Keep Going | ✔

69 | Hvorfor Mélanie? & Smukke blå øjne

//Dominic P.O.V\\
•
•
Mélanie er ikke vågnet endnu, der er gået omkring 24 timer og det er blevet søndag. Jeg har ikke rykket mig, lige siden jeg ankom og mange af hendes venner har kommet og besøgt hende. Alle er taget hjem igen for ikke at bekymre deres forældre, så jeg er her, som den eneste og det har jeg intet imod. Jeg stirrer på Mel og håber hvert sekund, at hun åbner hendes øjne og ser ind i mine. Døren bliver åbnet og jeg ser mig tilbage. Brandon, Harris og Elena kommer ind og Elena løber over til sengen. Pludselig begynder hun at græde, hun kalder flere gange på Mélanie og får intet svar. Elena løber over til mig, ligger armene om mig og græder højere. "Hvorfor vågner ingen?" Det samme med hendes forældre. Hun kender allerede til det.

"Bare rolig, hun vågner snart," hvisker jeg beroligende til hende. "Her, hold Mélanies hånd, så kan hun mærke, at du er lige her hos hende." Elena griber Mélanies ene hånd med begge sine og stirrer på hende. Jeg ser op på Brandon. "Brandon, hvad med jeres forældre?"

"Vi var ovre hos dem, inden vi kom herind." Jeg nikker. Hver eneste søndag, besøger de deres forældre, der er lagt i koma. "Dom, burde du ikke få noget hvile, du har været her siden fredags. Du må virkelig ikke bebrejde dig selv." Harris ser væk. Jeg ved dybt indeni, at han ville aldrig nogensinde indrømme det, men jeg ved, at han bebrejder mig for det. Harris elsker sin søster. Det er umuligt ikke at elske Mélanie. Harris ser første gang på Mélanie, siden han kom ind og får tårer i øjnene. Han ser væk.

"Jeg kan ikke se på hende," Harris skynder sig ud derfra. Brandon er hurtig til at følge efter. "Hvorfor var det lige, Melanie skulle ligge der af alle personer?! Er det ikke godt nok med mor og far? Hvorfor er det gud vil have os til at føle s-så meget smerte?!" Hans stemme knækker smertefuldt. Harris står frosset til jorden, tårer løber ned ad hans kinder og giver ingen lyd fra sig. Brandon krammer ham ind til sig.

"Jeg ved det ikke, Harry. Jeg ved det ikke," siger Brandon beroligende.

"Jeg kan ikke have det mere," siger han med rystende stemme. Jeg løfter Elena op på mit skød, hun holder stadig fast om Mélanies hånd og lukker øjnene. Hun åbner øjnene igen og ser på Mélanie.

"Hvad laver du Elena?" Spørger jeg. Hun prøver at smile, men det er et kort smil, der ikke varer længere end et sekund.

"Jeg beder til Gud. Mélanie siger, at hvis livet bliver for hårdt skal du bare bede til ham. Fortæl ham hvad du ønsker dig." Jeg smiler og ser på Mélanie. Jeg lukker kort øjnene. 'Jeg beder dig, lad Mélanies familie se hendes øjne åbne sig igen og fortsætte med at leve videre. Jeg beder dig.' "Hvad laver du?" Hvisker Elena.

"Jeg beder til Gud, som du sagde man skulle, når liver bliver for hårdt." Elena griner og smiler.

"Du er en stor mand, du behøver kun at være tro mod dig selv." Jeg ligger hovedet på skrå og smiler. Efter et kvarter, falder hun i søvn i min favn og holder stadig med den ene hånd om Mélanies hånd. Brandon og Harris går tilbage herind. De trækker begge en stol hen mod sengen ved siden af mig. 

"Lad mig holde Elena, så kan du slappe af." Han rejser sig op og løfter Elena. Jeg ser deres hænder slippe hinandens. På en måde ser det sørgeligt ud.
•
•

Jeg må været faldet i søvn, mine øjne søger Mels, men det er lukkede og sorgen fortsætter. Derefter møder mine øjne Harris', han ser på mig og smiler halvt. "Godaften, det var en lang middagslur du tog dig." Jeg ser på klokken, den er otte om aften.

"Det må man sige," svarer jeg. "Hvor er-"

"Brandon? Han tog Elena med hjem, så hun kunne hvile sig. Der er sket en hel del for en lille barn på.." Jeg nikker mig enig. 

"Jeg er ked af, at jeg ikke passede bedre på Mélanie, Harry," undskylder jeg og fletter fingrene sammen. 

"Det er ikke din skyld. Du skal ikke bebrejde dig selv. Mel ville helt sikkert fortælle dig det samme." Jeg smiler, det er ikke en gang løgn. "Hvad skete der til festen? Brandon har ikke fortalt noget."

"Det var nok mere af, at han ikke så det hele og kendte hellere ikke til historien," forsvarer jeg Brandon. "Okay, så jeg så min storesøster til festen, Renee. Jeg  ville have hende med hjem på grund af, for at sige det ligeud, hun var stangstiv. Hun var sammen med sin kæreste. Hendes kærestes ven holdte festen."

"Adam?"

"Ja, hvor kender du ham fra?"

"Brandon og Mélanie." Jeg nikker.

"Yeah, Adam og jeg har ikke et godt forhold til hinanden. Det samme med min søsters kæreste. De har en tendens til at nedgøre andre, hvilket inkluderer mig. Især da jeg er yngre end dem og min søsters lillebror. De skubber og prikker til mig og jeg lod dem gøre det. Hvilket resulterede i at Mélanie skubbede Adam. Han blev ydmygede foran alle der ankom til festen og sine venner. For han væltede omkuld, da hun skubbede ham og det var det vildeste jeg længe havde set."

"Mélanie gjorde det?" Jeg nikker. "Det tror jeg ikke på før jeg selv har set det." Jeg smiler, det ville jeg hellere ikke have troet på. "Og hvad skete der så?" Mit smil falmer. Det her er den dårlige del.

"Adam blev så rasende, at han tog kvælertag om Mels hals og løftede hende op. Det var idet øjeblik, at jeg ikke kunne lade dem gøre som de vil. Især ikke når det er Mel. Jeg greb ind og de holdte mig nede. De skulle til at give mig en mavepuster, men Mel tog  punchskålen og slog ham ned der holdte mig nede. Efter det besvimede hun."

"Syg. Fest." Han lyder, som om han lige skal fordøje, de informationer han har fået.

"Harris, skal jeg køre dig hjem? Det er ved at blive sent og du skal i skole i morgen." Vi rejser os begge og går hen mod udgangen.

"Hvor er jeg?" Harris og jeg stopper begge op og ser på hinanden. Vi skynder os begge at vende os rundt og ser Mélanie med åbne øjne. Harris er allerede ovre hos Mélanie og krammer hende. Jeg får tilkaldt en sygeplejerske og hun tjekker Mélanie. Det ser ud til at hun ingen skade har, men at hun bare havde brug for at hvile sig. For til festen, havde hun opbrugt alt sin energi, men ikke nok med det, kan hun ikke få vejret hvis der er alt for mange mennesker. Hun får masken af ansigt og smiler. "Hvor er i søde." Hun krammer os begge med hver sin arm. "Undskyld, at jeg bekymrede jer." Hun lyder virkelig ked af det, selvom det var hende, der reddede mig. "Hun sagde, at min stemme kommer til at lyde en smule hæs og med tiden vil den blive normal."

"Du burde hellere snakke en del, for så vil din stemme ikke blive så hæs længere," smiler Harris. "For du snakker aldrig," siger Harris drillende.

"Vel gør jeg så," svarer hun igen. Harris griner, da hendes stemme knækker og jeg griner. Harris telefon ringer, han tager den og går en smule væk fra os. Jeg rejser mig op fra sengen og stiller mig en smule væk fra hende. "Hvor skal du hen?" Spørger hun trist og laver hundeøjne. 

"Jeez, du ser så sød ud. Jeg tror, at jeg skal kører Harris-" Harris afbryder mig og stikker hovedet frem henne ved døren.

"Brandon er her og kører mig hjem. God bedring Mel!" Han smækker døren og væk er han. Jeg ligger armene om hende og ånder tungt ud. 

"Du ved ikke hvor overlykkelig jeg er og lettet over at se dine smukke øjne igen." Jeg mærker hendes hænder stryge min ryg.

▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬

Udgivet: 17/02 - 2020

▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬