deep blue eyes

22.

Jeg kunne ikke længere tænke klart. Alting snurrede rundt og jeg kunne knap nok gå lige. Hvad havde han gang i? Hvordan kunne han behandle mig med så lidt respekt? Kunne man virkelig ikke stole på ham?

Jeg måtte væk. Langt væk fra ham.

Jeg fortsatte ud i den mørke aften, kun oplyst af neonlysene fra diverse barer og pizzariaer, og gadelygterne. Jeg vidste ikke hvor jeg var på vej hen, det eneste jeg vidste var, at det var væk fra problemerne.

––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

Jeg endte på hovedbanegården efter et godt stykke tid. Min telefon brummede og Anthons navn lyste skærmen op. Jeg slukkede min telefon og prøvede at glemme ham, hvilket var umuligt.

Jeg kiggede op på skærmene der viste togenes afgange. Det var som om at bogstaverne slørrede ud så snart jeg prøvede at læse dem, så jeg gav op. Jeg gik ned på spor 2 og tog det første tog.

Jeg fandt en plads på en af de elendige klapstole. Men det var ligegyldigt. Det kunne umuligt blive værre.

Jeg faldt i søvn med hovedet begravet i mine hænder og i negative tanker om de dybe, blå øjne.

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

HEY!!

Det er godt nok længe siden jeg har skrevet på den her fanfic. Er der overhovedet stadig nogle der følger med? Det håber jeg, hehe

Jeg har haft SÅ travlt, da jeg har fået arbejde i Brugsen + jeg har fået den skønne besked om at jeg skal på udveksling næste år, så der har været en masse papirer at udfylde. 

Der vil løbende komme en del kapitler, da jeg har haft et godt stykke tid til at tænke hvad der videre skulle ske. Jeg håber stadig jeg har nogle læsere <3

Knus