Players think they always get what they want.

"SLAM"

Jeg blev vækket fra mine tanker af Isabella. "Isa? Hallo. Er du der?" Jeg sad oppe i skolens kantine sammen med pigerne.

"Ja, hvorfor?" Spurgte jeg, og kiggede på dem. "Du har bare ikke sagt et ord siden du kom i skole" svarede Bella.

Det er rigtig nok. Jeg har tænkt meget på om mine forældre gerne vil have mig dræbt, siden jeg skal passe Cameron.

Måske ville det være en idé at fortælle dem det? Jeg skal jo advarer dem hvis jeg ikke svare på deres beskeder.

"I må ikke sige det her videre. Men jeg skal være babysitter i et helt år!" Sagde jeg og tog mig til panden.

"Ej hvor vildt! Hvem er det? Er det en sød lille pige? Eller en belastende skrigende dreng?" Spurgte de ind til.

"Værre endnu. Meget værre!" Sagde jeg og gav et suk fra mig. "Hvad kan være værre end det?" Spurgte de alle sammen.

"Cameron..." svarede jeg stille. "HVAD?!" Halvråbte de alle i kor. "Shh!" Jeg tyssede på dem.

"Hvorfor skal du det?" Spurgte Isabelle. "Vores forældre skal ud og rejse sammen." Startede jeg.

"Sidste gang han var alene hjemme, gik det ikke så godt." Forklarede jeg. "Jeg har virkelig ondt af dig" sagde de allesammen.
———————-

Skolen var slut. Jeg tog mine ting, og løb ud af klasseværelset. Jeg går over mod mit skab for at lægge mine bøger derind.

Cameron og hans slæng kom ud fra en klasse. Jeg var egentlig ligeglad. Men de stillede sig lidt længere væk fra mit skab.

Jeg kunne høre dem snakke. Der sker vel ikke noget ved at lytte lidt til deres samtale. Jeg bliver jo kun klogere.

"Jeg gider virkelig ikke hjem. Jeg skal passes af en barnepige!" Sagde Cameron og sukkede dybt.

Vent. Ved han ikke at det er mig der skal passe ham? Fedt! Eller hvad? "Haha" fløj det ud af munden på mig.

De kiggede over på mig. Jeg drejer hurtigt hovedet væk fra dem igen. "Hvad grinder du så af smukke?"

Pis! Afsløret. "Det ikk noget du behøver at blande dig i" forsvare jeg mig. Mine øjne forlod ikke mit skab.

"Det tror jeg nu nok jeg skal. Du hørte jo vores samtale" svarede han bare. "Hvilken samtale?" Løj jeg.

Jeg lukkede mit skab og begyndte at gå. Inden jeg overhovedet var nået 3 skridt kunne jeg mærke jeg blev revet tilbage.

Derefter blev jeg klasket op af skabene. Hvad bilder han sig ind?! "Hvis du ikke vil sige hvorfor, så.."

Jeg afbrød ham. "Så hvad?" Sagde jeg og lagde armene over kors. Han gik tættere på mig, og lagde sin arm ved siden af mit hoved.

Der var ikke meget afstand mellem os. Jeg kunne mærke min puls stige. Ikke fordi jeg er vild med ham.

Men fordi jeg altså har en grænse. Jeg mente ikke at han skulle stå så tæt op ad mig, så jeg skubbede ham væk med en hånd.

Jeg prøvede at gå men blev hevet tilbage, hvor jeg stod før. "Hvis du rør mig en gang til får du lov til at hilse på min knytnæve." Sagde jeg.

Han grinede bare. "Tror jeg ikke på smukke." Han rykkede tættere på, og løftede min hage op.

"Jeg mener det. Sidste chance!" Vrissede jeg ad ham. Han smilede bare et slesk smil. Han tog hans hånd bag mit hoved og skulle til at kysse mig.

Jeg når ikke at reagere på andre måder, end at min næve flyver lige ind på hans kæbe. Jeg fik lige så stort et chok som ham. Så jeg løb.

Jeg løb så hurtigt jeg kunne, mens jeg kunne høre ham råbe bag mig. "Det får du betalt Isa!" Haha. Karma is A Bitch!

Jeg skulle bare hjem. Og det skulle være lige nu. En ting var helt sikkert. Hvis jeg ikke blev dræbt før, gør jeg det i hvert fald nu!