melvin, der smilede op til mig. "Smut du bare ind.." Nåede jeg at sige, før han smøg sig forbi mig og løb ind i lejligheden. Et øjeblik  blev jeg i tvivl om Andrew overhovedet var forberedt på alle de spørgsmål der kunne risikere at komme fra Melvin, før Veronica afbrød mine tanker med:

"Han har virkelig glædet sig. Han har ikke snakket om andet hele dagen." Smilede hun, og så forbi mig. Med det samme hun fik øje på Andrew, forandrede hendes blik sig til undren. "Har du.. gæster?"

"Yeah.." Jeg lagde min hånd på den modsatte arm og krammede mig selv halvt, før jeg hørte Melvin spørger, hvad Andrew lavede her. Andrew grinede bare, og svarede ham roligt med, at han besøgte mig. Jeg smilede halv kejtet til Veronica, der strakte hals da hun så Andrew komme ud i gangen for at hilse. "Det her er Andrew.." Smilede jeg undskyldende til hende, da han stoppede op ved siden af mig for at hilse på hende. "Han er min.. kæreste.." Jeg mærkede mine kinder bliver varme ved tanken om at han rent faktisk var min kæreste, men at vi aldrig havde haft 'the talk' om hvorvidt vi kunne kalde os kærester eller bare venner med fordele.

"Hej.." Smilede han og rækkede sin hånd frem for at hilse på hende. "Hyggeligt at møde dig." Hun så helt forbløffet på ham, mens hun trykkede hans hånd. "Jeg håber det er i orden med dig, at jeg også er her til at se efter Melvin." Smilede han sødt, mens Veronica bare nikkede. "Var det Veronica du hed?"

"Ja, ja det var det."

"Er der noget vi skal være opmærksomme på? Allergier? Ting han er bange for?" Hun gjorde store øjne, og jeg skulle tage mig i ikke at tabe min kæbe på gulvet. Hun rystede på hovedet.

"Øh.. nej, ingen allergier. Men han må ikke se noget hvor der er skarpe tænder.." Andrew smilede sødt, før han nikkede bekræftende.

"Vi passer på med de skarpe tænder så." Med det sagt, kyssede han mig på håret og gik ind for at tjekke til Melvin, der allerede var gået igang med at rodde mine Disney dvd'er igennem.

Jeg skævede efter Andrew og smilede for mig selv over hvor skøn han egentlig var.

"Hvor har du fundet ham?" Sagde hun pludselig med spændte øjne, klar til at høre hvor hun kunne finde en magen til. Jeg kunne ikke lade hver at grine, mens jeg forsøgte at komme på hvad jeg skulle sige til hende.

"Jeg mødte ham på den café, jeg arbejder på.. Han kom bare en dag, og så var der med det samme kemi mellem os."

"Wauw.." Smilede hun. "Jeg er virkelig glad på dine vegne, smukke. Han virker til at være en tand mere moden end ham den tidligere.." hun rullede med øjne. "Han var da komplet håbløs!" Jeg grinede.

"Ja, Blake var.. Stadig et pattebarn." Hun grinede og lænede sig hen til mig.

"Pf.. Min ex var også et pattebarn.. og så er der dem der kan tage ansvar og stadig være et legebarn en gang imellem.." hun smilede skævt. "Alle modne mænd er stadig børn inden i.. Man skal bare.. lige lokke barnet ud nogengange.. Men øhm.." Hun skævede forbi mig. "Det ser ikke ud til at du behøver lokke noget barn ud af ham her.." Jeg så mig over skulderen til Andrew der allerede havde sat Cars på tv'et og nu lå på maven på gulvet ved siden af Melvin. Da jeg igen mødte Veronicas øjne, smilede hun. "He's a keeper, sveske!" hviskede hun og rynkede på næsen. "Vi ses Melvin! Mor går nu!" råbte hun og kort efter kom Melvin ud og blev kysset farvel, fik en ordre om at opføre sig pænt, og ikke mindst gøre hvad 'søde Gabriella' sagde. Snart efter løb han ind til Andrew igen og Veronica smilede sit altid skønne smil med ordene: "Endnu engang tak for hjælpen, sødeste. Jeg skylder dig!" Jeg slog ud med hånden som om det var intet, og så hende herefter vrikke ned af gangen, før jeg lukkede døren bag mig.