Players think they always get what they want.

Længste år nogensinde.

Jeg var endelig nået hjem. Jeg tror ikke at Cameron løb efter mig. Det må være min heldige dag i dag.

Jeg går ind af døren. Og går direkte op på mit værelse for at pakke. Er det underligt at jeg faktisk glæder mig?

Men jeg er skam også nervøs. Han sagde at jeg ville få det betalt. Og på lejrturen var det jo kun første del.. såh.. hvem ved?

Jeg når ind på værelset og ser der allerede står kufferter klar. Min mor har vist lagt det klar til jeg kom hjem.

Jeg begyndte så at pakke alle de tng jeg skulle have med. Indtil jeg blev afbrudt. "Hej skat. Du skal jo have nogle penge til året"

Jeg kiggede over mod min dør, og så min mor. "Ja. Eller klare jeg mig nok ikke, med mindre jeg får et job" svarede jeg hende.

"Nej nej skat. Det har du ikke brug for når vi har så mange penge i familien alligevel" forklarede hun.

"Her har du nogle penge." Sagde hun. Hun lagde dem på mit bord. "Mor. Det der er ikke nogle penge. Det er en halv million!"

"Ja. Og du får resten på kortet" sagde hun og gik ud igen. ER HUN SINDSYG?! Har vi et hemmeligt pengetræ eller noget?!
————————

Jeg havde endelig pakket mine ting. Jeg sad nu bare i stuen, så noget tv og spiste toast. Hahha lækkert!

"Babymus! Du skal over til din loverboy nu!" råbte min bror til mig. "Hvem snakker du om?" råbte jeg tilbage.

Jeg kunne høre hans enorme suk ude fra køkkenet. "Du skal over til Cameron og hans familie nu" sagde han så efter.

"Skal jeg virkelig?" Spurgte jeg, med et suk og slog mit baghoved ind i lænestolens ryglæn. "Ja. Kom så" sagde han.
————————

Vi var nu ovre ved Cameron. Nu starter mit mareridt! Det bliver det værste år nogensinde! Ingen tvivl om det!

Min mor bankede på. Døren blev åbnet af en mand. Det må være Cameron's far. "Hej. Velkommen, og træd indenfor"

Vi trådte allesammen ind. Også mine hunde. Jeg kunne høre noget råberi. Hvad sker der? Jeg gik ud mod køkkenet.

Jeg så Cameron og hans mor. "Jeg skal ikke passes af en eller anden latterlig barnepige!" Råbte Cameron.

"Du ved jo ikke engang hvem det er endnu! Råbte hun tilbage. "Det er jeg ligeglad med! Det sikkert en pige der kommer til at rende mig  i røven alligevel."

Jeg vidste nu at de valgte ikke at fortælle det. "Bare fordi du har fået et godt udseende så betyder det ikke at alle kan lide dig" forklarede hun.

"Bare fordi du har et godt udseende betyder det ikke at de nemt kan falde for dig. Det kommer også an på personlighed" sagde hun.

"Jeg VED hun kommer til at rende mig i røven hele året!" Vrissede han ad hans mor. "Det ville jeg ikke være så sikker på" afbrød jeg.

Det begge fik et chok. "Cameron. Hils på din barnepige." Sagde hans mor. Cameron stod helt mundlam.

"Som om jeg selv er glad for at være i samme hus med dig." Sagde jeg irriteret til ham. Der kom et slesk smil på hans læber.

"Nu har jeg ikke noget imod en barnepige" sagde han og kom tættere på mig. Han satte næsten hans læber på mine.

Jeg satte min hånd på hans ansigt og skubbede det væk. Hans mor grinede. "Det var derfor jeg valgte hende" sagde hun.

Han så ret irriteret ud, mens jeg havde et tilfreds smil på læben, og gik ind til de andre. De stod bare og snakkede.

"Kom Isa. Jeg hjælper dig med at få dine ting op på dit nye værelse" sagde hans mor. Jeg nikkede bare som svar.

"Det må da gerne være mit værelse" sagde Cameron. Jeg kunne se det samme smil var på hans læber.

"Nej tak. Jeg vil ikke brække mig idag af at se på dit ansigt." Svarede jeg igen. Derefter kom der ikke en lyd fra ham.
————————

"Nå men vi må se at komme afsted unger" sagde vores forældre. Jeg løb hen til min mor og far for at kramme dem farvel.

Det sammen gjorde Cameron. Det så ud som om han gerne ville slippe af med dem? Hvad har han gang i?

Døren lukkede i. Vores forældre var smuttet. Jeg når lige at vinke til dem gennem vinduet. Nu er jeg alene. Med ham.