deep blue eyes

11.

Min mor sad ved køkkenbordet da jeg kom ind. Det var et dårligt tegn.

"Jeg ringede til Sophies mor. Hun vidste ingenting om at du skulle sove der" sagde hun alvorligt. "Øhm.. Måske har Sophie glemt at sige det" prøvede jeg. "Hvor har du været?". Min mor så vred ud. Fuck.

"Rebecca, hvor har du været?" spurgte hun igen, nu lidt strengere. Min telefon ringede. Det var Anthon. "Mor det er vigtigt øjeblik" sagde jeg og gik ud i gangen. "Nej, nu kommer du her". Hun rejste sig og greb om min telefon. Hun trak den ud af hånden på mig. "Anthon <3" sagde hun og så på skærmen. Hun så ud som om hun væmmedes. "Du har altså løjet om hvor du skulle sove, for at være sammen med en dreng?". Skuffelsen i hendes stemme var tydelig. "Ja.." hviskede jeg. Mine øjne fyldtes med vand. "Hvem er han? Hvor bor han?" sagde hun og hendes kolde øjne borede sig ind i mine. "Han bor i Gentofte..". Jeg mærkede en tåre trille ned ad min kind.

"I GENTOFTE?" råbte hun. "Du er altså taget hele vejen til Gentofte for at mødes med en dreng? Det kan simpelthen ikke være rigtigt". Jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst havde set hende så vred på mig. "Hvor kender du ham fra?" spurgte hun. "Det.. Det er ham fra Citybois..".

Hun grinte højlydt. En rigtig hånende og nedværdigende latter. "Citybois.. Den er god med dig. Du skal ikke se ham igen". Mit hjerte stod stille. "Forstår du det, Rebecca? Du skal ikke se ham igen. Færdig, slut". Hvordan kunne man være så kold?

Senere

Jeg lå i min seng og græd. Det havde jeg gjort i flere timer. Anthon havde ringet flere gange og skrevet mange beskeder. Jeg kunne ikke få mig selv til at svare. Hvad nyttede det? Jeg måtte alligevel ikke se ham. Tanken skar i mit hjerte.

Min skærm lyste op. "Rebecca? Vær sød at svar, jeg er urolig". En klump i min hals voksede. Jeg havde rigtig dårlig samvittighed. Men jeg kunne simpelthen ikke sige det til ham.

Jeg låste min telefon op og gik ind på billedet han havde lagt op. Det havde fået næsten 6.000 likes. Men en masse onde kommentarer.

"LOL Anth du kan få så meget pænere"

"Hvad fuck laver du med hende"

"Fuck hun er grim"

Jeg brød sammen igen. Det ville aldrig nogensinde gå. Jeg ville aldrig blive god nok.

Det sidste jeg tænkte på, inden jeg faldt i søvn, var Anthon.