deep blue eyes

9.

Det var lørdag formiddag og jeg sad i toget på vej til København. Sommerfuglene i min mave havde ingen ende. Jeg glædede mig som en sindssyg til endelig at se Anthon igen. Jeg havde savnet ham så meget.

Jeg steg ud af toget og spottede hurtigt Anthon. Han smilte. Jeg løb over i hans arme. Jeg havde savnet følelsen, af at være så tryg.

"Årh Becca, hvor har jeg savnet dig" udbrød han. "I lige måde!" svarede jeg. Jeg trak mig lidt tilbage, for rigtigt at se ham. Hans dybe blå øjne så på mine læber. Før jeg vidste af det stod vi og kyssede og verdenen stod igen stille. Hans hånd fandt min og vi gik hjem til ham. Vi snakkede om hvad der var sket i løbet af ugen. Jeg ville gerne fortælle ham om problemet med min mor men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få det sagt. Jeg prøvede at ignorere det.

Vi trådte ind i entreen. Det duftede dejligt af boller. "Hej Rebecca" lød det fra køkkenet. "Hejjj" sagde jeg og Anthons mor gav mig et uventet kram. "Anthon har rigtig glædet sig" sagde hun muntert. "Han har snakket så meget om dig".

"Mor hold nu op" sagde Anthon og rødmede. Hvor var det sødt.

"Det er da rigtigt" lød en ukendt stemme, og hans lillesøster kom ind. Jeg havde selvfølgelig set hende på Instagram og Facebook, men hun lignede Anthon meget mere i virkeligheden.

"Jeg hedder Asta" sagde hun genert. "Hej, jeg hedder Rebecca" smilte jeg. "Er i kærester?" spurgte hun. Jeg så på Anthon. "Nej stop så Asta. Vi går ind på værelset" sagde han irriteret og måske lidt pinligt berørt.

"Du må undskylde min familie, de er lidt pinlige" sagde Anthon og så ned i gulvet. "De er da vildt søde" sagde jeg. "Jeg ville ønske min familie var sådan". Jeg fortrød det i samme sekund, jeg sagde det. "Hvad mener du med det?" sagde Anthon nysgerrigt. "Øhm.. Ikke noget, bare glem det" sagde jeg forfjamsket. Jeg ville ikke fortælle ham om min mor endnu.

Efter vi havde spist, gjorde vi os klar. Eller jeg gjorde, Anthon var allerede klar.

Jeg vidste ikke hvad dresscode var så jeg havde taget lidt forskelligt med. Jeg lod Anthon afgøre, hvad jeg skulle have på. Han vidste sikkert bedre end mig. Jeg endte med et par sorte jeans og en løs top med blonder. Det så vel okay ud.

Alfreds hus lå i gå afstand, så vi gik derover. Allerede et godt stykke derfra kunne vi høre høj musik. På trappen til huset stod nogle drenge, som hilste på Anthon. De piftede af ham da vi gik ind. Jeg kunne mærke, at jeg blev rød i hovedet.

Der var fyldt med mennesker og jeg kendte ingen udover Anthon. Derfor holdt jeg godt fast i hans hånd. Jeg fik mange onde blikke men Anthon bad mig om at ignorere det. Det var bare svært.

"Munkeee!" råbte Anthon da han så Alfred. "Åh Snitty" svarede munke ham. "Er det din dame? *piiift*". "Kom her smukke" sagde Anthon smilende. "Hej, Rebecca" sagde jeg. "God scoring, Snitty" sagde Alfred og blinkede til mig. "Skal i have noget at drikke eller hvad?". Han var vidst allerede godt fuld.

Anthon og jeg dansede tæt midt imellem en masse andre. Mine ben summede og jeg var meget snakkesalig. Anthon ville have mig med udenfor. Vi maste os gennem menneskemængden.

"Rebecca" sagde han og så mig dybt i øjnene. "Anthon" svarede jeg. "Jeg er forelsket i dig" sagde han. Man kunne sagtens lugte, at han havde fået noget at drikke. Men alligevel stod verden helt stille for mig. Jeg tænkte ikke over at han nok bare sagde det fordi han var fuld. Jeg kyssede ham.

Et irriterende lys stoppede kysset, efterfulgt af en kamera lyd. "Fuck nej" sagde Anthon. Han fik øje på ham der tog billedet. Han tog et skridt væk fra mig. "Marcus, gider du slette det". Det lød mere som en ordre end som et spørgsmål. Han fik intet svar. "Skat vent lige her, jeg er tilbage om lidt". Han gav min hånd et klem.

"Marcus" råbte han. Jeg hørte nogen grine samtidig med hurtige fodtrin hen ad asfalten. De prøvede at løbe men Anthon var hurtigt efter dem. Jeg var for nysgerrig til bare at blive.

Lidt nede ad vejen fik Anthon stoppet dem. "Hvis ikke i sletter det er i færdige" sagde han vredt. Det chokerede mig at se ham så sur. "Pfff. Som om du kan gøre noget. Er du da flov over hende pigen?" spurgte Marcus hånende. Han var højere end Anthon og havde mørkt krøllet hår.

Selvom jeg stod flere meter væk kunne jeg høre Anthons vejrtrækning. Han måtte være rasende. "Aldrig prøv, Marcus" snerrede han. "Haha. Jeg skal nok få hende fra dig, hvis du er så flov".

Jeg gispede, da Anthon slog Marcus lige i ansigtet. "Du holder bare din kæft!" råbte Anthon og slog ham igen, så han faldt til jorden. Hvad skulle jeg gøre?

Det eneste der lyste dem op var gadelygten. Mit hjerte bankede hurtigt. Marcus rejste sig op og så fjendtlig ud. "Det skal du nok få betalt for" sagde Marcus og slog ham hårdt på kæben. Jeg måtte holde hænderne for munden, så jeg ikke skreg. Marcus slog Anthon igen samme sted og Anthon skar ansigt, da han faldt. "Stoooop!" råbte jeg og løb hen imod dem. Marcus så op. Jeg fik trukket Anthon op at stå, og vi skyndte os væk. Marcus sendte os et skummelt blik.