Addicted to us •E.D• // Afsluttet

T H I R T Y - N I N E

Jeg ankommer til hospitalet løbende. Da jeg træder ind af de store døre, spotter jeg med det samme Marissa. Hendes øjne er røde, det ligner at hun har grædt, og jeg kan også selv smage salten fra mine egne tårer. Hun kigger op og ser mig, og jeg styrter hen til hende.

" Åh Alex forhleved " Siger hun og svinger sine arme om mig. Jeg krammer hende tilbage, så hårdt jeg kan. Hendes arme lægger sig som et varmt rart tæppe omkring mig. Jeg begynder at hulke. Jeg trækker mig så en anelse væk fra hende.

" Er han okay? " Spørger jeg grædende. Jeg kigger rundt, og jeg spotter nu også Mr. og Mrs. Dolan, Grayson og endda også Cameron. Da vores øjne mødes, rejser hun sig, og hun går så hen mod os.

" Alex! " Siger hun. Jeg slipper Marissa og smutter videre ind i favnen på Cameron. Hun er højere end mig, og jeg føler mig beskyttet i hendes arme. Jeg kan høre på Camerons vejtrækning, at hun heller ikke er helt okay. Jeg trækker mig fra hende og kigger på dem begge.

" Er han okay? Hvad sker der? " Jeg kigger oprevet på dem, og Grayson slutter sig også til os. Han sender mig et trist undskyldene blik.

" Josh var der pludseligt i blandt puplikum... Ethan gik amok! Josh fik ham dog slået bevidstløs, og stak så af! Jeg har snakket med politiet, men han er forsvundet igen " Fortæller Grayson. Jeg føler mig utroligt splittet med følelser indeni mig. Josh skal brænde om i tartaros. Og Ethan, han fortjener ikke det er. Det lyder egoistisk, men jeg fortjener i hvert fald heller ikke det her.

Jeg nikker stille til Grayson.

" Han har nok fået en mildere hjernrystelse, men lægerne sagde før, at han allerede er vågnet " Fortæller Grayson. Mine øjne bliver store.

" Kan jeg se ham? " Spørger jeg. Grayson ryster hurtigt på hovedet.

" Ingen har fået lov til, at besøge ham endnu " Fortæller han. Jeg nikker, lettere skuffet.

" Alex? " Lyder en stemme så bag mig. Jeg vender mig om, og der står Mrs. Dolan og kigger med bedrøvede øjne på mig. Hun rækker sine arme ud som for at invitere mig ind til et kram, og jeg går over og krammer hende.

" Lille pus dog " Siger hun og stryger mig over håret. Jeg trækker vejret dybt, for ikke at begynde at græde.

" Hey " Siger jeg. Hun rykker mig ud fra sig, og lader sine hænder hvile på mine arme. Hun kigger mig i øjnene med sine bekymrede øjne.

" Jeg er virkeligt ked af alt det, som der er sket for dig! Jeg har hørt det hele, og du skal vide, at hvis vi nogensinde kan gøre noget for dig, så skal du bare komme til os " Siger hun, og peger imellem sin mand og sig selv. Jeg nikker smilende til dem.

" Tusind tak " Siger jeg. De nikker. En stilhed breder sig imellem os, og jeg tørrer nogle tårer væk med ærmet på min trøje. Efter et stykke tid med stilhed, bryder Grayson stilheden.

" Jeg tror, at jeg kører pigerne hjem " Siger hun. Marissa og jeg nikker, og ingen gør nogen indvendninger. Vi siger farvel til de andre, og Mrs. Dolan, eller skulle jeg sige Lisa, lover mig, at hun nok skal skrive når der er noget nyt med Ethan. Jeg takker hende mange gange, og prøver at finde ro i, at han ikke er død. Men jeg kan stadig ikke komme mig over chokket.

Grayson fører Marissa og jeg ud til sin bil, og jeg sætter mig ind på bagsædet. Grayson tænder for radioen, og Marissa nynner stille med. Jeg kigger ud af vinduet, og betragter bare New Jersey som kører forbi på den anden side af ruden. Graysons hånd lægger sig på Marissas lår, og han giver hende et lille klem. De kigger på hinanden, og de smiler. De har virkeligt begge to fortjent hinanden.

Vi kommer til mit hus, og jeg stiger ud. Jeg siger farvel til de andre, og jeg smutter så ind. Min mor og far sidder og skal til at spise aftensmad. De kigger forvirrede på mig da jeg kommer ind. Min makeup er sikkert alle andre steder end på mine øjne.

" Jamen Alex dog! " Siger min mor og rejser sig brat op for sin stol. Min far kigger bekymret på mig.

" Hvad er der dog sket med dig? " Spørger min mor igen og kommer hen til mig. Jeg kunne lyve, men jeg vælger at fortælle sandheden... eller i hvert fald noget af den. Jeg fortæller, at kampen blev aflyst, fordi at den anden skole manglede nogle spillere, og at Ethan så kom i et slagsmål med nogle fyre, fordi at de råbte ting efter mig. Min mor kigger paf ud i luften, men det virker som om, at hun køber min historie.

" Han er en dejlig dreng ham Ethan " Siger min far.

" Men også lidt voldlig! Jeg ved godt at han vil beskytte dig, men hvad hvis volden rammer dig? " Spørger min mor bekymret. Jeg ryster på hovedet.

" Sådan er han ikke... men øh, jeg er ret træt! Jeg tror, at jeg går i seng " Siger jeg. Min mor spørger, om at jeg ikke skal have aftensmad, men jeg takker pænt nej tak.

Jeg ligger vågen det meste af den nat. Jeg kan høre mine forældre slukke fjernsynet ved 11:00 pm tiden, men jeg er stadig vågen. Jeg ligger bare og stirrer op i loftet. Jeg føler, at jeg stadig er i chok. Jeg troede, i et kort øjeblik, at jeg havde mistet ham. Og det var seriøst det værste øjeblik nogensinde. Og jeg kan ikke lade være med, at føle en hævntrang. Det er ikke fair. Hvor våger Josh at møde op her! Han burde forvises.

Mine tanker fortsætter, og jeg bliver blot mere vågen.

Nogen burde sætte en stopper for ham. En gang for alle. Han fortjener at side bag tremmer, og ikke gå frit rundt. Så tager jeg en beslutning, som jeg ikke helt ved om er klogt. Jeg rejser mig stille fra min seng, og lister over til min dør. Jeg lister ned af gangen, jeg gør mig så stille som muligt, og jeg lister videre ind på min fars kontor. Jeg går hen til hans skuffer, og jeg åbner den med kode. Jeg kender allerede koden, og låsen går let op. Jeg kigger ned på pistolen som ligger i skuffen. Så tager jeg den op af skuffen, og lukker skuffen i igen. Jeg lister tilbage på mit værelse, og jeg lægger så pistolen under min hovedpude. Jeg vil tage hævn.

****

Shiiiiit❤️ Hvad tænker i om dagens kapitel?
Jeg håber at i alle har haft en god onsdag . Tusind tak til alle som har stemt på mine bøger i xlesterrx bog! Det betyder seriøst meget for mig, så tusind tak❤️❤️❤️

Indtil vi ses næste gang, PEACE!✌️❤️