Babysitter|✓

Kapitel 20. Opkald & toiletbørst

"Jeg går nu, lille skat" jeg stryger Larry over pelsen og rejser mig fra sengen, "jeg skal hente Lola". Dennegang fra hendes skole, for en gangs skyld. Lola har alt for mange venner...

Jeg går ud fra værelset og ignorere koldt Austin, han står op ad væggen med Avery foran sig, "mormor trusser... menstruation" mumler jeg lavt, da jeg går forbi dem, Austin spænder i kæben og følger mig med vrede øjne, "afhængighed" tilføjer jeg smilende, "Da..." jeg skynder mig ned ad trappen, inden han når at sige noget.

"Austin!" Og nu smider Aus Avery ud, for at modbevise mig. Jeg er så klog.

Vent. Nej, det er ikke som det ser ud Meg.

Du prøver ikke at holde Harris væk fra pigerne, nej. Stop med det, det gør du ikke. Du prøver bare at... at...

Himlen er blå. Sommerfugle. Lyserøde enhjørninger. Pink.

Jeg sætter mig ind i bilen og køre mod Lolas skole, det er egentligt dejligt at kunne køre selv. Jeg tror, at jeg vil købe min egen bil, når jeg starter i College. Eller også kommer jeg til at bo på Campus? Aner det ikke.

Selvom det er lige om lidt... Eller nej, jeg har stadig omkring 9 måneder tilbage i high school, jeg overlever nok.

Jeg standser op foran skolen og træder ud, Lola står udenfor og venter.

Hvordan kan der findes så nemme børn?

I hendes alder skreg jeg, imens snotten løb ud af mit ene næsebor, men ikke det andet fordi min finger var for langt oppe.

Sådan bør alle børn være.

For se lige hvor jeg er endt.

Hver gang min far sagde, at der var noget han gjorder, da han var barn, som om jeg også skulle gøre det, svarede jeg bare: "og se hvor du er endt", med en opgivende stemme.

Oh fuck jeg savner mine forældre.

Men min far fortjener det. Han fortjener ugevis af tavshed, indtil han indser, hvor forkert det han gør er. For det ER forkert. Han ved det bare ikke endnu. Det er underligt, hvordan voksne, der burde vide, hvordan man skal opføre sig, ikke ved det. Det som om, de vender tilbage til alt den uvidenhed de igennem årene er kommet sig over. Som om de får et tilbage fald, ligeså snart det går galt. Men det jo ikke, hvad man bør gøre. De burde have lært, at man bliver nød til at kæmpe sig videre. Det lærte min far tydeligvis ikke...

Og min mor? Jeg burde virkelig ringe, hun er helt alene. Såret og alene. Det er aldrig en god kombination. Jeg kan huske, da hun fandt ud af, at min far var hende utro, hun græd og råbte. Men dagen efter opførte hun sig som om, at intet var sket. Hun gjorder det for min skyld. Jeg husker tydeligt, da jeg sidste år fortalte hende, at de ikke skulle blive sammen for min skyld. Hun benægtede alt. Men se hvor vi er endt.

Jeg ringer, når jeg kommer hjem. Jeg sværger.

"Når Lola, jeg sætter dig af derhjemme, Austin er hjemme, så kan du lege, og jeg kan tage ud og handle imens, okay?" Jeg skæver til hende, inden jeg blidt ugler hendes hår, "

"Ja" hun nikker og kigger ud ad vinduet, "må jeg lege med legoklodser?" Spørg hun stille, "ja selvfølgelig, du må lege med alt, selv Austins ting..." faktisk må du gerne ødelægge det hele, inden du destruere det....

"Yaay" hun smiler bredt, og i det øjebik bilen stopper, løber hun ud og ind ad døren. Så kom barnet frem. Nu mangler vi bare snotten og andre sager vi ikke snakker højt om.

o-O-o

I det øjeblik, jeg efterlader Larry i bilen og går ind i butiken ringer min mobil, træls.