Addicted to us •E.D• // Afsluttet

F O R T Y - N I N E

3 år senere...

" Hav en fortsat god dag " Siger jeg venligt til den ældre dame, som tilfreds sætter sig ned ved et bord med sin kaffe. At jeg ville komme til at arbejde på Starbucks, var ikke noget jeg havde set som meningen med livet for mig. Men det blev det, og jeg klager ikke. Det er hyggeligt at arbejde her, og man får altså ikke så dårlig løn som alle påstår. Ethan tjener dog markant mere, men han er også så underligt klog. Han har fået et job i et revisorfirma, og han tjener allerede kassen. Vi har allerede haft opgraderet lejligheden til et hus, og jeg kunne ikke ønske mig mere. Det bedste ved mit job er frokostpausen. Ethans firma ligger meget tæt på den Starbucks jeg arbejder på, så han kommer herover i pauserne, og så kan vi drikke en kop kaffe sammen. Jeg kan slet ikke forstå hvornår at jeg blev så heldig. Jeg har fået den dreng jeg har drømt om. Han vil have mig, og jeg vil have ham.

" Hvad skulle det være? " spørger jeg den næste i køen om. Jeg har det godt med at arbejde her. Det er stille og roligt, og at lave kaffe er faktisk noget af det som jeg kan finde ud af. Hvilket da egentligt nok er heldigt.

Jeg har snart fri, og så skal jeg hjem til os. Det er fredag aften, og vi plejer at mødes på sofaen. Så hygger vi og ser film og spiser pizza. Og så "hygger" vi lidt, og ærligt kunne jeg ikke bede om mere. Mine forældre virker også til at være glade for hvordan alting er. Vi bor en halv times kørsel fra dem, så de kan sagtens komme forbi og spise mad. Her til sommer afslutter Grayson og Marissa college, hvilket er helt vildt. De har dog ikke helt holdt sammen. De er groet lidt fra hinanden, så nu er de bare bedste venner. Men det passer vidst dem begge meget godt. Marissa har mødt en ny sød fyr, og hun planlægger vidst at flyve til Los Angeles og bosætte sig der med ham. Jeg vil ikke miste hende, men det bliver godt for hende at komme lidt ud. Og hun fortjener det. Det er også en dejlig by, og hun har boet hele sit liv i New Jersey.

Mine forældre forventer ikke meget mere af mig. De ved at jeg ikke kan få børn. Så derfor forventer de heller ikke børnebørn. Men de ved at Ethan er en ordentligt dreng nu. Og vi har det perfekt sammen. Hvad fremtiden bringer er jeg ikke mere særligt bekymret for. Vi kan snakke om alt sammen nu. Jeg føler at vores historie er kommet på det rette spor, og at de værste stunder er ovre. Det vil altid være oppe- og nedture, men det klarer vi. Vi kan klare det hele. Når det bare er Ethan og jeg, så skal de hele nok gå.