Keep Going | ✔

53 | Deres nye hjem & Et hjertestop

//Matthew P.O.V\
•
•
"Vi er der næsten," smiler jeg kort og alle Scarletts søstre følger efter. Scarlett har ikke rigtig snakket med mig, udover hvis det er yderst nødvendigt. "Velkommen til jeres nye hjem." Jeg spreder armene ud og henvender mig til lejligheden bag mig. "Hvad synes i?"

"Det er smukt. Er det her ikke en af de nyeste byggede lejlighed?"

"Jo, og jeg har lejet det øverste lejlighed til jer. Man kan gå op ovenpå på taget, når i har lyst."

"Det kan du da ikke?" Scarlett siger det mere chokeret, men lykkelig. "Det er løgn." Hun kaster sig i armene på mig og jeg smiler.

"Lad os gå indenfor, det er ret koldt." Jeg låser døren op til bygningen og holder døren for dem alle sammen. Vi kommer alle sammen indenfor i varmen og tager trapperne op til fjerde etage. Den her lejlighed har kun fire etager. Vi kommer derind og det første de alle sammen gør er at sætte sig på sofaen undtagen Scarlett og jeg. Jeg rækker hende nøglerne og hun tager imod dem. "Jeg har fået alle jeres ting herhen. Der er tre værelser. Skolen ligger ikke så lang væk herfra, derfor kan i bare gå til skole."

"Det er perfekt. Jeg kan virkelig ikke takke dig nok." Scarlett ser hen på sine søstre. De ser bare på hende, men forstår hentydningen.

"Tak, Matthew!" Siger de i munden på hinanden.

"I behøver ikke at takke mig. Jeg er bare glad for at kunne hjæl-hjælpe." Smerten er pludselig tilbage og gør mig mundlam. Jeg lukker øjnene. "Det er blevet sent," siger jeg anstrengt og går langsom hen mod døren. Jeg går ud og læner mig op ad muren. Mit indsats i kampen har taget hårdt på min krop. Nu sidder jeg ned og læner op ad muren. Mine øjne er ved at falde i, men døren går op og Scarlett sidder ved siden af mig. Mit syn er sløret. 

"Matthew?" Kalder hun og griber om mit ansigt. "Kan du høre mig? Bliv hos mig, du må for alt i verden ikke falde i søvn." Hun prøver at løfte mig op, men intet sker. Jeg sidder stadig lænet op ad væggen. "Hold ud, jeg ringer efter hjælp." Jeg ligger min hånd på hendes skulder og smiler. Men inden længe er mine øjne lukket.

"Derfor skal du aldrig nogensinde involveres med min søn igen!" Jeg vågner med et sæt, da jeg høre råben. Min mor? Jeg sætter mig forsigtig op og tager mig til hjerte. Der er intet, smerten er væk ihvertfald nu. 

"Dr. Calore?" Han nikker. "Hvad laver du her?"

"Du er indlagt i hospitalet."

"hvorfor? Jeg-"

"Du fik et hjertestop."

"Var jeg... tæt på?" Han nikkede. Lyden af råbene bliver øredøvende. "Hvem er det dog, der råber i et hospital?"

"Din mor og din veninde." Jeg rejser mig op fra sengen og åbner døren til værelset, jeg er indlagt på. Min mor stopper op og ser på mig. Hun begynder at græde og ligge armene om mig. Scarlett smiler og skal til at gå. 

"Vent!" Min mor slipper mig og ser op på mig.

"Hvad?" Mumler min mor.

"Jeg er nødt til at gå. Mine søstre er alene og jeg kan ikke efterlade dem." Hun løber væk. Jeg skal lige til at løbe efter hende, men min far tager fat i min arm.

"Lad hende gå." Min mor begynder at kramme mig igen og falder til ro af lyden af mit hjerteslag mod hendes kind. Jeg får mig sat ned igen på sengen og sukker dybt. "Hvad skete der?" Min far bekymret på mig. Jeg overvejede virkelig at lyve, men det kunne jeg ikke gøre imod dem. 

"Joshua kom til skade og jeg spillede i hans sted," indrømmer jeg. Jeg lovede mig selv, at jeg ville være ærlig overfor dem indtil min død og jeg holder mit ord.

"Hvorfor dig? Der var flere spillere, var der ikke?" Min mor er sur, frustreret og ked af det.

"Jeg er den eneste anden quarterback. De andre har ikke armen til at kaste så langt og hellere ikke øvet sig."

"Det er ikke en god nok undskyldning." Jeg siger ingenting.

"Kom skat, lad os tage hjem." Min far ligger hænderne på hendes skulder, men min mor ryster hans hænder væk.

"Jeg bliver her med Matthew." 

"Hvad med Olivia?"

"Mor, tag med far. Jeg klare mig og Dr. Calore er her. Joshua skulle også gerne være her, men jeg ved ikke hvor." De tager hjem og jeg ånder lettet op. Dr. Calore kommer herind til mig. 

"Har du brug for noget?" Jeg ryster på hovedet og rækker ud efter min telefon på det lille bord ved siden af min seng. Jeg finder Alexas nummer og ringer hende op. Hun tager den overraskende hurtig, i forhold til hvad tid det er. 

"Hallo?" Hvisker Alexa træt ind i telefonen og gaber. "Hvem er det?" Jeg griner, hun har slet ikke tjekket hvem har ringet, men tog bare opkaldet.

"Matthew," svare jeg. "Alexa hvorfor hvisker du?"

"Det er fordi Joshua sov- argh!" Hun skriger i røret.

"Av?" Siger jeg og pludselig har jeg mistet hørelsen i mit venstre øre. "Hvad var-"

"Oh my god, undskyld! Joshua forskrækkede mig, jeg troede, han sov."

"Tydeligvis ikke. Hvor er du henne?"

"Jeg-" Alexas stemme forsvinder.

"Hvorfor spørger du dog, hvor min kæreste er henne?" Kæreste? Det løgn.

"Kæreste?" 

"Yup kæreste." Joshua lyder som en stolt mand. Jeg er glad for deres vegne og pludselig føler man sig virkelig single. Jeg ville ønske, at Scarlett var her.

"Siden hvornår?"

"Idag. Hvordan gik kampen?"

"Vi vandt."

"Vi?"

"Jeg spillede."

"Det gjorde du ikke."

"Det gjorde jeg."

"Dine forældre dræber dig."

"Det er okay, jeg er døende i forvejen."

"Ikke joke med døden. Hvor er du?"

"Hospitalet."

"Sjovt, det er jeg også. Jeg er på tredje etage, værelse 173. Hvis du ikke kan finde vej herop, så ringer du bare. Alexa skal nok finde dig. Vi ses." Joshua ligger på. Jeg smiler og rejser mig op.

"Tager du ovenpå? Skal jeg følge dig derop?" Dr. Calore ser på mig. 

"Ja tak, det ville jeg være taknemlig for."

▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬

Udgivet: 25/11 - 2019

▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬