Not Just Another Love Story

Søskende- og vennetid

Her kommer et kapitel mere! Værsgo @LauraEmilieJrgensen

18. juni 2012

Lilly's synsvinkel

Jeg vågner igen.

Eller det vil sige: min bevidsthed vågner først.

Det første, jeg lægger mærke til, er en konstante bippende lyd.

Jeg prøver stille at åbne mine øjne og det første, der møder mig er et skarpt hvidt lys lige over mig.

Er jeg i himmelen?

Er jeg død?

Jeg tvinger mine øjenlåg til at åbne og kigger lige op i noget hvidt lys på et hvidt loft. Jeg får med lidt besvær sat mig op og kigger rundt for at finde ud af, hvor præcis jeg er henne.

Jeg sidder i en seng, med hvidt betræk. Åbenbart er der en plastic maske over min mund og næse.

Underligt!

Jeg kigger mere rundt, for at få svar på, hvorfor jeg er havnet på et hospital. Meget omkring mig er hvidt, det er næsten ubehageligt. Ret ubehageligt.

Væggene, loftet og lyset. Alt for meget hvid! Jeg kigger ned og opdager, at jeg jeg sidder på en hvid seng, med hvidt betræk.

På en af væggene er der en sort dør. Ved siden af døren står der omkring fem blå, hårde plastik stole, sammen med et lille bord og en vandautomat. Så ikke alt er hvidt, men efter min mening, er det for meget.

Ved siden af sengen er der et bord, hvor jeg finder min telefon, nogle piller og andet lægeudstyr. Til den anden side står der en maskine, der måler ens hjerte puls.

"Lilly? Er du vågnet?" spørger en velkendt stemme. Jeg ved, at jeg kender den, men jeg kan ikke sætte fingeren på, hvem det er, så jeg vender ansigt og ser Josh stå for fodenden af min seng.

Han ser fuldstændig smadret ud, med sorte rander under øjne, røde øjne, uglet hår og skævt tøj. Alligevel spreder der sig et smil på hans læber og jeg smiler hurtig tilbage.

Han går hen til siden af sengen, tager min hånd og giver den et klem, mens han kigger på mig med kærlige øjne. For første gang i lang tid, er der kun kærlighed bag dem og ikke noget kommanderende vrede eller andet. Kun kærlighed. Jeg lægger mig ned og kigger på ham.

"Hvordan har du det?" spørger han og stryger fingeren over min hånd. Ligesom jeg gjorde ved Luke... Bare mindet får mig nye tårer til at rulle ned af mine kinder. Jeg prøver at sige noget, men kan ikke, fordi jeg stadig har masken på.

Den frie hånd bruger jeg, til at tage masken af og lægge på bordet. Først følelse det helt underligt, ikke at trække vejret i masken, men jeg vender mig hurtigt til det. Josh er hurtigt til at gribe ud efter den igen, for at holde den klar, hvis jeg får brug for den igen.

"Jeg har det så fint, man kan have det, når man opdager, at man vågner op på et hospital" svarer jeg med et smil. Et endnu større smil kommer frem på hans læber og får også mig til at smile.

"Hvor meget kan du huske?" spørger han, tager min hånd op til hans mund og giver den et hurtigt kys. Jeg tænker tilbage... Tilbage på det forfærdelige mareridt, jeg havde før. Der er eneste, jeg kan huske, er små glimt af scener eller mennesker.

Det første er et hurtigt glimt af caféen. Så kommer Luke's ansigt og situation set fra en tredje persons synsvinkel. Mørket og følelsen af, at falde erstatter glimtene. Falde ned i det uendelig. En af de mest ubehagelige følelser i hele verden. Den måde man falder i det uendelige og ikke ved, hvornår det stopper.