deep blue eyes

25.

Eftermiddagen gik med Netflix og takeaway mad. Vi snakkede ikke så meget, da vi begge var trætte. Det var underligt lige pludselig at ligge hos ham, men det føltes trygt og rart.

Lige pludselig gik døren op og en pige, lidt yngre end mig kom ind ad døren. Jeg havde set hende mange gange før på Instagram. Krista. Hun så skiftevis på Thor og jeg, med et spørgende udtryk i ansigtet. 

"Øøøøøhm.. Krista det her er Rebecca" sagde han og jeg kunne ikke andet end at smile akavet. "Hej.." sagde jeg tøvende. "Krista du skal gå nu". Hun lukkede døren uden at sige et ord, stadig med det spørgende ansigtsudtryk.

"Awkwaaard" sagde Thor og prøvede at bløde den døde stemning op. Jeg så over på klokken. 17:24, og jeg burde se at komme hjem.

"Øhm.. Jeg skal nok til at komme hjemad" sagde jeg. "Vil du ikke blive? Det er jo efterårsferie". Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Selvfølgelig ville jeg det. Men jeg kunne ikke. Jeg måtte tænke lidt over tingene, bestemt inden jeg bestemte mig for at se Thor igen.

"Nej det kan jeg ikke. Måske en anden gang?" sagde jeg spørgende. Thor så lidt rundt, han så lidt skuffet ud. "Jo, selvfølgelig. Klart" sagde han og rejste sig. Han fulgte mig ud til døren og krammede mig farvel. "Vi ses Rebecca" sagde han og blinkede. Han så nu sød ud som han stod der i døren. Jeg fik en smule sommerfugle i maven.

Jeg gik ned mod stationen. Det småregnede og jeg hundefrøs. Efteråret var godt i gang, og der lå nedfaldne blade overalt. Regnen begyndte at tage til, så jeg småløb resten af vejen.

Der var næsten 30 minutter til mit tog kørte. Jeg satte mig på en bænk og satte noget musik på. Tænkte de sidste 24 timer igennem. Tankerne gav mig ondt i maven. Det var noget lort. Jeg ville ikke hjem.

Efter et stykke tid, og næsten uden jeg lagde mærke til det satte en person sig på bænken lidt væk fra mig. Han var iført en sort hoodie. Jeg tænkte ikke videre over det, før jeg hørte ham tale til mig.

"Rebecca?" sagde han stille, men jeg kunne sagtens høre det, selvom jeg havde skruet helt op. Knuden voksede i maven. Selvfølgelig var det ham. Mod min egen vilje så jeg over på ham. De velkendte, dybe blå øjne var røde og ophævede af gråd. Han havde store mørke render under dem. Han så slidt ud. Men jeg faldt ikke for det. Det var så slut mellem ham og jeg.

Jeg åbnede munden som for at sige noget, men jeg kunne ikke. Han havde ødelagt alt for mig.

Jeg sukkede. "Du skal ikke opsøge mig, Anthon. Hold dig væk" røg det ud af mig. Han så på mig, såret. Det skar i mit hjerte, men jeg bed det i mig. Jeg mente hvert et ord. 

Den tunge stemning fik en pludselig ende da jeg hørte en hæs stemme råbe. 

"Rebecca? Rebecca du glemte noget". Thor kom løbende iført en åben Peak Performance. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Han havde knap nok lynet hans bukser. Hvor var han sød.

Han skyndte sig over til mig uden at lægge mærke til Anthon, der måbende så på os. Han rystede på hovedet, men endelig var jeg bare lidt ligeglad med ham.

"Du glemte den her. Din halskæde" sagde han forpustet. Når ja. Min halskæde, min medaljon med det lille billede af Anthon og jeg. "Tak" sagde jeg grinende. "Jeg troede toget var kørt. Godt jeg nåede det sagde han". "Ja, godt Thor haha" svarede jeg. Kunne Anthon ikke bare gå, tænkte jeg. Han ødelagde det glade for mig.

"Rebecca" sagde Thor bestemt. "Ja?" sagde jeg undrende. "Der var også noget andet jeg glemte. Noget vigtigere" sagde han, han så lidt nervøs ud. Jeg så mere undrende på ham. Hans ansigt nærmede sig mit og vores læber mødtes. Jeg var mundlam, jeg kunne intet. Der var sket alt for meget på alt for kort tid, jeg kunne slet ikke magte det. Jeg bed mig svagt i læben og rødmede. Jeg havde glemt alt om Anthon, lige indtil han rev Thor væk fra mig.

"Hvad fanden har du gang i?!" råbte Anthon. Han så vredt og fjentligt på Thor, som sendte ham et uskyldigt blik. 

"Ja hvad har du gang i. Knepper 3 piger på A bar og forventer Rebecca gider vente på dig. Du fortjener hende slet ikke" sagde Thor og så koldt på Anthon. Mit tog kom rullende ind på stationen. De lagde ikke mærke til at jeg blev lukket ind, men blev ved med at stå og skændes. I det mit tog begyndte at køre gav Anthon Thor en knytnæve lige i ansigtet. Jeg sad som lammet bag vinduet, og jeg blev nødt til at holde mig for munden for ikke at skrige. Anthon begyndte at slå og sparke Thor, der nu lå ned, helt hjælpeløs. Uden jeg vidste af det græd jeg som en sindsyg. Hvad fanden gik der af ham?

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

Så fik i lige et langt kapitel. Jeg har heller ikke skrevet i laaang tid, men jeg har så meget andet at se til, og så glemmer jeg min fanfic. Nu hvor jeg har et par dages ferie vil jeg prøve at opdatere lidt mere. 

Nyt kapitel ved 5 votes ;))