En ny verden(FF - Magnus Landin)

Kapitel 25

*Mirjas synsvinkel* 

"Godmorgen Maren" smiler jeg og sætter mig ved siden af hende. Jeg har gået her på skolen i små 4 måneder nu. Folk er super søde og ja jeg føler mig ganske fint tilpas her trods jeg virkelig var bange i starten. Jeg spiller stadig Wollyball og menneskerne i klubben der er også super søde, så det er mega stort at jeg faktisk fungere trods jeg ind i mellem har sproglige problemer. Men det giver vel fint mening? altså jeg var jo før i tiden vandt til at snakke fransk og engelsk - nu kan jeg tillade mig også i skolen at snakke dansk hvor folk faktisk forstår en smugle eller stor del af hvad jeg siger. 

Vi starter dagen ud med Norsk, derefter har vi engelsk og sidst har vi Matematik - 2 ting som jeg ganske fint følger med i trods for at Ingen i min familie er så bogligt anlagt - derimod er vi mega gode til idræt. Norsk går så fint, jeg er ved at fange det okay - men det er noget helt andet end fransk så det skal jeg lige vende mig til. Efter skole følges jeg med en af drengene fra min klasse, Isak til Wolly - vi træner på samme hold, og derfor snakker mere sammen end jeg gør med de andre drenge i klassen. Men han er sød og vi lære meget af hinanden. træningen gik godt, inde i hallen ved siden af har William gymnastik træning. Han er startet i Drammen Teamgym, et konkurrencehold som han længe har drømt om - men ikke var muligt i Frankrig. Min bror er en utrolig dygtig springer, og kan virkelig det rytmiske og efter kun 4 træninger blev han fast mand på deres junior 1 hold. Jeg er meget stolt af ham, men han spiller også utrolig godt fodbold hvor han også spiller på 1 holdet og holder buret helt rent hos drammen u15 drenge. De ligger pt nr 1 med kun 3 indlukked mål. Men hans smil er større iført sin stramme konkurrencedragt, så jeg håber han snart gør som mor og far siger - vælger hvilken vej han vil gå, han kan ikke begge dele. 

"Ligner det var en god træning storebror?" griner jeg da William er færdig og vi hopper op på hver vores cykel og cykler hjem. "Det var det faktisk, jeg kørte 2,5 skure i trampen også smed jeg lige en araber-flik-wip-flik-back rundt på banen - træneren siger det blir mine spring i konkurrencen på lørdag. Kommer du og kigger?" smiler han. "wow sådan storebror, ja det gør jeg - mor snakkede også om at komme. Men far skal til Oslo og spille men det har vi jo vidst længe. Tænker jeg facetimer Maja, ved hun læser til grundforløbs eksamen i AP denne weekend" smiler jeg og træder af min cykel da vi når hjem. "Super fedt, ja det er vi jo vandt til at han skal. men fedt, avligt maja skal til eksamen - ved hun hader AP især fordi det er skriftligt" Griner William, han er det kloge hoved i familien tro det eller ej. 

Jeg ender med at gå i bad før William og ret hurtigt er ude igen. Jeg er mega træt og far står klar med aftensmad da jeg er færdig. I dag skal vi have noget mørbradgryde med grøntsager, i dag har mor også været til jobsamtale på et sygehus i Drammen. Hun hader at gå hjemme, så da sygehuset søgte en fys søgte hun den og venter så svar på om hun har fået jobbet. Efter aftensmad var det bare op i seng, lektierne havde jeg lavet igår så ikke så meget der. 

*Williams synsvinkel - 3 dage senere* 

Det er konkurrencedag, vi ligger i divisionen og med altså ret godt derop mod at blive norske mestre i år. Intet skal bare gå galt. Jeg har kørt alle mine spring til perfektion til prøvespring og rytmeserien er der mega styr på, vi deltager i mix rækkerne og derfor har jeg i rytme serien en makker som hedder Elina. Hun er en super sød pige, som selv er barn af 1 professionel norsk badmintonspiller, men hendes forældre er skilt. Så hun bor hos sin mor når hendes far er til turneringer - heldigvis som hun siger bor hun så hos sin far kun 10 minutter væk når han er hjemme. Og begge forældre går op i at Elina, hendes tvillingbror og deres lillebror ikke mangler noget eller opmærksomhed eller det at ens forældre ikke kan tale sammen. 

Konkurrencen går ikke som håbet, i mit sidste spring rytmeserien mærker jeg noget i min landing som får mig til at falde sammen. Det gør pisse ondt og jeg kan vitterligt ikke rejse mig fra gulvet, min fod er seriøst som ja en sten ligger på den. Musikken bliver stoppet da jeg selvfølgelig skal have behandling og ikke kan rejse mig, uden at smerten bare trækker længere op i benet. Mit hold hjælper mig ud, efter at en læge har tjekket at det er forsvarligt uden en bårer. På sygehuset finder lægerne ud af at min fod er brækket da jeg landede og jeg har fået en fiberspringning i låret. jeg er ude indtil januar ca og skal nu gå rundt på krykker og med en kæmpe skinne på. Efter besøget på sygehuset, skriver jeg i vores fælles snapchat at jeg er okay - og hvad sygehuset sagde. Jeg får en masse godbedring tilbage, det betyder meget at folk går op i om jeg er okay, om jeg stadig kommer på mandag og træner det med jeg kan - selvfølgelig gør jeg det. 

*majas synsvinkel* 

Jeg sidder og skriver noter til min AP eksamen, da min mor skriver at hende og William sidder på skadestuen i Norge. i starten bliver jeg vildt bange og føler virkelig Jylland er langt væk hvis der sker noget. men altså der var jo heldigvis ikke rigtig sket noget, altså ja en brækket fod og en fiber - der har vi vel alle været efterhånden? Jeg ringer kort min bror op og vælger derefter at lave lidt aftensmad. I dag blev det lidt raster fra noget lasagne fra igår så det skulle jo endelig bare varmes op da det ringer på døren. bag døren står Niclas og Andreas med chips, lidt sodavand og slik - jamen okay så ahah. Jeg lukker drengene ind, Andreas får lige et kys inden jeg lukker computeren ned. Det er en skriftlig eksamen, hvad mere kan jeg gøre? alle mine noter ligger tilgængelig til det de nu skal så jeg har adgang til dem under eksamen. Men føj jeg hader skriftlige eksamener, det er slet ikke mig - men det skal bare overståes inden vi skal vælge studieretning hvilket er om små 2 uger...