"Mon det er vores personlige problemer?"
"Hvad er der med dem?" Spørger han opgivende, da jeg minder ham om dem.
"Hvis vi bare var normale, ligesom alle andre?" Jeg ser på ham.
"Hvis vi var normale, ville jeg nok aldrig have mødt dig eller lært di...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬
//Scarlett P.O.V\\ • • Mine øjne løber i vand idet jeg ser ind i Matthew øjne på vej ud af rummet. Matthew går over mod mig og ligger armene om mig. Jeg hviler hovedet mod hans bryst og lader tårerne løbe. Det her er forkert. Min far bliver sent til en psykiatrisk hospital og han er ikke decideret syg. Han har dårlige vaner, hvis de får fat i ham, så er der ingen til at betale for huslejen og vi har alle brug for et sted at bo. "Vil du med mig hjem?" Jeg fjerner mig fra ham og trækker på skulderne. "Vil du hjem?" Jeg trækker endnu en gang på skulderne. "Kom," beder han om og trækker mig med sig. Han holder blidt om min hånd. "Far, Scarlett kommer med os hjem," siger Matthew til manden han stod ved før, som er hans far. Det burde jeg have gættet. De har små ligheder.
"Selvfølgelig," mumler hans far. Han ved, at den tone Matthew brugte var ikke til diskussion. Vi sidder begge bagi og hans far foran. Jeg snøfter lavt.
"Hvad med din bil?" Spørger jeg stille og ser på ham.
"Oh, jeg får den først tilbage om en måneds tid. For så er de sikker på, at jeg ikke selv prøver at få fat i ham." Jeg nikker og sukker. Det er min skyld han er rodet ind i mine problemer, som jeg selv skulle klare. Men jeg ved dybt indeni, at jeg ikke kan både håndtere mine og min fars. Jeg ville ikke have noget imod, hvis Matthew var min klippe.
"Undskyld, det er jeg ked af."
"Det skal du ikke være. Jeg er bare glad for, at du er i god behold." Vi ankommer til hans hus. Jeg må indrømme, jeg vidste godt Matthew har penge, men det her er overvældende. Huset er kæmpe - enormt. Det måtte være tre gange større end vores hus og vi er endda fem personer - seks personer med min far. Jeg følger forsigtig med Matthew og er nervøs for at enten ødelægge eller gøre noget beskidt for den sags skyld. Vi bliver mødt af en kvinde, der styrter hen mod Matthew og krammer ham med tårer i øjnene. De trækker sig fra hinanden.
"Undskyld, det var ikke for at gøre jer bekymret, det var bare-"
"Hvem er det, Matthew?" Hun ser direkte på mig og hendes blik flakker ikke. Begge Matthews forældre har lyst blond hår med dominerende blå øjne og ekstrem høje.
"Det var pigen, jeg reddede fra-" inden Matthew når at fuldført hans sætning, er hans mor allerede over ved mig og giver mig en lussing. Jeg tager mig til kinden, tårer løber ned ad mine kinder og jeg ser op på hende.
"Din lille-" hun skal til at give mig endnu en lussing, men Matthew griber fat om hendes håndled.
"Mor!" Råber Matthew af hans egen mor.
"Det okay. Undskyld!" Jeg løber uden om hans far og ud igennem hoveddøren.
Hele vejen hjem løber jeg og ikke en eneste gang, stopper jeg. Først så arbejder jeg sent og efterlader mine søstre alene hjemme. Vores far er ude at drikke sig fuld og tager milioner af lån. Min fars skyldner, kommer efter os, fordi min far ikke havde betalt sin gæld tilbage. Derefter bliver vi alle truet. Enten mig eller mine søskende. Jeg bliver modvilligt nødt til at tage med ham, men jeg er glad for at Jessica forstod hvad jeg sagde, selvom hun stadig var i chok over situationen. Det samme galt for mig, men hun er modigere end hun tror. Det gør mig stolt. I et øjeblik står jeg foran huset og er glad i det øjeblik. Mine søstre er ved at blive store alle sammen og jeg er så heldig at kunne opleve deres udvikling. Det kan godt være, at de ikke har en forældre, der er stolte af dem, men jeg er mere end stolt.
