Not Just Another Love Story

Sandheden

Lilly's synsvinkel 

"Lilly, hvad sker der for dig i dag?" spørger Josh bekymret. Jeg bider mig i læben og tager en dyb indånding for at holde tårerne tilbage, der prøver at presse sig ud af mine øjne. Josh tager fat mine skuldre og får mig til at sætte mig ned. 

"Du har været en zombie hele dagen og har næsten ikke spillet klaver. Ikke på den måde som du plejer at gøre. Du var ked af det og stoppede et par minutter efter du var begyndt. Hvorfor? Jeg kender dig for godt til at vide, at der er noget der går dig på og der er noget der er galt" svarer han. Muren. jeg har bygget op siden at alt det her med hospitalet startede, smuldrer på det lille øjeblik. Tingene bliver for meget for mig og jeg kan ikke gøre andet, end at bryde sammen. Græde som jeg aldrig har gjort før.

Josh trækker mig ind i et kram, stryger mig over ryggen og hvisker trøstende ting i mit øre. Først hulker jeg bare ned  hans skulder, men efter lang tid har jeg hulket så meget, at jeg ikke kan mere. Mine hulken er blevet til en hikken, mine øjne er blevet tørre, røde og mit hovedet er blevet træt.

"Har du det okay nu?" hvisker han stille i mit øre. Jeg løfter hovedet og nikker, inden jeg lægger det mod hans bryst. Josh aer min ryg og jeg sidder bare og hører på hans hjerte slå. I flere minutter sidder vi bare stille, uden nogen siger noget. Josh venter til jeg selv begynder at snakke, men han vil ikke presse mig og venter til jeg selv er klar.

"Er du klar til at fortælle mig, hvad der er galt?" spørger han og giver mig et klem. Det med at han ikke vil presse mig, tager jeg tilbage. Jeg tager en dyb indånd og tænker over hvordan jeg skal starte, men mine tanker er et stort rod, så det er rigtigt svært. Jeg putter mig ind til Josh og han lægger armene om mig igen, mens jeg prøver at få styr på mine tanker.

"Okay, jeg kan ikke lade være med at tænke på Luke hele tiden! Han er i de sange jeg skriver, i mine tanker, alle steder omkring mig og i mine drømme. Nogle gange tror jeg, at han står ovre i hjørnet ved siden af min seng eller bare at jeg ser ham stå her i vores hus. Jeg lyder sindsyg, men jeg kan ikke lade være. Jeg savner ham. Jeg savner ham mega meget. Det er et halvt år siden og alligevel savner jeg ham. Som et stort, sort hul i min mave, der bare ikke kan komme væk" fortæller jeg og det lykkes, at fortælle det hele uden at hulke eller stamme.

"Så det her handler om Luke, hva? Er det Luckey Puckey, der hjemsøger dine tanker?" spørger han drillende. Jeg nikker og gemmer mit hovedet i hans skulder, fordi mine kinder er blevet røde og mit hjerte hamre. Jeg kan stadig ikke få tankerne væk fra Luke, uanset hvad jeg gør. 

"Se, du kan ikke lade være med at tænke på ham" siger han og jeg kan ikke lade være med at smile, større end jeg har gjort før. "Jeg kan se det på dig" fortsætter han igen og mine kinder blive endnu mere røde. Jeg føler mig som en latterlig, forelsket teenage-pige og jeg kan virkelig ikke tage mig selv seriøst lige nu. Alligevel kan jeg ikke lade være med at smile, rødme og hvine som en sindssyg.

"Skal jeg ikke... Luke komme over..." siger Josh, men over halvdelen ender som en uforståelig hvisken og jeg hører kun nogle få ord. Næsten som om jeg kun hører, hvad jeg vil hører. Jeg ligner et stort spørgsmålstegn og Josh griner. "Hørte du overhovedet et ord af, hvad jeg sagde?" spørger han og jeg ryster stille på hovedet, så han griner mere. Sådan har det været hele dagen! 

"Jeg spurgte, om du ville have nogle lækre pandekager og så få Luke til at komme over, så du kan snakke med ham?" fortæller han igen. Bare navnet giver mig en dejlig fornemmelse i maven og sender varme ud i hele min krop. "Yay! Pandekager!" siger jeg, rejser mig op og klapper i mine hænder. 

"Så jeg kan godt invitere Luke over?" spørger Josh. Først bliver jeg helt glad, men kommer i tanke om, at jeg ikke kan se Luke i øjnene og fortælle ham mine følelser. "Nej, nej. Nej! Du skal ikke invitere ham over! Jeg kan ikke fortælle ham mine følelser! Det er for åndssvagt! Jeg kan ikke... Jeg vil ikke... Han vil ikke have de samme følelser for mig... Jeg vil ikke" siger jeg og kan mærke, at jeg er ved at flippe ud lige nu. Det er virkelig ikke mig, men jeg kan ikke lade være. Jeg har ikke kontrol over min egen krop eller tanker lige nu og det er forfærdeligt. Denne følelse er helt ny og ubehagelig og jeg vil gerne have det til at stoppe, men hvordan ved jeg ikke.