Keep Going | ✔

73 | En betingelse & Et mål

//Alexandra P.O.V\\
•
•
Der er kun gået to dage siden Matthew gik borte. Jeg kan ikke forstå, jeg kan ikke fatte det og min hjerne ser hellere ikke ud til at forstå det. Han har mange, der vil komme til at savne ham og sørge over ham. Jeg ville have ønsket, at det var mig, der var blevet ramt af den kugle i stedet for Matthew. Hver frikvarter, sidder jeg inde i klasselokalet i stedet for kantinen og heldig for mig, er der ingen, som bliver tilbage kun idioter - mig. Ingen har snakket til mig eller så meget som set på mig. Men på en eller anden måde, føles det godt. Jeg føler, at jeg bliver straffet og ikke slipper så let. Paul har jeg ikke rigtig fortalt det til, hvordan fortæller jeg ham det? Vil han komme til at hade mig? Hvis jeg forsøger, at fortælle det, kommer jeg til at græde og får ingen ord ud. 

Der er få ude på gangene, jeg besluttede mig for at gå ud på toilettet og se om mine øjne er røde. Ikke helt det store udover, at det smil, der en gang var klistret fast på mit ansigt er forsvundet og kedsomheden er tilbage i mig. Jeg sukker lavt, inden jeg går ud fra toiletterne og bliver mødt af Ruby. Ja, når man taler om solen. "Hey, nye pige," siger Ruby nedgørende og jeg ser opgivende på hende. Jeg har virkelig ikke lyst til at snakke med nogen og især ikke Ruby.

"Nye pige? Jeg har gået her i tre måneder," siger jeg roligt.

"Og?"

"Glem det." Jeg vender mig rundt og skal til at gå tilbage til klasselokalet. 

"Vent, vil du ikke se disse billeder, jeg tog af dig?" Jeg standser og vender mig langsomt rundt. "Nysgerrighed, huh?" Jeg bliver nervøs.

"Hvilke billeder?"

"Oh, her, så skal jeg vise dig dem." Hun strækker armen ud og viser sin telefons skærm. Jeg ser på billedet og ser mig selv i kun bh og jeans. Ruby vil helt sikkert bruge det imod mig. "Hvad synes du?" Spørger hun sukkersødt.

"Jeg har ingenting at sige." Ærligtalt, hvad skal jeg sige?

"Skal jeg slette dem?"

"Ja tak."

"Okay. På en betingelse," smiler hun.

"Kom med det."
•
•

Den næste dag, sidder jeg rent faktisk i kantinen hvilket overrasker mig selv og jeg sidder sammen med Ruby. Ruby smiler til mig. "Okay, først kan du starte ud med at hente noget mad til mig," beordrer hun mig og jeg rejser mig op. Jeg stiller mig i kø og henter en bakke. Der er ikke så fuldt i kantinen, som der plejer. Jeg ser rundt og ser Joshua står bag mig. Jeg vender mig hurtig rundt og går langsomt med køen. I det øjeblik, jeg har fået maden går jeg hurtig væk fra køen og i farten glider jeg. Jeg mærker en hånd mod min læn, som støtter mig og jeg får balancen tilbage. Jeg ser mig tilbage og ser Joshua. Mine øjne flakker og jeg skynder mig væk. 

"Værsgo." Jeg placerer bakken foran Ruby og sætter mig foran hende. Hun smiler selvglad.

"Tak, hey du glemte servietter." Jeg spidser læberne og rejser mig op for at hente servietter til hende. Køkkendamerne smiler til mig og jeg smiler kort tilbage. Jeg vender mig rundt og er ved at gå direkte ind i Joshua, men jeg når at stoppe mig, inden det sker. Han siger intet, så jeg går mod højre for at komme forbi og han gør det samme. Jeg går den modsatte side og det samme gør han. 

"Undskyld, må jeg gerne komme til?" Spørger jeg lavt og en smule utilpas. Jeg har knap nok set Joshua og her står han foran mig. Mine øjne søger alle steder, men hans øjne.

"Nej."

"Okay," svarer jeg og går udenom ham. Han griber fat om min arm og jeg vender mig rundt. "Har du brug for noget?"

"Dig." Mit hjerte springer et slag over. Jeg rødmer og prøver at lade være. 

"J-jeg skal hen med servietterne."

"Hvorfor er du sammen med Ruby?" Spørger han.

"Det kommer ikke dig ved." Jeg lukker kort øjnene. Hvor jeg hader mig selv. Hvis jeg bliver her længere end et sekund mere, mister jeg grebet og vil have ham tilbage. "Du må have mig undskyldt." Jeg prøver at vride hans hånd væk, men han holder fast og ser på mig. 

"Se mig i øjnene, Alexandra." Jeg prøver endnu en gang at fjerne hans greb, intet nytter og jeg ser ham modvilligt ind i øjnene. Han ser så sårbar ud og jeg fugter min læber. "Jeg giver ikke slip på dig så let, at du ved det. For jeg giver ikke sådan op, uanset omstændighederne og det ved du bedre end nogen anden." Han slipper mig og går over til de andre. De andre så det hele. Hele kantinen må have set det. Joshua, er en person som har sine mål, som han vil opnå og er fastbesluttet. Han har sit mål og det er mig.

Jeg rækker servietterne til Ruby og smiler kort. "Jeg skal lige hurtig ud på toilettet," informerer jeg hende om og skynder mig ud derfra. Jeg griber fat om trøje. Joshua, du får mit hjerte til at banke som en sindsyg. Stop det, hjerte. 

"Hey, hvad sker der for dig og dine venner?" Spørger Ruby nysgerrigt. "For det ser ikke ud til at kommer godt af det med hinanden."

"Det er intet, du skal bekymre dig om. Hey, men hvor er dine to venner?"

"Samantha og Lauren?" Jeg nikker.

"De synes, at jeg var for belastende." Ja, mon ikke. "Det synes mine forældre også og min søstre." Jeg får pludselig ond af hende, men siger intet. "Nå men, kan du tage bakken tilbage? Jeg går først, okay?" Jeg nikker og smiler kort. Henne ved stakken af bakker er der intet plads. Kun øverst. Jeg sukker lavt for mig selv og løfter bakken over hovedet. Hvis jeg havde mine hæle på, ville jeg sagtens kunne nå og ønsker at have dem på. En hånd, hjælper mig med at få den øverst. Jeg vender mig rundt og ser Porter. En lille del af mig havde håbet, at det var Joshua.

"Tak Porter."

"Intet problem, skulle det være en anden gang?" Smiler han. Porter er ekstremt høj, slank med let markante muskler. Han har blond hår og brune øjne. 

"Vi får se, vi ses til matematiktimen." Jeg vinker kort og lunter ud af kantinen.
•
•

Skoledagen, føles som evigheder, som jeg helst ville undgå og alligevel. Jeg står udenfor og kan ikke se Pauls bil. Mine kontakter scroller jeg igennem og ser Matthews nummer. Jeg lukker øjnene. Det gør så ondt. Ubeskrivelig ondt. "Har du brug for et lift?" Porter kommer hen imod mig. Jeg tøver kort.

"Min far skulle gerne være her? Men jeg ved ikke rigtig," tøver jeg. Jeg kender Porter så godt til at turde at køre med ham. "Jeg-" Min telefon ringer og jeg tager den. Paul fortæller mig, at der noget der kom i vejen og jeg siger det er helt i orden. "Han kunne ikke hente mig alligevel."

"Lad mig give dig et lift." Jeg takker ham og sætter mig ind i hans bil. Vi kører væk fra parkeringen og kører direkte forbi Joshua og de andre. Men Joshua er den eneste, der lægger mærke til, at jeg sidder i Porters bil. Bilens duft har en neutralt duft. Han tænder for radioen, en Justin Bieber sang kommer på og han synger med. Jeg griner ad ham og synger kort med. "Se, det er ikke så slemt at køre med mig, vel?" Jeg ryster på hovedet.

"Tak for turen."

▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬

Udgivet: 02/03 - 2020

▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬