Kapitel 2

7K 161 28
                                    

Kapitel 2: "Det første møde"
Billede : Link Carter
Olivias synsvinkel
•••

Efter ti minutter kører vi ind på gymnasiets parkeringsplads. Min mor parkerer bilen foran hovedindgangen og lader motoren være tændt for at holde på varmen. For første gang siden vi kørte ud af indkørslen, drejer hun hovedet og ser på mig. Hendes ansigt er fortrukket i en bekymret mine, og jeg undgår med vilje hendes blik og stirrer ud af vinduet.

Det er et stort gymnasium. Langt større end mit gamle, hvor vi kun var omkring 400 elever. Den enorme, røde murstensbygning virker på én gang skræmmende og betryggende. Det burde ikke blive noget problem at gemme mig bag disse kolosalle mure og med skolens næsten 2000 elever, ville jeg nemt kunne forsvinde ind i mængden. Tanken får mig til at ånde lettet op. Måske ville det slet ikke blive så slemt.

"Olivia? Har du tænkt dig at stige ud af bilen i dag? "

Min mor forsøger at bryde den anstrengte stemning med et smil, men det lykkedes hende ikke. Med et suk griber jeg min skoletaske og træder ud på fortovets regnvåde fliser. Bag mig begynder min mor at stige ud af bilen, men jeg stopper hende hurtigt med en afvisende håndbevægelse. Hendes blik er spørgende, da jeg vender mig om og ser på hende, og jeg føler et stik af dårlig samvittighed over min afvisning. Jeg er ikke i tvivl om, at hun bare vil hjælpe mig, og sørge for at jeg er okay, men jeg bliver nødt til at fokusere på min plan.

En 17-årig pige, der slæbte sin mor med på sin første dag, ville uden tvivl tiltrække uønsket opmærksomhed. Noget jeg for alt i verden ønsker at undgå.

"Det er fint mor, du behøver ikke gå med ind." Siger jeg og forsøger at sende hende et forsikrende smil.

Hun virker ikke overbevist og åbner munden for at sige noget. Jeg afbryder hende hurtigt, før hun kan nå at komme med indvendinger.

"Mor, jeg ved at du er bekymret, men jeg er snart atten år gammel. Jeg bliver nødt til at gøre det her alene. "

Ej øjeblik betragter hun mig i stilhed med læberne presset sammen til en smal streg. Et øjeblik tror jeg, at hun får tårer i øjnene, men så lader hun armene falde ned langs siden og smiler opgivende til mig.

"Du har ret. " Sukker hun, mens hun sætter sig tilbage i bilen.

Jeg sender hende et taknemligt smil og læner mig ind gennem bildøren for at give hende et hurtigt kys på kinden.

"Tak mor."

"Jeg henter dig efter skole, okay? " Hun tøver et øjeblik, mens den bekymrede rynke mellem hendes øjenbryn vender tilbage

"Det skal nok gå alt sammen. "
Tilføjer hun i et nu seriøst tonefald, der fylder mig med en overvældende trang til at rulle med øjnene. Ligegyldig hvor mange gange hun siger de ord, kommer de ikke til at betyde noget. Jeg er den fødte pessimist.

"Vi får se. " Mumler jeg lavmælt og vinker halvhjertet til hende, før jeg svinger min taske over skulderen og vender mig mod den store bygning, der rejser sig foran mig. Bag mig kan jeg høre min mor starte bilen og køre ud fra parkeringspladsen, sammen med min eneste mulighed for at slippe væk herfra.

Der er kun få minutter til, at klokken ringer, og eleverne er begyndt at strømme til og masse for at komme ind gennem de bredde glasdøre. Jeg tager en dyb indånding og bevæger mig modvilligt ind i menneskemængden.
Inde på skolen er der mindst lige så meget kaos. Elever skynder sig mod klasselokalerne med favnen fuld af bøger eller står i grupper og spenderer de sidste dyrebare minutter inden timens start på at grine højlydt med deres venner. Ingen af dem ligger mærke til mig, mens jeg bevæger mig hen af gangen. Jeg er succesfuldt usynlig i mængden, præcis som jeg håbede på.

Se Mig | AfsluttetWhere stories live. Discover now