En ny verden(FF - Magnus Landin)

Kapitel 19

-Annas synsvinkel- 

Vi ankommer til OUH skadestuen, vi går op og fortæller vi har en tid med en jordmoder. Reseptionisten taster noget ind på en computer, og siger at jordmoderen er på vej om få minutter. Vi sætter os i venteværelset og jeg er faktisk mega bange lige nu. Jeg frygter virkelig det værste. 

10 minutter senere bliver vi kaldt ind. Jeg ligger mig op på briksen og jordmoderen begynder at snakke, spørger og lave nogle målinger på mig. "nu vil jeg ikke gøre jer bange, men jeres lille barn har det ikke særlig godt i maven. I kan godt regne med at blive forældre om ganske få timer. For nu ved jeg ikke om i kender kønnet, men barnet har det ikke godt" siger jordmoderen så... Min verden gik i stå, jeg er kun i uge 26... Og nu står jeg til at sku føde et barn så lang tid før tid... "Nej vi kender ikke kønnet, men navnet var klar uanset køn" siger Magnus så... han er tydeligt påvirket. "I vil inde for få timer blive forældre til en lille dreng, han har det som sagt ikke særlig godt. Så nu indlægger jeg jer også skal han ud, så længe hans tilstand ikke er værre end den er nu. kan du selv vælge om du vil føde normalt eller ved kejsersnit" siger jordmoderen så. "Jeg vil gerne føde normalt" siger jeg uden at tøve, jeg ved ikke om det bliver første eller sidste gang jeg prøver at føde - når nu muligheden er der, vil jeg føde normalt. "Så er det, det jeg siger videre til den jordmoder og læger og sygeplejsker som skal hjælpe jer igennem fødslen. Der vil komme en sygeplejske og hente jer inde for 1-2 minutter. Hvad er drengens navn?" spørger jordmorderen. Jeg kigger over på Magnus, han nikker bare til mig. "Vores søn skal hedde Elias" svare jeg så. 

Få minutter senere er vi på vej op på fødegangen, jeg havde aldrig troet det skulle ske så tideligt. Magnus skriver hurtigt til Niklas, og beder ham sige tingene videre til holdet samt vores familier. Men også at vi ikke ønsker opringninger eller bedskeder, vi skal nok melde ud når Elias er kommet til verden og alt det der. Lægerne har allerede sagt - i skal ikke regne med han overlever det her, mere end max et par timer uden for maven. Det har vi indstillet os på, dog ærger jeg mig over vi ikke fik noget tøj med som vi vidste han skulle have på. Vi havde allerede kort efter jeg fandt ud af at vi ventede Elias - lagt et sæt tøj frem til en pige og dreng, som vi vidste - det her skulle vores søn eller datter have på som sit første sæt. Magnus ringer derfor min søster op, som har tøjet og høre om hun kan komme med bodystokingen til Elias og hans hue som er strikket af min mor. 20 minutter senere, står min søster med tøjet på vores stue - jeg græder meget, klart nok når jeg ved at om få timer er jeg mor til - med stor chance en engel. 

Fødslen bliver sat i gang og jeg indrømmer - det gør vandvittig ondt hvordan har Liv, Gry og min søster ku gøre det her? deres børn var endda 20 uger større da de blev født. Magnus er der hele vejen, han er virkelig støttende og hjælper med alt han nu kan. Jeg er tilkoblen et helvedsmasse aperater, målinger osv så lægerne hele tiden kan følge med. 

Klokken er midt om natten, Elias har ikke fået det værre siden følelsen gik i gang for snart 4 timer siden. Men snart er der lys, og vi kan møde ham. Det er en kold nat 2 november, og det er frost uden for - men månen skinner og jeg føler lidt tingene nok skal gå. At presse Elias ud var nok det hårdeste i mit liv, men nok også mest fordi jeg ved - hvor meget han skal igennem når han kommer ud. Efter lidt kan jeg høre barnegråd, han er ude... Jeg kigger op på Magnus som bare står og græder. Han ser glad ud, men han er bange. Der går kun 2 minutter før jeg får Elias i mine arme, tilkoblet slanger og målingsudstyr. Men han er her, han trækker vejret lige nu og det vigtigste er at jeg har holdt min søn i live, han er ikke død. han trækker vejret. Magnus skal også have den her oplevelse, jeg får med hjælp fra 2 læger placeret Elias hos Magnus i en stol. Magnus begynder bare at græde, men jeg kan se han er glad. Jeg tager et billede af dem. Jeg begynder næsten selv at græde nu. Elias begynder at brokke sig, jeg er så glad for han gør det - det betyder han lever lidt endnu. Vi bliver kørt ind på en normal stue, eller ja afsnittet lige før intensiv... Jeg sidder med Elias hele vejen, og da lægerne er gået til pause i 10 minutter sætter Magnus sig op til mig. Vi sidder bare og nyder ham, vi ved ikke hvornår han forlader os igen. 

En sygeplejske kommer tilbage til stuen 5 minutter efter, Magnus får hende til at tage et billede af os. Vores lille familie. Hun smiler og rækker Magnus sin telefon. Hun tjekker op på Elias målinger, og hans ilt. "Han klare sig godt lige nu, vi kan ikke finde noget på ham lige nu. Men ingen tvivl om han var dårlig da han kom ud, i skal nyde ham mens han er her. Lige nu går det godt, men det kan hurtigt vende dsv... I må sige til hvis i har brug for noget" smiler hun til os, og fortsætter med at skrive de nyeste resultater ned. "Ja det ved vi dsv, men tak" smiler jeg til hende og kigger igen ned på Elias. 

Jeg kigger kort op på en tavle: 

"Elias Filip Olse Landin. 2 November, kl 5.09 - født uge 26" står der på den. Jeg ved døds datoen og tid også kommer til at stå der, hvis det går så vit. Jeg kigger ned på Elias igen, jeg holder ham i mine arme, mens Magnus hænder forsigtigt ager hans hoved. Magnus flytter kort efter sin hånd fra hans hoved, og ager forsigtigt hans hånd. Elias lille hånd tager fast i Magnus finger, jeg er hurtig med mobilen - det skal foreviges! Magnus begynder at græde stille, jeg forstår ham - det er kæmpe stort det her. 

-------------

Havde mange ideer her til aften <3 - husk og stem på kapitlerne