deep blue eyes

28.

Jeg skubbede alle væk. Jeg gjorde det næsten bevidst. Jeg havde ingen venner, og jeg lavede aldrig noget i min fritid. Jeg lå bare og stirrede ud i luften. Ren rutine.

Jeg kunne mærke at det påvirkede min mor helt vildt og det gik mig selvfølgelig på, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved det.

En dag kom hun ind på mit værelse og satte sig i min seng.

"Rebecca, du er deprimeret. Det kan du ikke være for altid, så det må vi have gjort noget ved".

Jeg kiggede lidt irriteret på hende. Det var da sødt at hun ville hjælpe, men der var ikke noget der kunne hjælpe. Såret ville ikke hele, og jeg havde efterhånden givet op på at få det bedre.

"Jeg ringer til lægen og bestiller en tid" sagde hun og rejste sig. Hun gik ud og lukkede døren.

Jeg sukkede højt og begravede hovedet i min pude. Tårerne begyndte at løbe ned ad mine kinder. Hvorfor kunne jeg ikke bare tage mig sammen? Komme videre? Jeg vidste jo godt det var forbi. Det var min egen skyld. Jeg kunne bare have ringet. Men jeg følte det var forkert. Jeg havde alligevel set billeder af Anthon med andre piger. Han var kommet videre. Hvorfor kunne jeg så ikke?

Og hvorfor blev jeg ved med at tænke på ham? Han havde behandlet mig så dårligt, det burde være ham der havde dårlig samvittighed. Og hvad med Thor? Hvad var der sket efter mit tog var kørt væk fra stationen? Jeg tænkte over hvad Anthon havde gjort ved ham. Og hvad han havde sagt. Måske han bad ham om at holde sig væk, og det var derfor han ikke havde skrevet.

Jeg måtte stoppe min tankerække. Og jeg vidste hvordan.

Jeg købte togbillet til Gentofte med det samme.

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

Dejligt at se, at i stadig følger med derude, det gør mig virkelig glad.

Undskyld for korte kapitler, jeg lover der snart sker en masse drama ;)

Nyt ved 10 votes venner <3