"Mon det er vores personlige problemer?"
"Hvad er der med dem?" Spørger han opgivende, da jeg minder ham om dem.
"Hvis vi bare var normale, ligesom alle andre?" Jeg ser på ham.
"Hvis vi var normale, ville jeg nok aldrig have mødt dig eller lært di...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬
//Alexandra P.O.V\\ • • "Det tog ikke engang to minutter, hvad er det du surmuler over?" Han ved, at jeg har ret og siger intet. "Hvis jeg ikke lige havde mødt dig, ville jeg have stukket dig en flad," indrømmer jeg. Det får straks Phoenix til at grine. Han får et ondt i maven af at grine så meget. "Nå, du beder selv om det," mumler jeg for mig selv. Jeg sparker mit ben op til hans hoved og placere foden lige ud for hans kind. Pludselig er han målløs og siger intet resten af vejen hen til kantinen. Studerende som sandsynligvis også har fri time sidder i kantinen. Vi sætter os ned. Jeg ser på ham, han har stadig munden på vidt gab, så jeg placere hånden under hans hage og lukker munden på ham. "Er du stadig sulten?" Han nikker. "Vil du have en sandwich?" Han nikker igen. "Vil du betale?" Han ryster på hovedet og jeg griner. "Fint, men så er vi kvit efter det her." Jeg placere hænderne på bordet og rejser mig tungt op. Derefter stiller jeg i kø og køber to sandwichs med kylling og bacon. Mine skridt bliver kortere og kortere på vej hen til Phoenix. Jeg ser en bekendt person og ved ikke hvad jeg skal gøre. Tilsidst stopper jeg op, hvad med at jeg løber væk? De vil nok opdage en pige, der pludselig løber ud fra kantinen. Efter hvad der føles, som flere timer går jeg over til dem.
"Dig igen? Waow, du forfølger mig, gør du, ikke?" Spørger Joshua drillende og smiler.
"Yeah, helt sikkert," mumler jeg.
"Hvad har du gjort ved Phoenix?" Jeg fortæller Joshua, at jeg intet har gjort. Lige bortset fra at jeg var ved at give ham et spark i siden af hovedet. Derefter rækker jeg ham sandwichen. Phoenix er stadig, som en statue og gør intet. Jeg sætter mig ved siden af ham, løfter hans hænder og placeret sandwichen imellem dem. Joshua klapper en enkel gang foran hans ansigt og endelig vågner han fra de døde eller chok. Hvad ved jeg?
"Vil du gifte dig med mig?" Spørger Phoenix og henvender sig til mig. Jeg griner og ryster smilende på hovedet. Joshua tager plads foran mig. "Det var.. vildt!"
"Vent? Hvorfor er det lige, du købte en sandwich for ham?" Spørger Joshua anklagende og stirre på mig. Jeg skal lige til at svare, men Phoenix kommer mig i forkøbet.
"Det eneste jeg gjorde var at hjælpe hende med at finde sit skab." Phoenix smiler hoverende og spiser videre. "Ikke også, Alexandra?" Jeg lukker opgivende øjnene. Jeg beder, Phoenix om at kalde mig alt andet end Alexandra. Det nægter han selvfølgelig for at drille mig. Jeg ignorer Phoenix, da han bliver ved med at kalde på mig.
"Hedder du Alexandra? Hvorfor ved Phoenix det?"
"Vi sidder ved siden af hinanden i dansk," svare jeg ligegyldig og spiser videre. Joshua læner sig frem og tager et stort bid af min sandwich. "Hvorfor?" Siger jeg opgivende. "Du kan købe din egen, hvis du vil have."
"Men du købte en til Phoenix, er det ikke så fair, at jeg får noget af dit?" Jeg sukker dybt og giver ham endnu en bid af min sandwich.
"Dit hår?" Siger Phoenix, som om det var et spørgsmål.
"Ja, hvad er der med det?" Jeg rækker over bordet og Joshua tager endnu en bid. Phoenix mener, at han synes det er anerledes og han aldrig kunne selv styre det look. For han ville lige en knoldesparker. "Siger du, at jeg ligner en knoldesparker?"
"Nej nej! Jeez, du ser godt ud. Det klæder dig. Jeg understreger bare, at ingen andre kunne pull out det look." Jeg takker ham og smiler. "Er der en grund til hårfarverne? Kæreste sorg? Forandring?"
"Forandring tror jeg? Jeg synes bare, at jeg var decideret kedelig at se på. Hver eneste gang, jeg så mig selv i spejlet og det her er også mine yndlingsfarver," griner jeg glad. Min fritime er snart slut. Jeg sukker, hvad skal jeg have nu? Engelsk. Joshua spørger mig, hvad jeg har efter min fritime. Engelsk svare jeg ham og overraskende nok har Joshua også det. Jeg er ikke glad for at indrømme det, men det er jeg faktisk glad for han også har. For så i det mindste, kender jeg nogen. Kender og kender? Jeg har snakket med Joshua to gange? Det gør os ikke rigtig venner. Joshua mener det er bedst, hvis vi går nu. Nogle af deres venner kommer og sætter sig ved Phoenix.
"Nå Alexandra, hvad synes du om skolen indtil videre?" Spørger han. "Fået venner?" Jeg ignorer, at han kalder mig ved mit navn og svare på spørgsmålet.
"Phoenix, Scarlett og Charly," opremser jeg og smiler velvidende om jeg ikke nævnte hans navn. Han ruller med øjnene og ser på mig. Det er bare gengæld. Jeg har fortalt ham flere gange nu, at jeg ikke vil kaldes Alexandra. "Ked af du ikke et min ven eller?"
"Hvorfor vil du ikke kaldes Alexandra?" Jeg svare ikke og ser væk.
"Hvor ligger lokalet?" Han svare ikke, stirre på mig eller rettelse studere mig. Jeg skubber et vildfarende hår bag om øret. Han forklare mig vejen til lokalet, men jeg fanger intet af det. Det gør mig en smule nervøs.
"Hvilket år?"
"Oh, jeg er junior," svare jeg og smiler lykkelig over han skiftede emne. "Du er?"
"Senior," smiler han. "Det år ældre end dig," griner han.
"Wow Mister Einstein. Hvorfor fortalte du mig ikke, du var en kloge Åge?" Det får ham til at grine.
"Yeah, alle pigerne ville blive ellevilde med den viden." Jeg ligger hovedet let på skrå. Hvad skal det betyde? Jeg ignorer det og fortsætter med at gå.
Engelsk lektion, føles som evigheder. Det vi skal er at læse en tekst og svare på nogle spørgsmål. Jeg bliver færdig inden længe. Det samme med Joshua. Vi går spørgsmålene igennem og vi har alle svarene ens. Enten er alle svarene rigtig eller har vi begge taget fejl. Jeg håber på det første. "Okay," afbryder Mr. Loriel og ser ud over klassen. "Vi vil bruge de resterende minutter på at gå igennem spørgsmålene, så selvom du ikke er færdig kan man bare sætte kryds efterfølgende, når svaret bliver sagt," afslutter Mr. Loriel og flere sukker irriteret. "Det første spørgsmål: Hvem er hovedpersonens hjælper og hvorfor?" Ingen i klassen har hånden oppe, så rækker jeg hånden op og det samme med Joshua. Mr. Loriel peger på mig.
"Hovedpersonen hjælper er Gruce, fordi han hjælper med at finde nøglen og bekæmpe hæren. Hvis ikke Gruce havde hjulpet, ville hovedpersonen aldrig nået til paladset," svare jeg uddybende. Mrs. Loriel nikker og smiler. Han roser mig og går videre til det næste spørgsmål. Det er igen kun Joshua og jeg der rækker hånden op. Denne gang vælger Mr. Loriel Joshua. ° °
Dagen går hurtig og før jeg ved af det, har vi fri. Jeg når ikke længere end skolens udgang og bliver trukket tilbage. "Har du noget imod at følges?" Spørger Joshua og smiler. Jeg ser Scarlett og Charly bag Joshua, de nærmest flipper ud, da jeg er sammen med Joshua. Det får mit smil til at blive bredere. Jeg bliver sikkert forhørt imorgen, hvis ikke de prøver at ringe til mig. Min telefon vibrer. Paul skriver, at han desværre ikke kan hente mig og jeg er nødt til at gå hjem.
"Nej, overhovedet ikke." Vi går side om side og bliver stoppet flere gange. For Joshua kender alle og se vil gerne sige hej. Han må være populær. Jeg ved ikke om det er et godt tegn eller dårligt. Hvis jeg skal holde lav profil, så burde jeg ikke være sammen med nogen med masser af opmærksom hele tiden. Jeg ombestemmer mig. "Jeg går bare hjem," informere jeg ham om og går væk fra ham.
