Addicted to us •E.D• // Afsluttet

T W E N T Y - F O U R

Jeg har den mest underlige følelse i min mave, da jeg sidder i min vindueskarm hjemme i Jersey. Haven og vejen og udsigten i sig selv, den er den samme. Men jeg føler mig ikke helt som den samme som sidst, at jeg så ud af dette vindue. Jeg har det som om, at det bare var for kort tid siden, at jeg tog afsked med Becky og Alexander og min aller kæreste mormor i lufthavnen i Los Angeles. Min mormor bad en bøn for mig, Alexander og Becky krammede resterne af liv der var i mig ud, men jeg fik dog også deres telefonnumre.

Ethan er rejst hjem. Marissa har prøvet at ringe som en sindssyg, men jeg har ikke svaret. Men jeg ved, at der ikke går lang tid før, at hun tropper op ved min hoveddør. Marissa er utålmodig.

Mine forældre, ja de er ikke decideret skuffede. De er bare triste på mine vegne. Min far har lagt sag an på Josh, men politiet har stadig ikke fundet ham. Det burde ikke være så svært, da han kører i en stjålen bil, men politiet i LA har åbenbart for travlt med donut pauser.

Jeg lader mit blik glide udover rummet, og jeg føler at noget er anderledes. Men igen må jeg konstatere, at det nok er min der ser verden med nye øjne. Mine forældre vil havde, at jeg starter hos en psykolog. Det lyder egentligt som en fin ide, men jeg kan ikke helt overskue at snakke om det med nogen. Det har jeg stadig heller ikke gjort. Der står godt nok, at når man har været ude for seksuelle overgreb, så er det bedste at snakke højt om det, men det er virkeligt det sidste som jeg føler for lige nu.

" ALEX! Du har besøg " Råber min fra fra nedenunder. Jeg læner mit hoved tilbage mod væggen bag mig og tager mine fødder endnu længere op under mig.

" OKAY! " Råber jeg tilbage. Det er sikkert Marissa. Jeg vidste, at hun ikke ville kunne vente til at jeg selv kom frem og ville tale. Jeg ville nok også være bekymret, hvis det var hende, men man kan vel godt respektere folks privatliv, ikke?

Døren til mit værelse bliver åbnet. Men på en forsigtig måde, som på ingen måde minder om den måde Marissa åbner døre på og af ren nysgerrighed, løfter jeg mit hoved og kigger over mod døren. Døren bliver langsomt åbnet, og bag den står en tvivlsom Ethan. Jeg kan mærke mit hjerte begynde at hamre. Hans blå mærke på kæben er der stadig, og han ligner en der ikke har sovet mig.

" Må jeg komme ind? " Spørger han stille. Jeg nikker, og drejer mig rundt så mine fødder dingler ud over vindueskarmen. Han lukker døren efter sig, og træder tvivlende et skridt længere ind i værelset. Han har været her før, så det eneste han kigger på er mig.

" Alex for helvede... jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, andet end at jeg er den største idiot i hele verden " Starter han, og hans stemme knækker over. Ethan Grant Dolan står og græder foran mig. Jeg kigger forvirret på ham.

" Hvad snakker du om? Ethan det her er udelukkende min skyld " Siger jeg bestemt. Han ryster på hovedet. Jeg hopper ned fra vindueskarmen og går hen til ham. Han står med armene om sig selv og kigger ned i gulvet, imens at tårer løber ned af hans kinder.

" Hvor vover du at sige sådanne noget Ethan! Jeg er idioten her, okay? Jeg er en selvisk, egoistisk idiot, som overhovedet ikke fortjener nogen som helst gode mennesker i mit liv! Jeg ødelægger alting og er mester i at fucke op, og du er bare så uheldig at kende mig " Siger jeg og mener hvert et ord. Det føles underligt godt at sige det højt. Det føles rart at svine mig selv til. For jeg ved at det er sandt, og at dele det med en anden, at turde sig det højt, det gør mig underligt lettere indeni.

Ethan kigger op på mig og ser mig i øjnene. De er røde i det, og jeg kan se at han lider.

" Nej Alex... jeg beskyttede dig ikke! Jeg gik fra dig, og det er da klart at da Josh så var der, så ville du hellere ham end mig- "

Jeg stopper Ethan med det samme.

" Det er ikke på nogen måde okay at være utro! Jeg er en kæmpe idiot, og jeg forstår godt hvis du ikke tilgiver mig! Jeg blev bare vred og sur, og det er slet ikke din skyld " Siger jeg. Vi kigger dybt i hinandens øjne.

" Og hvis du ikke gider mig mere, så er det fint nok. Jeg kan alligevel ikke bruges til noget som helst... hvem gider en pige der ikke kan få børn i sidste ende? " Siger jeg og griner hånligt af mig selv.

" Det vil jeg! " Hvisker Ethan. Jeg kigger op på ham med store øjne og møder hans blik. Hans blik flakker imellem mine øjne og mine læber.

" Jeg vil dig så fucking meget Alex Morgan! Og det er måse det, som er så frustrerende, for lige meget om du er en idiot eller om jeg er det, så vil jeg dig! Jeg vil os til hver en tid ".

Da han har sagt ordene, kysser han mig. På en hård, længselsfuld og lidenskabelig måde, og jeg glemmer næsten hvem jeg er. Kysset indeholder så mange følelser, og det udvikler sig hurtigt. Hans hænder lander på min røv, og vi stønner mod hinanden. Han giver min røv et klem, og jeg hopper op og svinger mine ben omkring ham. Mit underliv gør dog stadig ondt, og Ethan må have mærket det, for han bærer mig hen til vindueskarmen og sætter mig ned. Kysset brydes, og vores pander hviler mod hinanden.

" Jeg elsker dig Alex! Jeg elsker dig lige meget hvad! Og jeg vil hjælpe dig igennem det her. INGEN skal nogensinde få lov at sætte så meget som en finger på dig " Siger han. Jeg smiler.

" Jeg elsker også dig Ethan " Siger jeg. Jeg forstår ham ikke. Jeg forstår ikke hans logik i IKKE at gå fra mig, men jeg føler mig også virkeligt lettet. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden ham. Jeg er en idiot, helt klart. At jeg får en chancen til, nok ikke helt fair, men jeg skal fandme nok udnytte den. Jeg vil være et bedre menneske... og det et liv som et bedre menneske, er nok at jeg ringer til min bedste veninde.

***

Glædelig søndag!!! Okay, så hvis i ikke har bemærket det, så har jeg nogle faste "opdateringsdage"❤️

Jeg opdaterer onsdag, fredag og søndag, og gerne andre dage hvis jeg har tid!
Stem, kommenter og del gerne med venner!❤️❤️❤️ Tusind tak for at læse med!

Indtil vi ses næste gang, PEACE!✌️❤️💓