"Mon det er vores personlige problemer?"
"Hvad er der med dem?" Spørger han opgivende, da jeg minder ham om dem.
"Hvis vi bare var normale, ligesom alle andre?" Jeg ser på ham.
"Hvis vi var normale, ville jeg nok aldrig have mødt dig eller lært di...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬
//Mélanie P.O.V\\ • • Imorgen er sommeren slut og så det tilbage til skolen. Den sidste semester, så jeg fri og problemet er vel, at jeg stadig ingen ideer har om hvad jeg skal med livet. Jeg ryster det af mig. Sidste dag inden skolen, så skal skolen ikke påvirke mig på den måde og jeg går nedenunder. Ligeglad med om jeg kun har en oversized hoodie på. Den dækker mig og det er fint med mig. De andre sover alligevel. Hvorfor i alverden er jeg også vågnet så tidligt? Men nu når jeg er vågen, kan jeg lige så godt få morgenmad. Jeg åbner døren og går mod køkkenet. Min brors dør åbner sig også, jeg vender mig rundt og går baglæns. Jeg begynder langsomt at tage alt mit hår op og glatter det igen, indtil jeg er tilfreds. "Godmorgen lille Melly!" Griner han og går hen imod mig. Jeg går langsomt tilbage.
"Hey, bran banan?" Siger jeg usikkert tilbage. Han ligger hovedet på skrå og ser på mig. "Yeah, undskyld jeg er dårlig til at disse folk," siger jeg uskyldig og fortsætter med at gå baglæns.
"Pas på, Mel!" Han rækker hånden ud mod mig. Jeg ser uforståeligt på ham, banker ind i noget hårdt og forskrækket slipper jeg alt mit hår, som jeg var igang med at få sat op. Jeg vender mig rundt, ser langsomt op og træder et skridt tilbage for at se bedre på ham. "Hey Dominic. Du tidlig på den." Brandon stiller sig ved min side og ligger armene om mig. Han krammer mig tæt ind til sig. Brødre er aldrig så kærlig, men det samme kan man ikke sige om Brandon. Han forguder os alle.
"Hey Brandon. Hej Mel." Jeg vinker akavet til ham og kan stadig ikke bevæge mig på grund af Brandons greb.
"Banan giv slip på mig ellers smadre jeg dig," truer jeg Brandon. Han griner og slipper mig.
"Hvorfor er du ikke så skræmmende, som alle andre på din alder?"
"Hvor gammel er du nu, Mel?" Jeg ser pinligt på Dominic.
"18," mumler jeg og ser væk.
"Yeah, du ligner en på 13. Selv Harris er højere end hende," klukker Brandon og trækker min lille krop mod sin store muskuløse. Jeg rødmer og køre en hånd gennem mit hår.
"Harris drikker hele tiden mælk! Hvilket får ham til at blive højere," forsvare jeg ynkeligt mig selv.
"Hvor høj er knægten?" Dominic ser hen mod mig og forventer jeg ved det. Hvilket jeg gør.
"Han er omkring 176?"
"Og du?" Han ser på mig.
"156.." han griner og tager sig til maven. "Det ikke sjovt! Det er ikke min skyld." Pludselig banker der nogen på døren. Det må være Brandons andre venner. Jeg ser panisk på døren. "I må ikke luk dem ind, før jeg har fået skiftet. Brandon please! Du ved, de stirre på mig og det hader du. Det ved jeg, så hold dem hen!" Også spurter jeg ovenpå. Jeg når ovenpå, låser med det samme døren og ånder lettet op. Idag orker jeg ikke kontaktlinser og tager mine briller på. Jeg tager en oversized langærmet trøje på med blå og sorte striber, sorte shorts og lange strømpebukser, der stopper lige over knæet. Jeg tager mine sorte superstar Adidas på.
