Da Megan Davis finder en falsk barbiedukke - der prøver at dræbe hendes kat - i sit hus, går der ikke mere end få dage, før hun er ansat som fuldtids babysitter i en udefra set velfungerende familie.
Men tingene er ikke som de ser ud, og det finder...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
"Hvor er idioten?" Spørg Aria irriteret, da vi sætter os ved vores midter bord, "aner det ikke, han er din hund", jeg griner lavt og roder lidt rundt i min mad, "ja men jeg mener det, han lovede, at han ville være her", hun sukker og stikker surt sin gaffel ned i sit æble, hun vrider den rundt, og jeg forstiller mig, at det er Jackson hun torturere. Nogen burde virkelig gøre det imod ham.
"Rolig nu Ari, han er her sikkert snart", forsikre jeg hende, da hun langer ud efter min banan, i know, fedt hvis hun gjorder det mod ham, men det altså min banan. Og ikke Jacksons... kønsorgan?
Det mine tanker, jeg burde kunne tænke... Andet end kønsorgan, men nejnej.
"jeg håber hans fucking pi..." Dørene bliver slået op og Jackson træder ind, oh ad, nu gør han et eller andet virkelig kliché... klamt. Han er Whipped.
"Ad"
Jackson kommer gående mod Aria med en enorm buket roser, Austin himler med øjnene, "han er lam", kommentere han lavt, "jep, virkelig" giver jeg ham ret.
Aria rødmer dybt og ignorere os, "aw" mumler hun lavt, "Aria Smith" han stiller sig lige over for hende. Jeg. Brækker. Mig. Snart.
"Vil du på en date i weekenden?" Spørg han hæst og stryger hende over kinden, han har alles opmærksomhed, og han elsker det. Han elsker, at alle kigger på ham, og at han får Aria til at føle sig speciel - det er hun.
"Jajaja" Aria hviner glad og kaster sig ind til ham, ad.
"Davis" Austin prikker til mig, "ja?" Spørg jeg fraværende, "hvorfor sidder de der tøser og stirre ondt på dig?" Spørg han og nikker mod de andre border, "de kigger på Aria", svare jeg uden at kigge, "nej, jeg er nu ret sikker på, at det er dig de nedstirre", kommentere han, "ha?" Jeg kigger hen mod bordet, og rigtig nok.
Jeg bliver nedstirret af en flok piger. Deriblandt Avery.
"Det er din skyld", svare jeg og trækker på skuldrene, "Averys popularitet hænger på, at du knalder hende. Nu hvor du sidder ved siden af mig, og aldrig har ydet nogen kontakt med hende offentligt, understøtter det ikke hendes ord. Altså vil folk tro hun lyver", forklare jeg roligt, "har hun sagt noget?" Spørg han overrasket, "idiot, ja, hun er en opmærksomhedskrævende kattehader, hvad havde du regnet med? At hun ville give sin eneste vej til at blive populær op?" Jeg griner hånligt og møder Averys borderne blik, "hun udnytter dig". Austin fnyser – han gemmer et grin, jeg sværger – "og du tror ikke, at jeg udnytter hende?" Han følger mit blik mod Avery, "men hun får noget ud af det, det gør du ikke", fortæller jeg ham tørt, "hm" han ved jeg har ret. Det er en skøn følelse...
"Hvad bør jeg gøre?" Spørg han og lægger en arm om mine skuldre, Avery kigger morderisk hen på mig, "er du ude på at få mig slået ihjel?" Spørg jeg lavt og niver ham i siden, "av!" Han slår overrasket min hånd væk, "nej, jeg kan bare godt lide at pirre hende", svare han og trækker mig tættere på, "du udnytter mig lige nu", mumler jeg hvast, "du lader mig", svare han køligt, "den opfattelse skal du helst ikke have", svare jeg og giver ham en albue i siden, et overrasket klynk forlader hans mund og han knækker sammen, jeg smiler bredt og rejser mig, "jeg får hævn Davis", snære han efter mig, "først skal jeg gøre noget, så du kan hævne dig", svare jeg og går smilende ud ad kantinen. Jeg føler mig så sej lige nu.
