Not Just Another Love Story

Drillerier giver gengæld!

4. juni 2012

Niall's synsvinkel

Jeg vågner op, fordi det er varmt. Jeg åbner øjnene og ser hurtigt hvorfor der er så varmt. Jeg ligger under et tyk tæppe, fuldt påklædt og med Lily oven på mig. Vi ligger ret tæt og krammer hinanden under tæppet. Jeg tager tæppet af os, sætter mig op og begynder at lege med Lilly's hår.

Lilly vågner, men jeg har allerede nået at lave rigtigt mange små, tynde fletninger i hendes hår. Der var bare ikke nogle elestikker, så da hun ryster hovedet og sætter sig op, går nogle af fletningerne op. Hun lægger sig tilbage og lægger sig op af mig. Hendes hænder finder fletningerne og hun kører fingrene ned af dem.

"Kan du lide dem?" spørger jeg. Hun smiler og nikker. Jeg går videre med mit fletningsarbejde, mens hun åbner sin telefon. Hun går ind på Twitter, tager et billede af os og skriver:

@LillyCarter: Den første dreng, som KAN finde ud af at lave ordentlige fletninger @NiallOfficial :-D

Lilly går ind i forbind, for at se nyheder og læse alt hvad der står. Jeg læser med over hendes skulder. Det hele handler om hende og mig, eller NILLY som de har døbt os.

Hun læser alt igennem. Der er endda nogle Tweets fra drengene og Nadia og en hel del fra fansene.

Lilly's synsvinkel

"Drenge, hvorfor helvede lagde i det op?! Nu tror alle at vi er kærester!" Råber jeg vredt til overetagen. Ingen af dem er stået op endnu, men det kan jeg hurtigt ændre på!

Sådan noget her kan bare gøre mig virkelig sur! Jeg gider ikke al paparazziernes opmærksomhed igen.

Sidste gang det skete, blev det grunden til, at jeg slog op med min kæreste. Jeg mistede min elskede og en rigtig god ven den dag. Vi har ikke haft rigtig kontakt siden og det er bare vildt synd, for Luke er en god fyr. Måske har han en meget rocket og hård tøjstil, men han er også blød og nem at snakke med.

En anden irriterende ting ved forholdet var at alle blev ved med at sige, at jeg havde ændret mig og blevet mere ond. Det gav, og giver stadig, ingen mening for mig. Jeg synes at jeg stadig var mig selv, selvom mit tøjvalg var blevet anderledes. Luke fortalt mig altid, hvor godt han synes, jeg så ud i tøjet og jeg tænkte derfor ikke over det.

Hver gang jeg var sammen med ham, var jeg i min egen lille verden og var fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænkte, eller synes om vores forhold.

Jeg var lykkelig! Når jeg var alene, tænkte jeg mere over det og bekymrede mig om andres mening. Det endte med at blive det, der ødelagde det hele. Jeg endte med at være den bombe, der ødelagde det hele...

Jeg må blinke et par gange, for at holde tårerne væk... selvom der er gået næsten et halv år og jeg ved, at jeg ER kommet videre sådan helt rigtigt, gør det mig stadig trist over, hvor meget jeg ødelagde. Jeg mistede min bedste ven!

"Shh... Er du okay?" Spørger Niall pludselig og stryger mig på armene. Jeg havde ikke lagt mærke til, at jeg faktisk græder. Det har jeg ikke gjort i lang tid og det er noget, jeg ikke kan lide at gøre. I min verden er det at græde, at vise at man er svag og det er noget som min storebror har lært mig, man aldrig må vise. Folk kan hurtigt udnyttet det og man kan hurtigt ende i ubehagelige situationer.

"Vil du fortælle mig hvad der er galt?" hvisker Niall i mit øre. Jeg trækker på skuldrene og han lægger armene om mig.

Lige nu kan jeg umuligt fortælle ham det, så han også forstår hvad jeg siger. Jeg ville hulke alt for meget.