En ny verden(FF - Magnus Landin)

Kapitel 13

*Majas synsvinkel* 

"Maja Benedicte Landin Olsen, datter af en af danmarks bedste håndboldspillere og datter af en framragende proffesionel fys -  dette er sådan det meste af europa kender mig. Sådan er jeg sat i verden, jeg er ikke kendt som andet set udad til" sådan starter jeg min præsentation af mig selv. Da jeg igår læste den op for min onkel Victor blev han mega rørt og han syntes det er så smukt. 

"Jeg bedte aldrig om at få en hverdag i et andet land - jeg var bare heldig at min far kæmpede hele sin ungdom for senere, at kunne give sine 3 ud af 4 børn den mest oplevelsesrige barndom. Men også den hårdeste, for med hans job fulgte en masse afsavn og en masse fravalg også når det kom til hans børn. Han gav flere gange om året afkald på vigtige ting i sine børns liv, for at passe sit job. Det er der jo mange der gør, men han levede i mediernes søgelys. Hvilket også gik ud over hans børn, der konstant havde et press fra alle mennesker omkring dem. Vi skulle være gode elever i skolen, gode børn i offentligheden og ikke lave ting i fritiden som ville kunne sætte familien i dårligt lys - både af forælrens skyld men også af vores egen" fortæller jeg mens et slideshow køre bag mig. 

"Jeg husker nemt flytningen fra trygge Flensborg og tæt på den danske grænse, til det uvisse og til tider mega hårde Nantes. Jeg var ca 6 år, far havde lig vist mig fodbolden og vi havde været til en masse forældre-barn fodbold ham og jeg. Interessen for håndbold havde jeg ikke som lille, har jeg endelig heller ikke stadig - jeg gider ihverfald ikke spille det, men jeg ser fars kampe fordi det er jo min far, det er hans arbejde. Det er en familie ting, i og med mor og far arbejder sammen" fortæller jeg, mens skolen sidder meget fint og lytter. Alma, Vilma, Jacob og Daniel er mine største fans under det her, de smiler over hele hovedet og det får mig til at slappe af. 

"de første 5 år i Frankrig - var fine nok, jeg var et barn og lærte hurtigt det franske sprog, fulgte fint med i skolen og havde et fint socialt liv - det samme med mine søskende Mirja og Wiliam. Da jeg er 12 år, flytter jeg skole grundet den landsby skole jeg gik på kun gik til 6 klasse. Jeg skulle nu ind til byen og gå i skole, derinde vidste alle hvem jeg var.. Jeg kom fra en lille skole med ca 200 elever fra 1-6.klasse til en skole fra 7-9.klasse med 500-600 elever. Det var hårdt, jeg husker specielt første skoledag i 7.klasse. Jeg trådte ind, vi skulle lave navnerundte og mens alle sagde deres navn, så da det blev min tur nåede læreren at sige mit navn før jeg gjorde. Der vidste jeg at nu var det slut med at være normal, men jeg kunne ikke skifte skole fordi så skulle jeg både med tog og bus. Efter 3 måneder i min klasse, blev jeg flyttet til en anden ud af 4 klasser som var på min årgang. Her kunne jeg være "maja" uden at være maja, i den anden klasse var jeg maja, hende med den berømte far. I den nye klasse fulgte presset, om det at jeg skulle være dygtig i skolen og hvis jeg sagde - jeg ved ik hvad jeg skal. kiggede læreren nærmest bare dumt på mig. For altså hallo, landins datter burde da kunne det. Nu er hverken min mor eller far særligt boglige dygtige. I fritiden fandt jeg min fodbold, mit hold og min forening som så mig som fodbold-pigen Maja og det gjorde en verden til forskel når nu jeg ikke kunne flytte skole. Jeg begyndte at blive social og fandt nogle venner i min klasse, fordi en af pigerne fra fodboldholet gik i min klasse. I dag har jeg ikke kontakt med dem, for da jeg fortalte jeg havde takket ja til tilbudet mine forældre havde givet om Danmark og efterskole - forstod kun min ex-kæreste mit valg, da han selv skulle væk fra Frankrig. Altså jeg elsker alt ved SIE, jeg fortryder intet selv om en del danskere har fundet ud af jeg går her - og ja faktisk ikke forstår mit valg.  Jeg ved uden tvivl også noget af grunden til, at jeg er så offentlig som jeg er - er min egen skyld med mine sociale medier, men omvendt skal normerne og livets regler være anderledes for mig end andre, bare fordi jeg er født ind i en anden verden end de fleste andre? jeg må vel gerne dele videoer fra en elevfest med efterskolen, som alle andre uden det burde støde nogen? eller hvad? den holdning er der mange af. Mine forældre har dog heldigvis den, at jeg skal poste hvad jeg har lyst til også den dag jeg blir student - jeg skal da poste fra vognen, den dag huen kommer på, de sindsyge traditioner også må folk da få ondt i røven over det. Jeg lever jo bare livet som alle andre, jeg er jo bare mig" siger jeg og jeg kan se flere få tårer i øjene rundt om både elever og lærere. 

"tilbage til barndommen, især i Frankrig er det anderledes - jeg var anderledes end alle i min klasse. Jeg er dansker, har godt nok aldrig boet i danmark før nu. Men mine forældre er dansk, vi følger de danske normer, traditioner og selv tøjstilen fra danmark var jeg glad for i Frankrig. Folk i min klasse syntes jeg var dybt underlig - når jeg mødte i skole i et par løbebukser med en pæn sweater udover og en daytaske som skoletaske. Eller når jeg holdte fest med mine danske venner, en aften hvor min familie var i hallen og jeg delte en vin eller øl med nogle danske venner i området i vores eget hus. Eller når jeg valgte selv at tage frokost med, fordi min danske familie havde været på besøg og dermed havde taget ting med fra danmark jeg elskede. Eller hvis jeg mødte min lillebror på gangen, vi snakkede ikke fransk eller engelsk som alle andre søskende - vi snakkede altså dansk, for det er vores normal sprog når det er os i familien eller igen sammen med danske venner. Jeg blev aldrig mobbet, men blev altid set meget ned på også når jeg fortalte om mine drømme for min fremtid - jeg vil gerne have 1-2 sabbatår også vil jeg gerne studere en bachelor inde for noget lærer eller pædagog. Altså en helt anden retning end mine forældre. Det var aldrig svar nok for mine lærere i Frankrig, de syntes jo jeg skulle tage på uni som alle andre efter grundskolen. Men nej, har mine forældre altid sagt - jeg skal vælge selv" fortætter jeg. 

"Derfor valgte jeg SIE, derfor valgte jeg springet fra Frankrig til Danmark, Igen at flytte fra alt jeg kender til det uvisse. Også derfor jeg står her lige nu, fortæller min historie som stikker lidt ud fra andre også alligevel ikke, men på mange måder jo. Fordi der er stor forskel på alles opvækst herinde kontra min, det er ikke af melidenhed jeg fortæller den. Men fordi jeg også her på SIE er mødt med forventninger jeg ikke kan leve op til, rygter der ikke passer, holdningen fra nogle elever at jeg bestemt ik skal tro jeg er noget. Hvad skulle jeg være? jeg er maja, en dansker født i danmark, min fars job er at spille håndbold og min mors at lappe håndboldspillerne sammen. Men jeg er Maja, hvis folk gad lærer mig at kende - ville folk også vide at jeg ik gider have sær behandling, jeg vil bare behandles som en hver anden elev på skolen. Lige som nogle af jer er røv i mat eller engelsk - er jeg røv dårlig til dansk og matematik, jeg fatter det knap nok jo" siger jeg og griner. 

Mit oplæg slutter og jeg bliver omfavnet af mine tætteste venner, jeg er så glad for jeg gjorde det her.