Why me?

Kapitel 20

Alexanders synsvinkel den 22 november klokken 23:30 vejret kold blæsende regnende 

Tiden den går så fucking fandens langsomt, jeg føler at der er gået en evighed siden at hun blev kørt ind hun er kommet tilbage, men de vil ikke sige noget. Så ligene ved vi ikke om hun er død eller levende, hvilket er så frustrerende. Jg tror jeg har røget 3 pakker cigaretter, jeg er så træt at jeg kunne sove, men jeg tør ikke lige nu sidder vi alle inde på mit værelse jeg sidder og spiller et spil Emma downloaded på min telefon, det er ren tidsfordriv, udover det så har vi drukket så meget kaffe at i ikke har nogle ideer om det. Hver gang der går nogle forbi håber man så inderligt  at det er en der kommer med nyheder om Emma, udfra hvad Maggie ved, da hun læser til læge så tager det 7-10 timer at blive operareret så hvis det er 7 timer burde hun være færdig, men hvis det er 10 er der stadig et par timers ventetid endnu.

 "tror i hun er færdig?" "Ja det kan ikke tage så langtid at operere en indreblødning" Idet samme kommer sygeplejersken ind jeg sætter mig op og kigger på hende Emmas far kigger mere besat på den sygeplejerske end man kigger på en bøf efter 20 timer uden mad. "Ja så er Emma blevet opperaret og det er gået rigtig fint hun ligger på opvågning nu og i er velkommen til at gå ned og kigge til hende" Jeg tror aldrig jeg har løbet hurtigere jeg spurter så hurtigt, Maggie og jeg er ved at støde ind i hinanden på vej ud af døren, da vi begge løber så hurtigt vi overhovedet kan. 

Da vi kommer ind på stuen ligger Emma uden en maskine der for hende til at trække vejret, det er bestemt ikke min favorit at se hende med drop og alle mulige slanger på hende. Vi står alle lidt og ved ikke helt hvad vi skal sige eller gøre, jeg beslutter mig for at gøre noget. Jeg går over til hende og ligger forsigtigt læberne på hendes jeg forventer ikke at hun skal kysse tilbage, men det gør hun fandeme hendes hånd kommer forsigtigt op i mit hår. 

Jeg trækker mig forsigtigt væk, jeg kan mærke tårerne det presser sig på  hun løfter forsigtigt hånden og aer mig over kinden "Jeg troede aldrig jeg skulle se dig smile igen, jeg troede eller frygtet aldrig at skulle se dig igen" Det er den bedste måde jeg kan formulere det på uden at sige de ord som aldrig kommer ud af munden på mig, hun smiler og begynder at græde fuck man "Jeg elsker dig virkelig højt og jeg er her og jeg går ikke fra dig eller forlader dig" Jeg bøjer mig ned og krammer hende meget forsigtigt jeg føler næsten ikke jeg tør røre hende jeg er så bange for at hun går i stykker. Jeg slipper hende forsigtigt, og lader hendes familie kramme hende de har vel trods alt også savnet hende. 

Phu ha alt det der følelses pis der er jeg ikke så god til, men jeg er blevet bedre meget bedre efter jeg har mødt Emma og hun er følsom. Efter at alle har krammet og grædt igennem beslutter jeg mig for at gå ud og ryge en smøg da det er ret så tiltrængt "Skat hvor skal du hen" Jeg smiler "Jeg skal ud at ryge min skat det tager ikke mere end 2 minutter" Hun rynker panden "Vil du ikke blive hos mig?" Jeg smiler hvad gør man ikke for sin elskede kæreste efterhånden "Jo" Jeg sætter mig ned i stolen ved siden af hendes sengen, men hun er ikke tilfreds "Kom her op " Hun slår dynen til side så jeg kan være der jeg smiler "Skat er du sikker på det er en god ide?" Hun smiler "Ja jeg er kom nu her" Jeg ligger mig forsigtigt op ved siden af hende, jeg hader at se hende i det der gyselige hvide sygehuse tøj. Jeg ligger forsigtigt armene om hende, hun gaber forsigtigt det der nuttede gab "Du kan sagtens sove jeg skal nok være her når du vågner" Hun smiler "Men jeg har ikke lyst til at sove, jeg har den største lyst til u sund mad" Jeg smiler idet samme kommer lægen ind "Når Emma, jeg tænker du skal sove lidt du for lige lidt beroligende det er vigtigt for din krop at du for hvilet og ikke overanstrenger dig, så jeg putter lige lidt beroligende ind i dit drop" 

Hun smiler og nikker der går kun 10 minutter så sover Emma, det beroligende må da have haft sin virkning. Selvom jeg kunne se Emma sove forevigt da hun ligner en engel , når hun sover men hun har lyst til macdonnalds og jeg ved at Emmas bodyguard og manneger henter alt det Emma vil og ønsker. Så jeg skriver til hendes bodyguard, at han skal hente donuts og en her masse macdonalds og andet usund mad. Emma er faktisk også undervægtig i følge lægen, hun har også tabt sig meget man kan godt se det. Mens Emma sover kan jeg måske få lov at ja ryge en smøg. Selvom jeg ikke er tryg ved at ja efterlade hende så trænger jeg virkelig til at ryge det er jo sindssygt jeg kan mærke den der trækken og lyst efter en cigaret. Det er ligesom en slikskål der står foran dig, men vær gang du går tættere på den rykker den sig 10 meter. Så jeg for en af Emmas veninder og Maggie til at side og underholde hvis nu at Emma skulle vågne, men nu skal jeg ud og ryge og det kan kun gå for langsomt. 

Det er nok den hurtigste smøg jeg nogensinde har røget jeg nyder den ikke, for jeg ved at Emma kan vågne hvert øjeblik det skal være så jeg må jo hellere skynde mig. Jeg går hurtigt tilbage på stuen hvor Emma stadig ligger fredfyldt og sover, Selena og Maggie går ud og jeg lister mig stille op under dynen "Jeg elsker dig" Hvisker jeg ind i øret på hende og falder selv i søvn med armene om hende. Min forevigt jeg forlader hende aldrig!

________________________________

Så er der da lige et kapitel mere til samlingen! Husk at stemme det ville gøre mig lykkelig og måske nogle af jeres kommentere det er virkelig guld vær😇