to der leger med ilden.

Prologue

'hey til dem der læser dette. det her er en bog. som jeg har fået lov til at oversætte til dansk. så jeg ejer ikke den her historie. jeg har bare fået lov til at oversætte bogen til dansk. hende der har lavet bogen. (på engelsk.) hedder sarahfgreene. hun er min 'yndlings' forfatter herinde. hun laver en masse fanatisk fan fiktion om Brendon Urie. som jeg også er begyndt på. så. ja. det var bare det jeg vil sig. så god læsning. til dem der læser den.' (og undskyld hvis ordren ikke passer. til nogle af linjerne.) lig en ting til. hvordan jeg ser Jane på. er hende op på bilede. det er sådan jeg ser hende på. 

p.s. jeg ved godt den her kap, virker lidt drabeligt. men giv dem en chance. jeg gav den en chance. så vil i ikke også. og det er ikke for jeg kan få flere følger og læser. jeg vil bare vise hvad hende srahfgreene skriver om. og hvor god 'forfatter' hun er. hun skriver sådan nogen historie. og så nogle kærlighed historie. om Brendon Urie. selvfølgelig. men de er så godt nok på engles. jeg kan måske for lover til at oversætte en til af hendes historie. måske.  men jeg ved godt jeg har sagt det før. og vil sig det igen. det er ikke min historie. men sarahgreene. så det er hende der skal ros. og tak for jeg må oversætte den her historie.

love you guys.

-lexi nielsen.

-------------------------

rummet var stille. undtaget fra knirken lyde fra en stol som en mand sidder i. hans arm var tvunget over hans hoved.

"hej lille pige. plz hjælp mig ud. vil du ikke nok." Bad manden, og dinglede fra loftet i hans arme smerteligt. Han kiggede på Jane med et glimt i hans øjne, et glimt om håb, om at hun ville have medlidenhed med ham. Det var på grund af den måde, hun kiggede på, og var klædt i pink ballet tøj, hun lignede den lille pige, du ville se på billede, inden hun gør sig klar til at danse. men Jane var ingen lille pige, og heller ikke en ballerina.

Hun smilede til ham med et falsk uskyldig smil, mens hun trak sin yndlings kniv. Det havde en sløjfe bundet omkring den. "Vil du tænde for musikken, tak?"

Hun vendte sig til sin partner i kriminalitet, lederen af alt dette, Brendon, men han havde andre navne, som han foretrak hun at kaldte ham. Han nikkede og startede musikken, som havde hendes favorit Beethoven på det, Fur Elise. Det var hendes yndlingssang til drab.

hun stod i første position, og trak en skråstreg på mandens arm. Anden position var to skråstreger på hans bryst. Tredje var tre skråstreger på hans mave. Fjerde var fire skråstreger på hans hals. Femte var fem skråstreger på ryggen.

"Du er så smuk som en, prinsesse. Du er min lille ballerina." sagde Brendon bag ved hende,og så på den måde, hun skar manden så yndefuldt, for at undgå eventuelle dråber blod på hendes blege lyserøde strømpebukser. Han elskede at se på hende gøre det, han var så stolt af det lille monster, han havde skabt.

"Tak, Daddy." Hun smilede stolt, efter at komme til femte position begyndte hun forfra. De fleste ofre klarede kun omkring tre runder af positionerne, men hun kunne fortælle han ville vare længere, det var sjovt for hende. Hun elskede at høre hans smertede, brutale skrig blandet med hendes latter. Det var bedre musik til hendes ører end Beethoven soundtrack i baggrunden.

"Vil du lade mig slutte ham?" Spurgte Brendon, og kommer tæt på hende og sænker sine læber ned til hendes hals. Han kørte sine hænder op ad hendes lår, der er omfattet af hendes baby-lyserøde strømpebukser.

"Selvfølgelig." Sagde hun sødt og trykker et kys på hans kind og springer væk med sin kniv i hånden. Brendon trak sin sølv revolver, han foretrak en pistol. Det var hurtigere. Jane kan lide knive, hun kan lide at se dem bløde. Hun kunne godt lide at gøre det langsomt.

Hun så da Brendon holdt pistolen op til mandens hoved. Brendon lod ham indse, at han skulle dø, og han lod ham skrige et øjeblik, han vidste, at hun kunne lide det. Hun klappede hænderne og lo i fryd og ventede på Brendon skulle gøre det.

Jane gispede da Brendon skød ham hurtig, blodet sprøjtede fra det perfekte hul der sad lige mellem øjnene. Hun elskede når han havde perfekt mål.

"Åh, det var så godt!" Hun hvinede og klappede i hænderne i begejstring.

"Kom til far, prinsesse. Lad mig holde dig." Sagde Brendon, og holder hans arme ud så hun kan løbe ind i dem.

Jane fnisede bare, og ryster på hovedet "kun hvis du kan fange mig."

Brendon grinede mens han ser hende hurtigt vende sig om og løber væk. Hun var hurtig, og hun vidste, hvordan man skar hjørner for at komme væk, men Brendon var hurtigere med sine længere ben. Han fangede hende ved hendes talje i løbet af få sekunder, som at fange en sommerfugl med sine hænder.

"Jeg har dig, BabyLove." Hviskede Brendon i hendes øre, og bed blidt på hendes øreflip. Hans sorte læderjakke var koldt mod den tynde top Jane var iført, og hun greb hans arme for støtte.

"Nå, hvad vil du gøre ved mig?" Spurgte hun uskyldigt, men hendes smil var langt fra uskyldig. Alt med Jane var langt fra uskyldig, hendes sødme og uskyld var bare en bedrager facade, som hun satte op til at maskere sit monster som hun gemte inde i sig

"Far vil lægge dig ned, og river dine strømpebukser af dine små ben, og tage dig på min seng." Knurre Brendon i hendes øre, hans hånd følte omkring hendes tyl skørt. Jane gispede som om hun aldrig havde hørt noget så vulgært. Det var en del af hendes mentale tilstand, at hun var bare en sød lille pige, og Brendon kunne lide hende på den måde.

Jane rødmede og klappede Brendon's kæbe, hans skægstubbe er ru mod hendes bløde hånd. "Du har sådan en beskidt mund, Daddy."

"Du elsker min beskidte mund, baby." Sagde Brendon, og kastede hende over skulderen og bar hende væk og ned ad gangen til deres soveværelse. Jane greb hans skulder til støtte. Hun var aldrig være grov ved ham som hun var sammen med deres ofre, hun lærte ikke at gøre det tidligt.

Brendon satte hende ned på gulvet, han sætter sig på sengen, med benene spredt. "Dans for mig, prinsesse."

Jane smilede stolt og snurrede rundt, laver spring rundt i lokalet og handstands mod væggen. Hun vidste ikke noget om ballet, men hun kunne godt lide at gøre det. Det var sådan, Brendon ønsket det og, han kunne lide at se hende danse, og hun var det smukkeste, han nogensinde havde set. Han kunne ikke stå for hende.

"Hvor får du alt den energi fra, Skat?" Spurgte Brendon, smilende i ærefrygt, på den må hun dansede på. Han var konstant i ærefrygt for hende, hvordan kunne han have gjort noget så perfekt? Og så have han hende for sig selv. Nå, Jane var ikke bundet til ham, og Brendon vidste det. Brendon vidste, at hvis Jane sat hendes sind til det, kunne hun nemt dræbe ham, men der var en del af spændingen.

Jane stoppede i hendes dans, lænet sig tæt på Brandon og placere sine hænder på hans knæ. Hendes ånde kom ud i korte og små hurtige støn af alle de ukoordinerede spring og snurrer hun havde gjort.

"Fra at dræbe." Svarede Jane, efterfulgt af et ond smil på hendes lyserøde læber. Hendes øjne blev kantede med eyeliner, hvilket gør den blå pop.

"Du elsker det gør du ikke, skat?" Drillede Brendon og strøg den ene side af hendes bløde ansigt. Han legede med hendes farvet pink hår, som blev holdt op i rottehaler. Han elskede hendes hår, det mindede ham om candyfloss. desværre er det ikke det.

Jane's først dræb var da hun var 17 år gamle. hun startede ikke med dyr, som de flest phsykopat gjorde, fordi hun troede, at de var uskyldige. Hun kunne godt lide at dræbe folk, fordi folk, var aldrig uskyldige. det var den måde Brendon og Jane tænkte ens, de havde denne idé, at det var deres pligt at dræbe alle dem, der fortjener det, og se, at verden ville være et bedre sted uden dem.

Men i modsætning til Brendon, blev Jane ikke født som en psykopat, hun blev skabt som en psykopat. Hendes historie var anderledes end de fleste, og det hele startede for to år siden, hos en læges kontor.