to der leger med ilden.

4.

Brendon parkeret udenfor lufthavnen, og Jane kiggede ud af vinduet længselsfuldt. Hun har ikke sagt et ord til ham hele køreturen, hun ignorerede hans spørgsmål og dumme vittigheder for at forsøge at få hende til at grine, men hun stirrede bare ud af vinduet.

"Tag mig hjem, Brendon. plzz." spurgte Jane ham, og stirrede på ham med sine tårevædede øjne.

"Det er én ting, jeg ikke kan gøre for dig, Jane. Det er jeg ked af." Sagde Brendon, nusse siden af hendes ansigt med sin hånd og førte sin tommelfinger over hendes underlæbe.

Han tog hånden i sin lomme, trak sin telefon op. Han ringet til et nummer og derefter holdt den op til øret, og bider i sin underlæben mellem tænderne. "Hey, ja vi er her, hvis du er klar."

Hun rynket hendes øjenbryn, gad vide hvem han taler med. "Okay, bagved? Okay, vi ses der."

Han lagde på, og lagde sin telefon tilbage i hans lomme.

"Hvem var det?" Spurgte Jane, nysgerrigt

"Han er en ven af mig, ser du, når du er en seriemorder, kan du ikke bare valse ind i en lufthavn fyldt med sikkerheds folk som sandsynligvis kender dit navn og ansigt. Du har brug for venner som meget som du har brug for fjender. " Sagde han, tog noget bag ham og trak en sort pose frem, og plaser den på hans skød. Han trak en sort baseball kasket op og et par solbriller, rakte dem til Jane.

"Tag det på." Instruerede han. Hun gjorde, som han fortalte hende, hun tager kasketten på og trak hendes hestehale ud af hullet i kasketten. Hun tog solbrillerne på og overvågede ham mens han tog sine egne solbriller og hat på.

"Følg mig, og sig ikke et ord." Sagde han, og åbner døren. Han gik rundt om bilen, til hendes side og åbnede hendes dør, i en fart løber hun i den modsatte retning.

Hun kom ikke langt, før han greb fat hendes arm og kraftigt trak hende tilbage til hans bryst.

"fortalte jeg dig ikke, at du ikke skal løbe fra mig, my love." Sagde han. Han flettede deres fingre i et fast greb. Han åbne bagagerummet af bilen og trak en kuffert og en sports taske ud.

"Hvad er det?" spurgte Jane nysgerrigt som Brendon slyngede den ene taske over skulderen og  tog fat på den rullende kuffert.

"Mit tøj og våben." Svarede han blot, tvang hende med sig, efter at han låste sin bil.

"Våben? Er du sindssyg?" udbrød Jane, kun for at Brendon skal smil.

"Jeg har gjort det i årevis, Jane. Det er morsomt, at du tror, jeg ikke ved, hvad jeg laver." lo Han, derefter fører hende hen bag indgangen af lufthavnen.

"Hvad nu hvis vi bliver fanget og så jeg bliver smidt i fængsel, jeg har ikke bedt om dette!" sagde Hun uroligt, og bider hendes negle.

Brendon smilede, "Okay, skat. Hvis vi bliver fanget, så vil jeg fortælle politiet, at jeg fangede dig, og det er min skyld, så du ikke bliver smidt i fængsel."

Jane og Brendon gik indtil de mødte en mand klædt i en sikkerhedsvagt uniform, der nikkede høfligt til Brendon.

"Mr. Urie, godt at se dig igen." hilste han høfligt, og kneb øjnene da solen skinnende ind i hans øjne.

"I lige måde, Michael. Det er Jane, Jane det er Michael." Sagde Brandon.

"Kom med mig." sagde Michael, låste en dør op med et kort og førte brendon og Jane ind. Den førte helt op til hvor indgangen til fly portalen startet, hvilket Jane sætte et spørgsmålstegn ved, hvordan Brendon fik det til at ske. Truer Brendon ham?

"Lige igennem her ,og  her er jeres sædenumre." sagde Michael, og rakte Brendon to stykker papir, som Jane indså var billetter.

Brendon rakte bagage til Michael, som Jane antog Michael ville sætte det i flyet for Brendon. Da han forlod Brendon. vendte Brendon sig om mod Jane.

"Er du klar, Pumpkin." Spurgte han, klemte hendes kind blidt.

"Nej." sagde hun sandfærdigt, kigger ned. Det hele skete så hurtigt, det ene øjeblik gjorde hun sin sædvanlige løb og det næste øjeblik er hun på et fly til Italien med en seriemorder.

"Det er skæbnen, der har ført os sammen" sagde Brendon sarkastisk, tager hende ved hendes skuldre og fører hende ind i flyet portalen.

De fandt selv på plads, Brendon gav Jane vinduet sæde, regnet med hun ville nyde det. Men Jane var ikke meget taknemmelig, hun var rædselsslagen for at flyve, hun havde som regel kørt overalt, når hende og hendes familie ville på vej ture.

"Du er nervøs." udtalte Brendon, åbner det ene øje at kigge over på hende. Jane rystede og holdt på hendes stramme sikkerhedssele, og forsøger at berolige hendes vejrtrækning.

"Vil du holde min hånd?" spurgte Han, smilende og holdte hånden ud til hende. Jane rystede bare på hovedet, idet hun tog en dybe indåndinger i hendes sæde. Hun tænkte bare: hvordan kunne hun have fået sig selv ind i denne position? Hun kunne have bare løbet væk, ikke forsøge at udføre nogle urimelige plan. Hun skulle havde skudt ham, da hun havde chancen.

"Dybe vejrtrækninger, dybe vejrtrækninger." mindede hun sig selv om. pilotens stemme blev hørt i hele flyet, fortæller dem, at de var ved at tage fart.

Når Jane følte flyet begyndte at gå hurtigere og hurtigere greb hun ufrivilligt Brendon's hånd. Han grinede smørret, og holde den fast og tog hendes hånd op til hans læber og kyssede hver enkelt finger da de var ved at forlade jorden.

"Se, det er ikke så slemt, Pumpkin." Beroliget Brendon. Jane rystede bare og hev hendes hånd væk fra Brendon, og placere dem ved hendes side lår.

Omkring fem minutter efter at flyet havde lettet, forsøger Jane at lukke øjnene og lade som hun ikke var der, hun følte Brendons hånd krybe op ad hendes lår. Hun sprang op, og stirrede på ham forvirret.

"Hmm, dine bukser føler så godt, som de ser ud." nynnede han, et smørret grin kom frem på hjørnet af hans mund.

Jane blussende rød, skubber hans hånd væk fra hendes lår

Hun var ikke vant til at blive rørt af en mand, på denne måde. Hun havde været på en date før i hendes liv, og hun fik ikke engang et kys på kinden. Hun havde ikke specielt lyst til at have hendes første kys skal være med en seriemorder.

Jane lukkede øjnene igen, denne gang uforstyrret af Brandons vandrende hænder. Hun faldt i en let søvn, med et ville hun vågne op og være tilbage i hendes hus.

Brendon holdte  sig vågen under hele flyvningen, uden at bevæger sig, selv om Janes hoved faldt slapt ned i hans skød, mens hun sov. Han smilede bare, og lod hans pegefinger løbe blidt langs hendes bløde kind og snurrer hendes hestehale omkring hans hånd. Han følte dårlig ved at tage hende væk så brat, men han vidste, at hun ville stoppe med at savne hendes hjem snart. Han ville blive nødt til at lide igennem hendes hade til  ham for en uge eller mere.

Tolv timer senere, flyet gjorde klar til at lande i Italien. Brendon smilede og forsigtigt rystede Janes skuldre for at vække hende. Han hørte en lav suk fra hendes mund og kørte hans tommelfinger langs hendes underlæbe,og hendes øjne åbnet groggy

"Godmorgen, Pumpkin." Sagde Brendon, og så på hende. i det hun så hvordan hun lå, sprang hun straks op og tørrer øjnene.

"Benvenuta in Italia, piccola." sagde han flydende, og tog Janes hånd i hans og kyssede den blidt.

Jane hævede et øjenbryn og kiggede på ham, og  knugede hans hånd, da de begyndte at lande på jorden. "Hvad betyder det?"

"Velkommen til Italien, skat." Smilede han.