Not Just Another Love Story

Gætteleg

Niall's synsvinkel

Jeg ringer efter drengene, så de kan se Lilly's optræden sammen med mig. Vi har ferie lige nu og nyder egentlig bare, at vi ikke skal lave noget, så de kan også godt komme her og støtte Lilly.

Før, da jeg snakkede med hende, var hun meget nervøs og jeg tror virkelig, at hun har brug for noget mere støtte, for at klare sig igennem det her. Alligevel ved jeg, at hun nok skal klarer det her, at hun kan komme igennem det, uden at noget kikser. Jeg har godt nok ikke set hende lave noget som helst gymnastik, men efter hvad jeg har set, er hun fantastisk til alt, uanset hvad hun laver.

Imens jeg venter på drengene går jeg på Twitter:

NiallOfficial: Got a little surprise for a friend of mine! :D Hoping it's going to be good! Can't wait to see!

Jeg håber virkelig, at drengene snart kommer, fordi jeg ved, at showet snart starter og det er synd, hvis de går glip af noget. Jeg har endnu ikke fortalt dem, at det er Lilly, der skal optræde, fordi det skal være en overraskelse. Det var også rigtigt svært, at få dem overtalt til at komme, når de ikke vidste hvorfor de skulle komme.

Harry skriver en besked, hvor der står, at de nu er udenfor bygningen. Jeg skynder mig ud til dem og møder dem glad og begejstret.

Jeg tror de alle kan mærke, at der er noget, der gør mig ekstra glad i dag, uden at de selv spørger mig om det. Jeg glæder mig bare til at se Lilly's opvisning og også til at afslører for dem, hvorfor vi er her. Man er altid glad, når man skal vise nogen en overraskelse.

"Jøsses Niall, hvad er der med dig i dag?" spørger Harry, efter jeg har sagt noget skørt. Han tager sine solbriller på og vender sig med hovedet mod skiltet på bygningens væg. Jeg kan ikke lade være med at grine, fordi jeg havde ret, de kunne mærke der var noget specielt.

"Ja, hvad laver vi egentlig her?" spørger Liam. "Det får I at se lige om lidt" siger jeg og går i forvejen hen mod indgangen. Da de ikke følger efter mig, vender jeg mig om til dem. "Kommer I?" spørger jeg og de begynder at gå op til mig, stadig forvirret over, hvad der egentlig sker her.

"Niall, hvornår har du tænkt dig, at fortælle os, hvad der egentlig foregår?" spørger Zayn, da vi er på vej ind i hallen. Jeg giver ham samme svar, som jeg har givet de andre, da de også spurgte. De er virkelig nysgerrig i, hvorfor vi er her og hvad den her 'overraskelse' går ud på, at de alle har spurgt flere gange hver. "Vi er der snart" siger jeg, lige da vi runder hjørnet ind til gymnastik hallen og et øjeblik efter, træder vi ind i hallen.

"En gymnastiksal?" spørger Zayn forvirret, mens jeg leder dem hen på en ledig tribune. "Det her bliver mere og mere forvirrende" svarer Harry og jeg griner. Det er så sjovt, når man ved noget, ingen andre ved.

"Giv os i det mindste en ledetråd" siger Harry meget nysgerrigt og virker til at være dem, der er mest nysgerrig af dem alle.  "Det er en af vores venner" svarer jeg og håber ikke, at jeg har sagt for meget væk allerede.

"En af vores venner?" spørger Louis. Jeg er ret sikker på, at han er den, der er mest opsat på at gætte, hvem det er. Jeg griner lidt for mig selv, over at de nok ikke kan gætte det. Drengene begynder at nævne forskellige navne i munden på hinanden. Jeg når kun at hører halvdelen af det, for den anden halvdel drukner i larmen fra alle de andre.

"Desværre drenge, det er ingen af dem, som I nævner" prøver jeg at sige over larmen. Det at fire andre drenge snakker i munden på hinanden, og larmen fra alle de andre tilskuer giver meget larm, man skal overdøve, for at sige noget som andre skal hører.

Det lukker munden på drengene med det samme. Jeg griner over, at de pludselig ser så overrasket ud. "Kan du i det mindste sige, om det er en pige eller en dreng?" spørger Harry og ser ud til at være helt på bar bund. Alle de andre virker til, at have en idé om, hvem jeg mener. Alle undtagen Harry, der ligner et stort spørgsmålstegn. Det er så heller ikke første gang. Dengang Zayn og Louis lavede Nickelodeon-pranken på os andre, var han den, der troede allermest på det. Åh.. det var så sjovt.

"Det er en pige" svarer jeg, rødmer med med det samme og tiøren falder for dem alle sammen. De kigger på hinanden og opdager, hvor dumme de egentlig var, ikke at gætte det med det samme. "Selvfølgelig!" siger Zayn og slår sig selv på panden. "Jeg burde have gættet, at det var hende" siger Liam.

"Hvem tror I så, det er?" spørger jeg, selvom jeg allerede ved, at de har gættet det. Jeg vl gerne være helt sikker, inden jeg selv siger det. Louis kigger på mig, som om jeg er fuldstændig dum, men svare alligevel: "Skater Tøsen... Øh... Hende... Øh... Nando's-tøsen" siger Louis og kan tydeligvis ikke huske hendes navn.

"Ja... hun hedder øh..." prøver Harry at hjælpe Louis, men kommer lige så langt som ham. "Lilly!" svarer jeg, for jeg kan ikke holde ud, at hører dem prøve at gætte det, for det kan de tydeligvis ikke. Bare navnet får mig til at rødme og smile på samme tid.

"Lille Niall er blevet forelsket!" siger Zayn, og trækker mig ind til et sidelæns kram. Jeg rødmer endnu mere, og det får ham til at grine, så jeg gemmer bare hovedet i hans skulder, for at ingen skal se mit snart tomatrøde hovedet.

"Niall? Hvad laver du?" spørger Liam og griner endnu mere, da jeg mumler noget uforståeligt ind i Zayn's skulder. Jeg flytter mit hovedet og gentager svaret: "Ingenting" og tager min mobil frem for måske, at komme af med den konstante rødmen.

Jeg tager et selfie og lægger det på Snapchat, sammen med teksten: Embarrassed :D! Så går jeg på Twitter og ser, at der er mange, der har svaret på min Tweet og spørger hvem, der skal have overraskelsen. Jeg griner, inden jeg skriver: See @LillyCarter's Twitter later and find the answer :D

Lyset inde i hallen bliver pludselig slukket og det får mig til at se op fra min telefon. Kort efter bliver der tændt noget nyt, men det er kun over gulvet i hallen, og ikke på tribunerne. Jeg lægger min mobil væk og kigger rundt i hallen for at prøve at finde Lilly i det her halvmørke.

Det er bare svært, for der kommer en flok mennesker ud og stiller sig i midten, men på denne her afstand, ligner de alle hinanden. Det eneste jeg er helt sikker på, er at de alle er piger, men hvem, der er hvem, kan jeg overhovedet ikke se i den her mørke belysning. Mine øjne bliver vant til lyset, så jeg kan næsten kan se pigernes ansigt.

Lilly genkender jeg som pigen helt til venstre, tredje række. Jeg smiler og vinker til hende. Hun vinker og smiler tilbage, og det gør mig endnu mere glad. Smilet på mit ansigt er som limet på og jeg kan ikke få tørret det af, så jeg bliver bare ved med at smile, selvom mine kinder begynder at gøre lidt ondt.. Til sidst sender hun mig et creepy blik og ser lidt ud som om, at jeg har skræmt hende væk. Jeg bider mig i læben og giver et lille undskyld-smil tilbage og hun griner bare igen. Gosh, den piger får mange følelser gang i mig.