17 & pregnant ~ One Direction

Breaking up

-Breaking up

Jeg havde grædt uafbrudt i flere timer. Bare lydløst. Både fordi Liv ikke skulle vågne og Harry ikke ville høre mig. Eller jeg er faktisk ligeglad med alle som har noget med One Direction at gøre.

Hvordan kunne Niall finde på det? Han er far og burde være ansvarlig! Jeg er 17 og har næsten lige fået en datter sammen med det røvhul. Urgh! Jeg er så skide sur på ham!

..bank bank.. Jeg svarede ikke hvem som nu ville i kontakt med mig. Istedet vendte jeg bare ryggen til døren og kiggede ud af vinduet. Døren herind til kunne høres blev åbnet. Hvad er de ikke forstår ved at man ikke svare!?

"Baby?"

Oh fuck! Hvorfor lige ham! Ud af alle andre! Jeg svarede ham ikke. Han har ikke fortjent at få en forklaring når han bare er mig utro.

"Hvad er der galt baby? Har jeg gjordt noget?" Spurgte han. Jeg kunne mærke sengen gav sig.

"Please baby, snak til mig" hviskede han tæt på mit øre. Jeg lukkede øjne i håb om at få ham ud af mine tanker. Jeg kunne pludselig mærke hans varme arm vikle sig om mig og hans krop ned langs min krop, bagfra.

"Please" hviskede han. Jeg vendte mig om mod ham. Jeg kunne kun lige kigge ham i øjnene i to sekunder, før jeg brød sammen. Hulkende kom uvilligt ud af mig.

"Hey shhh shhh baby! Tag det roligt!" Tyssede han og lagde mit hoved mod hans. Jeg hader den måde han kan styre mig på. Det var jo meningen at jeg skulle hade ham?

"Sov baby, du har vist brug for det" hviskede han.

~*~*~*~

Jeg blev vækket af nogle som ruskede i mig. Jeg åbnede langsomt mine øjne og mødte de velkendte blå. Niall.

"Vi skal spise" hviskede han. Jeg svarede ham ikke, istedet rejste jeg mig op. Jeg skulle lige til at bukke ned efter Liv, men Niall afbrød mig.

"Hvorfor har du ikke svaret mig?" Spurgte han. Jeg vendte mig om mod ham. Han stod et stykke væk fra mig, men alligevel hviskede han. Man kunne let høre der var sorg i hans stemme.

"Det ved du godt selv Niall" snappede jeg.

"Nej for ellers havde jeg nok ikke spurgt vel?" Vrissede han og tog er skridt tættere på mig. Jeg havde aldrig set den her side af Niall og den skræmte mig en lille smule.

"Niall jeg gider ikke det her?" Mumlede jeg nervøst og rystende. Niall tog det sidste skridt som skulle til for at ødelægge afstanden imellem os.

"Hvad har jeg gjordt Olivia. Svar mig" hviskede han med vrede i stemmen. Jeg kiggede ind i hans øjne som var blevet flere takker mørkere.

"Jeg vil ik snakke om det Niall" svarede jeg. Han tog pludselig hårdt fat i mit ene håndled og tvang mine øjne til at møde hans.

"Av Niall, det gør ondt!" Pev jeg og hentydet til mit håndled.

"Hvad har jeg gjordt Olivia!" Hvæsede han.

"Jeg ved alt om hende! ALT OM HENDE NIALL! DERFOR HADER JEG DIG! FORDI DU HAR BARE FUCKET MIG OP OG FORLADER MIG NÅR BABYEN KOM!" Skreg jeg lige op i hans fjæs.

Han åbnede munden, men intet kom ud.

"Oh my?" Gispede jeg og trådte et skridt væk fra ham. Med mine hænder foran munden, kiggede jeg skræmt på ham. Alt var sandt.

"Hvad sker der?" Spurgte Harry som var kommet løbende herind.

"Skrid Harry! Vi snakker lige. Privat." Hvæsede Niall uden at kigge væk fra mig.

"Livia hvad sker der?" Spurgte Harry. Jeg rystede utallige gange på hovedet imens jeg bakkede hen mod et hjørne.

"N-niall.. Jeg tror bare at vi skal slå op" mumlede jeg og kiggede skræmt på ham.

"DET PASSER FUCKING IKKE!" Råbte han og tog fat i overarmen på mig. Harry kiggede hårdt og vredt på Niall, inden han gik herhen for at ligge en stille hånd på Niall's skulder.

"Niall jeg tror bare du skal tage hjem" sagde han roligt. "Og lade Livia være" tilføjede han og fik Niall til at slippe mig. Jeg kunne ikke lade vær med at følge Niall med øjnene imens han blev trukket ud af mit værelse.

Kort tid efter var Harry herinde igen. Jeg havde ikke set han stod foran mig, før jeg blev trukket ind til et kram.

"Han er væk Livia.. Skal jeg ikke tage Liv i armen og så går vi ned og spiser" forslog han. Jeg nikkede rystende og begyndte langsomt at gå.

Hele min verden er lige gået under..