deep blue eyes

12.

Jeg havde ikke svaret Anthon i flere dage og han var også begyndt at stoppe med at skrive. Jeg bebrejdede ham ikke. Jeg fortjente vel ikke andet.

Det var som om, at der var vokset et stort hul i mit bryst. Jeg savnede Anthon så meget. Godt nok var det vi havde ikke det mest seriøse, men det betød ekstremt meget for mig.

Min mor havde givet mig stuearrest. Jeg måtte ikke en gang se mine veninder. Hvad havde jeg rodet mig ud i?

Senere

Nu tog jeg mig sammen. Nu ville jeg skrive til Anthon hvad der foregik, han fortjente at vide det.

"Hej Anthon.." begyndte jeg og mine hænder rystede.

"Jeg er ked af at jeg ikke har svaret dig de sidste dage. Du er nok vred, hvilket jeg godt forstår. Du skal bare vide, at jeg savner dig rigtig meget". Tårerne trillede om kap ned ad mine kinder.

"Min mor fandt ud af det hele. Hun vil ikke have at jeg ser dig igen. Jeg tror hun synes du har dårlig indflydelse på mig. Og efter de grimme kommentarer jeg har læst på billedet af os ved jeg heller ikke om jeg tør. Jeg er i tvivl om det ville gå, så jeg tror det er bedst vi slutter det her". Det gjorde ondt på mig at skrive det. Rigtig ondt. Men jeg var ikke modig nok til at ringe.

"Please lad være med at ringe. Hilsen Emilie" skrev jeg færdig, og trykkede send. Mit hovede snurrede rundt.

Det sidste jeg tjekkede inden jeg faldt i søvn var Instagram. Anthon havde slettet billedet. Hullet i mit bryst voksede sig dobbelt så stort.