"Mon det er vores personlige problemer?"
"Hvad er der med dem?" Spørger han opgivende, da jeg minder ham om dem.
"Hvis vi bare var normale, ligesom alle andre?" Jeg ser på ham.
"Hvis vi var normale, ville jeg nok aldrig have mødt dig eller lært di...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬
//Avery P.O.V\\ • • Mr. Greenberg udlevere en prøve til os. For at forbedrede os til de kommende skiftlige matematik eksamen. Vi bruger hele timen på at lave den her prøve. Det er jeg ret taknemlig for. Selvom jeg en af de første, der bliver færdig. Matematik har altid kommet naturligt til mig, da jeg var mindre, ville jeg lære mere og mere. Jeg var afhængig af at lære noget nyt hver dag. Det elskede mine lærer mig for. En der rent faktisk fulgte med i timerne og ville lære. Det er der ikke så mange der vil mere. Hvilket er også helt i orden. Jeg har aldrig haft noget imod dem, der ikke vil lave noget. Det er deres eget valg, det skader ikke mig på nogen måde. De er store nok til at tage deres egne beslutninger.
Jeg venter henne ved Mélanies skab. Hun har lige haft spansk, men det tager hende ret lang tid. Phoenix går forbi mig med sine venner. Jeg kender kun få af dem, da de også er igang med deres sidste år her på South High. Matthew, Ian og Joshua. De er alle rigtige søde imod mig, selvom jeg er for genert til at prøve at få nye venner. Men de siger, jeg altid kan spørge om hjælp, hvis det er. De er tit hjemme hos mig og låner mit værelse. Da det er meget større end Phoenix kosteskab. Nogle gange, er jeg også nødt til at dække over dem og fortælle, at de er mine venner og ikke Phoenix. De hænger ud sammen med få piger fra 2.g. "Phoenix!" Kalder jeg og stiller mig hen til dem. De stirrer alle på mig og jeg føler mig utilpas, men fortsætter. "Kan vi snakke?" Han nikker og går over til mig.
"I andre kan bare fortsætte, jeg indhenter jer." Vi begynder at gå den modsatte retning af hans venner. "Hvad vil du-" Jeg vender mig rundt, da jeg bliver prikket på skulderen.
"Avery?" Jeg bliver overrasket over at se pigen fra Brandons lille butik. Jeg smiler overdrevet. "Alexa," siger hun. Jeg nikker hurtig.
"Jeg kan godt huske det," smiler jeg. "Hvad laver du her?"
"Jeg er ny," griner hun. "Jeg har kun været her nogle få dage," svare hun. "Er i to venner?"
"Kender i hinanden?" Spørger jeg og ser fra Alexa til Phoenix og tilbage til Alexa. Phoenix klør sig bag nakken.
"Han er min sidemakker i dansk og han hjalp mig med at finde mit skab," griner hun kort. "Ja, og nu er vi venner," smiler hun. Jeg bliver pludselig ked af det. Phoenix har fundet sig en ny veninde. Han fortalte mig, at jeg var hans eneste veninde.
"Var der noget, du skulle sige?" Jeg ser op på Phoenix istedet for jorden.
"Undskyld, det var ikke min mening at afbryde. Jeg blev bare så glad, da jeg så endnu en bekendt ansigt og jeg kunne ikke lade være. Undskyld."
"Det-" Phoenix får mig til at stoppe midt i min sætning, da han bukker sig ned og kysser hende på kinden.
"Det okay," griner han og jeg fugter mine læber. Jeg elsker, når Phoenix griner. Men det er ikke mig, der fik ham til at grine. Det får mig til at trække mig tilbage. Alexa slår han ham på skulderen.
"Vi har snakket om det her! Du skal stoppe, det er simpelhen så pinligt!" Hun er let rød på kinderne. Jeg føler, de ikke kan se mig. Jeg blinker flere gange og ser væk. Hvis jeg bliver her et sekund mere, vil jeg ikke kunne holde om mig selv og går væk fra dem. Jeg bliver trukket tilbage, da en der har fat om mit håndled.
"Vi har ikke snakket," siger Phoenix. Jeg nikker og ser ikke tilbage på ham.
"Jo," siger jeg og mit hoved dirre. Jeg vrider min arm til mig og løber væk. Derefter løber jeg rundt om hjørnet og banker ind i noget hårdt. Jeg ser nervøs op og ser det er Matthew. Han ser medfølende ned på mig. Jeg krammer ham ind til mig og græder. Det jeg har brug for lige nu, er at græde over ens skulder og at blive holdt om. Siden jeg var barn, hver gang jeg græd, skulle der ikke meget til før jeg stoppede igen. Hold om mig og stryg mig på ryggen. Så er jeg stille, som en mus. Han ligger forsigtig armene om mig og stryger min ryg.
"Avery, det okay. Hvad end der er sket, er det okay. Det skal nok gå, shh." Han stryger min ryg og trækker mig ud med fremstrakte arme, så han kan se mig. "Rolig, vil du snakke om det?" Jeg ryster på hovedet. "Okay, er du okay nu? Hvis du ombestemmer dig, så kan du altid komme til mig, ikke?" Jeg nikker igen. "Godt så. Ikke græd mere, de andre stirre og tror sikkert det her rod er min skyld," siger han med falsk bekymring om andres meninger. Han kunne ikke være mere ligeglad med andres meninger. Jeg smiler kort. Han griner. "Klare du den?
"Yeah," svare jeg lavt. "Undskyld, det var ikke min mening at græde overfor dig. Du tror sikkert, at jeg er en tudemarie nu."
"Overhovedet ikke. Du er en af de smukkeste, jeg har set græde og jeg ser ikke tit piger græde. Udover min lillesøster. Hun er sød, når hun er glad. Men hvis hun er sur, kunne hun have dræbt en." Jeg griner oprigtig nu. "Så bare rolig." Jeg nikker. Phoenix kommer og stiller sig ved siden af Matthew. Jeg tørre hurtig mine øjne og ved, at Phoenix hader at se mig græde. "Hvem er du sammen med nu? Er du alene? Du kan sidde med os, indtil din veninde kommer, hm?"
"Oh, nej det er okay."
"Du må gerne," forsikre Matthew mig om.
"Hvad er der sket?"
"Det er-" Matthew afbryder mig.
"Intet." Phoenix ser mistroisk på mig.
"Gå i bare, jeg venter på Mélanie her." Jeg ser ned på jorden og bevæger let med den ene fod.
"Gå du bare Phoenix, jeg venter sammen med Avery."
"Hvad med at du går også-" Matthew sender han et advarende blik og han går ind til kantinen.
"Det er Phoenix, er det ikke?" Jeg læner mig opgivende op af skabene og nikker.
Mélanie kommer endelig efter ti minutter og ser overrasket på Matthew ved min side. "Tak for at du ventede med mig," takker jeg ham.
"Intet problem. Du kan altid komme til mig, okay?"
"Mh." Jeg ser ham forsvinde ind i kantinen.
"Hvorfor var du-" Jeg ligger armene om hendes lille spinkle krop og krammer hende tæt ind til mig. "Er du okay?" Jeg nikker mod hendes skulder. "Vil du snakke om det?" Jeg ryster på hovedet.
"Jeg har bare brug for en kram fra min allerbedste veninde. Du ved, at jeg elsker dig, ikke?"
"Du er også min allerbedste veninde," griner hun kort.
"Elsker du også mig?" Spørger jeg, selvom jeg kender svaret. Jeg vil gerne høre hende sige det.
"Selvfølgelig elsker jeg dig, Ava," svare hun uden tøven.
