Why me?

Kapitel 32

Emmas synsvinkel hjemme i Californien klokken 11:40 vejret varmt og solrigt dato 25 januar

Idag er det dagen vi skal finde ud af hvor mange babyer der ligger inde i maven på mig, jeg glæder mig som en sindssyg. Jeg gætter på der er en det føles sådan, Maggie er sikker på der er 2 hvor fanden har hun det fra, mine veninder siger også der er to. Alexander tror også en, udover det så kommer hans familie også idag. Eller hans søskende kommer idag, så vi har klargjort huset, de skal til noget terapi halløj. Alexander og jeg er begyndt at diskutere navne, vi er ikke helt enige, vi ved navnet hvis det bliver en dreng hvilket jeg har meget på fornemmelsen at det bliver. Men et pige navn det er lidt svære at beslutte. "Skat er du ved at være klar?" Jeg nikker, jeg har lige både penge fra mit sidste shoot, det gav meget godt 50.000, man tjener ikke dårligt på det. Jeg har fortalt dem det, men de sagde at de sagtens ville kunne bruge mig alligevel. Hvilket jeg er meget glad for, de har allerede planlagt et shoot her i august når jeg er højgravid. Udover det så er Alexander og jeg blevet enige om at vi gerne vil flytte i hus, og vi gerne selv vil tegne det. Vi skal bare have fundet en grund til huset også kan Alexander jo lige vise sine skills indenfor arkitektur. Han har vist mig noget af det han har tegnet og det er ret godt. Jeg går ned til bilen og sætter mig bag rettet, Alexander er gået i gang med sit kørekort så han er igang. "Føler du dig klar?" Jeg smiler "Jer lidt, men fuck jeg er ved at skide i bukserne" Han griner "Jer same" Mens vi køre sider jeg og tænker på navne, Tristan Miller Warren, det lyder ret godt. 

Da vi kommer derop og har meld vores ankomst sider jeg og kigger lidt rundt det er mest folk oppe i tyverne der sider her eller over måske 30, men jeg føler mig ikke mærkelig over det. Mere bare nervøs og spændt, vi mangler ikke penge, de penge jeg for for jobs har jeg sparet op, og jeg har været model og tjent penge siden jeg var 10 så det er snart 8 år. Nå jeg tænker over det, er der ikke noget jeg føle jeg mister ved at blive mor nu, jeg har aldrig været så glad for fester, og alkohol så det er måske mere den der mig tid. Men til gengæld for jeg så meget andet, jeg syntes at det er fedt at tænke på at når Alexander og jeg er 36 så er vores børn 18. "Emma Miller Brown" Jeg rejser mig op, Alexander tager min hånd og vi går sammen derind. "Goddag jeg er dr Jones og skal undersøge dig, hvis du hopper op på briksen og smider bukserne så skal vi få dig skannet" Jeg nikker og tager bukserne af, mens hun spøger en her masse indtil os og sådan noget skriver hun ned. 

"Så du ryger" Alexander smiler "Jer, men jeg har nedsat det meget, og min plan er at stoppe her meget snart" Hun nikker "Hvad med familie " Hun snakker en her masse "SÅ lad os så se" Hun skanner lidt rundt "Er der tvillinger i nogen af jeres familier?" Jeg nikker og foklare "Når okay, for jeg kan se to små her og to hjerteslag" Jeg stivner shit, ikke nok med et barn så er der fandeme to, jeg ser over på Alexander han er i chok "Nu zoomer jeg lige ind så i kan se det her"  Lige der der ligger to små bønner, jeg kan mærke tårene begynder at løbe. At se noget vi har lavet sammen er bare så rørende, måske er det også bare mig der er følsom. Jeg kigger over mod Alexander han har blanke øjne, det er første gang jeg har set ham sådan. Jeg klemmer hans hånd, og han smiler over til mig. Hun tørrer mig af og jeg tager bukser på, "Når, men så ses vi vel bare i næste i februar, der er det kønscanning" 

Jeg smiler og giver hende hånden, da vi kommer ud er jeg stadig i chok "Wow, det var da lidt af et chok" Alexander griner "Ja det må du da nok sige" Han smiler og kysser mig "Tilykke til os" Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde bare på en eller anden måde ikke regnet med at han ville reagere sådan her. "Er du glad?" Spøger jeg han smiler "Lidt chokeret, men ja jeg er glad det er vores børn Emma, hvad skulle jeg ellers være" Bare det ord vores børn gør mig glad "Det ved jeg ikke, men jeg tror vi skal forberede navne, det stresser mig lidt vi ikke har fundet dem endnu" Han griner "Rolig nu skat, der er et stykke tid til du skal føde endnu, vil du vide kønnet?" Jeg smiler jeg har kæmpe respekt for de kvinder som kan holde spændingen ud og vente helt til det sidste med at få det at vide, men sådan er jeg ikke. 

Jeg ved også at Alexander er mindst ligeså nysgerrig omkring der som jeg er "Ja jeg vil gerne vide det, hvad med dig?" Han griner lidt "Jeg har det på samme måde som dig, hvad med navnene skal vi holde dem hemmelige til det sidste eller?" Jeg smiler, "Hmm altså jeg kan se fordele ved begge dele, men jeg tænker umiddelbart at holde det hemmeligt" Han nikker, "Jer det syntes jeg også, men vi skal først lige have fundet noget" Jeg nikker "Jeg kan godt gå med til Tristan" Han smiler helt overrasket, som om han slet ikke havde set det komme "Så er vi vel enige, men vi skal jo have to af hvert navn, hvis nu det er to piger eller 2 drenge"  Han nikker, "Jer, vi skal også have overvejet med bolig, jeg tænker umiddelbart at vi skal finde et hus, det er mere praktisk" Jeg nikker, "Jer det syntes jeg også, så skal vi igang med at tegne" Jeg tjatter lidt til ham og vi sætter os ind i bilen, "Vi køre vel hjem også kan vi skifte bilen så der er lidt mere plads" Han nikker sig enige og vi køre hjem. 

______________________________

Sådan første kapitel i vores lille maraton, næste kapitel kommer op klokken 14, så hold øje.😘 Husk at stemme og kommentere for mere, håbe i kan lide det!