En ny verden(FF - Magnus Landin)

Kapitel 12

*Majas synsvinkel* 

Det er fredag, klokken er 12 og det er frokost tid. kl 14 er det tid til at køre mod Herning for at se håndboldherrerne spille testkamp mod Norge. Skolen har købt billetter på lige vilkår som alle andre fans, dog har far skaffet minus procenter på landsholdstrøjer hvis skolen ønskede det gennem hans mangeårige samarbejde med Hummel. De fleste fra skolen har købt en trøje, jeg har et par stykker i forvejen så for mig betød det ikke så meget. Til frokost i dag får vi noget lækkert kylling med kartofler og salat. Så endelig ikke så meget der, der er også sat op til at man under frokost har mulighed for at lave noget mad til senere - til bussen ud og hjem. 

Da klokken er 13.45 sidder mig, Vilma, Alma og vores fælles vennegruppe klar i bussen. Det bliver til et pænt selfie og det ryger da selvfølgelig på instragram. 

&MajaBeneOLandin : Max klar til Danmark / Norge med Sie <3 

skriver jeg inden jeg tagger de søde mennesker og vi sætter kursen mod Herning og mine forældre. Ved ankomst til Herning står mine bedsteforældre klar og venter på os med mine søskende. De fortæller mor og far er i hallen, men at de og mine søskende skal sidde et andet sted end os dog tæt på så hvis jeg mangler noget - måtte jeg sige til. Jeg elsker min familie, ik misforstå det - men de er alle også godt klar over at jeg til tider, har det stramt over at være født ind i den familie jeg er. Dette har jeg virkelig snakket med især min onkel Victor om, min mors lillebror. Han havde det nemlig på samme måde dengang, og har bestemt også taget afstand. Dog er han nu en kendt dansk gymnast, så om han ville det eller ej - han er sku stadig i rampelyset dog slet ikke så slemt som mine forældre og Morten. Victor og hans familie er faktisk med i hallen i dag ogs. Victor er gift med den sødeste pige Amalie og sammen har de 2 børn på mine søskendes alder - Kalle på 13 og Majse på 10. Jeg når også kun 3 meter ind i hallen før jeg ser dem og selvfølgelig lige gir en krammer. Men de bor også tæt på, Victor er i dag en fast del af Bøvling idrætsefterskole og har været det et par år. 

Vi sider lige bag den danske bænk, eller okay 6 rækker bag men ellers. Det opdager min mor og hun er hurtigt oppe for at sige hej. Da hun kommer op får hun en kæmpe krammer, det er længe siden jeg har set hende. Jeg går også hurtigt med nej til hegnet og siger hej til far, som tar et billede af mor og jeg - det blir smit på en smuk story. så 5 minutter efter kan jeg se - "Magnus Landin har tagget dig i en story" ahah, jeg viser den til Anton som jeg sidder ved siden af - aka også min højt elskede nabo som jeg føler er min bror fra en anden mor ahah. "lets see the photo" siger han og vi trykker ind. Det er et billede af mor og jeg, hvor der står "Stabil opbagning i Herning i aften - mine 2 ud af 3 piger<3". Jeg reposter det selvfølgelig og ca 10 minutter senere starter kampen. 

Danmark vinder kampen forholdsvis fint med en måltavle på 30:25 og sender dermed nordmændende hjem med endnu et nederlag i landsholdes bogen mod Danmark. Efter kampen mødes jeg kort med min familie, og får aftalt lidt nærmere med næste weekend hvor der er søskende weekend så William og Mirja skal op på efterskolen. Meen de skal trods alt stadig i skole hele ugen i Frankrig inden så fraværet ikke bliver for højt. Så når de andre søskende kommer kl 17, ankommer mine først lidt efter - livet med familie i udlandet(: 

Mor og far tager først hjem til Frankrig med Mirja og William på søndag, men det betyder ikke jeg skal se dem andre tidspunkter end i dag. Da klokken er omkring 22 - køre bussen atter igen mod SIE og foran ventede os en stabil 2 timers køretur pga vi selvfølgelig endte i kø. 

Hjemme i seng ligger Wilma, Alma og jeg og snakker om dagens kamp, det at være en håndbolddatter hele landet kender og bare de blikke jeg får når jeg er nogle steder og jeg fx har min landsholdstrøje på, hvor der under mit nr står "FAR". Jeg ved også flere af pigerne på efterskolen syntes det er mærkeligt at jeg netop er så ligeglad med det hele nu. I starten var jeg en meget usikker pige, ikke vandt til andre unge snakkede dansk til mig og utilpas med det at skulle begå mig i Danmark alene uden mine forældre. Nu, i starten af november måned er det ikke noget jeg tænker over. Ved da at jeg bestemt ikke skal tro jeg er noget, blandt dele af skolen - men sammen med mine roomies, behøver jeg ikke leve op til noget. Jeg kan bare være MAJA uden at tænke over, hvad andre syntes. Det samme når jeg spiller fodbold, ser kamp med drengene i bio eller har en stabil koncert med Wilma i badet efter træning mens Alma er over og træne håndbold. 

Næste morgen spiser vi morgenmad i kontaktgrupper, da jeg kigger på datoen... 4 november.. Min bror ville være blevet 20 år i dag. Jeg er trist ved tanken, ja jeg mødte aldrig min storebror - han blev kun 2 dage gammel. Men fordi mine forældre har gjort så meget ud af også at elske dele af familien som ikke længere er blandt os - betyder det noget, fordi det betyder noget for mine forældre. 

Jeg vælger at tænde et fake lys samme aften på værelset, jeg har været en tur i netto og finde nogle søde roser - den samme vide farve som altid ligger på min brors gravsted. Sætter dem i et krus med vand og klipper i stilkende så de passer perfekt i og sætter ved siden af lyset. Jeg sender et billede til mine forældre af det, hurtigt får jeg en reaktion fra dem om at de er meget glad for jeg tænker pp Elias. Det gør de selv meget især på hans fødelsdag, omkring hvordan han mon havde set ud, hvordan hans personlighed havde været, om han ville elske at spille bold, gå til gymnastik eller måske være en dygtig golfspiller. Ingen ved det, men vi ved han sidder deroppe og kigger ned på os. 

Om mandagen venter igen skolen, jeg starter ud med Dansk. Vi skal skrive et oplæg alene, også præsentere det for de andre omkring en bog/digt vi har læst. I forvejen har jeg talt med forstanderen her om, jeg vil gerne ud med mine historie fra Frankrig. Folk på skolen tror i og å at det var så fantastisk at bo der, at jeg var mega populær og at det er så pisse fedt at have de forældre jeg har. Jeg vil gerne fortælle min historie, så det skal jeg i morgen. Jeg har arbejdet på oplægget en hel uge, arbejdet på min powerpoint, fået ting hjem fra mit værelse i frankrig, billeder osv. 

Jeg håber virkelig at det her vil få folk til at se hvordan, en fortid og barndom også kan se ud..