Kapitel 18

3.9K 138 20
                                    

Kapitel 18:
"Stilhed før stormen"
Olivias synsvinkel
•••

Jeg taler ikke med Link i tre dage. Det er tre dage, hvor solen står op over trætoppene og kaster sit lys på tagene af vores huse. To huse der ligger side om side, kun adskilt af et vakkelvornt hegn, og alligevel er som to forskellige verdener.

Vi går forbi hinanden på gangen uden at hilse. Når vi har timer sammen, sidder vi i hver vores ende af lokalet og i frikvartererne undgår vi bevidst hinanden i køen til kantinen. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, efter han dukkede op på mit værelse midt om natten. Måske bare et eller andet i virkeligheden.
En form for tegn på, at det havde betydet noget for ham. At det øjeblik vi delte på kanten af min seng ikke bare var ligegyldigt.
Men der kom ikke noget tegn, og efter tre dage har jeg efterhånden opgivet at komme i kontakt med ham.
Den intimitet jeg havde følt mellem os den nat var tydeligvis ren indbildning fra min side.

Jeg hviler hovedet tungt mod min hånd og stirrer fraværende ned i bordet. Den lyse flade er overtegnet med små ulæselige beskeder, og nogle steder er der endda riset ord ned i træet. Jeg kører mine fingerspidser hen over de utydelige bogstaver og forsøger at tyde dem.

"Hvad er der med dig for tiden?"

Jeg blinker et par gange med øjnene og kigger forvirret op på Vicki. Jeg havde været så opslugt af mine egne tanker, at jeg ikke havde opfattet hende sætte sig ved siden af mig.

"Hvad?" Spørger jeg.

"Du har opført dig underligt hele ugen, og jeg forlanger at vide, hvad der foregår."

Konstaterer hun bestemt og krydser armene over brystet. Hun er iført en rød strikketrøje som matcher hendes kinder, der er røde af efterårskulden. Hendes fremtoning er ikke ligefrem truende, selvom hun prøver meget hårdt.

Jeg sukker dybt og sender hende et opgivende blik, mens jeg fortsat kører fingrene over riserne på bordet.

"Der foregår ikke noget."

"Bullshit. Du er en elendig løgner."
Fnyser hun lettere irriteret over ikke at få sin vilje.

Jeg nøjes med at trække på skuldrene af hendes bemærkning. Hun har ret i, at jeg har været ved siden af mig selv på det sidste, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle hende om Link. Desuden er der ikke rigtig noget at fortælle. Jeg havde ladet mig rive med af mine følelser et øjeblik, men inderst inde ved jeg godt, at jeg burde holde mig fra ham.

"Hvis ikke du fortæller mig det, tvinger du mig til at gå i Sherlock-mode."

"Huh?"

Vicki retter en strakt pegefinger mod mig.

"Jeg skal nok finde ud af, hvad der foregår derinde. Med eller uden din hjælp."

Siger hun og prikker sin finger let mod min pande, som om hun forsøger at knække en kode. Hendes grønne øjne forsøger at fange mit blik, men min opmærksomhed er rettet mod døren, hvor Link netop er kommet ind.
I det øjeblik jeg ser ham, føler jeg en flig af håb i mit bryst. Et split sekund er jeg overbevist om, at han vil vende sig om og smile til mig, eller i det mindste bare anerkende min tilstedeværelse. I stedet føler jeg en velkendt skuffelse, da han går direkte forbi mig uden at værdige mig så meget som et blik.

Han sætter sig på sin faste plads bagerst i lokalet, og jeg må kæmpe for ikke at dreje hovedet og se efter ham. Ud af øjenkrogen kan jeg mærke Vicki betragte mig mistænksomt, så jeg gør mit bedste for at samle mig og virke upåvirket af situationen.

25 minutter inde i timen giver jeg op og kigger mig over skulderen. Han sidder ligesom han gjorde, første gang jeg så ham. Tilbagelænet med støvlerne placeret tungt på kanten af bordet, som om han ejer det. Jeg forsøger at fange hans opmærksomhed ved at stirre diskret på ham men modtager i stedet et irriteret blik fra Isabel, der sidder ved siden af ham.
Jeg mindes ufrivilligt, hvordan hun kaldte mig for en desperat jomfru på min første skoledag og mærker en klump af vrede forme sig i min hals. Ubevidst kniber jeg øjnene sammen og gengælder hendes hadefulde blik.
Mens jeg ser på hende, kan jeg ikke lade være med at føle mig dårligt tilpas.
Hendes lange nøddebrune hår falder perfekt ned over hendes smalle ansigt, og hendes øjne er elegant optegnede med en mørk eyeliner.
Pludselig føler jeg mig latterlig for overhovedet at overveje, at Link kunne være interesseret i mig.

Isabel smiler køligt til mig med hendes røde læber og lægger sin arm besidderrisk omkring Links skuldre, som om hun afmærker sit territorium. Jeg forsøger at løsrive mig fra synet af dem, men hun fastholder mit blik og gør det umuligt for mig at se væk. Med et provokerende ansigtsudtryk løfter hun sin hånd og kører den langsomt igennem hans hår og videre ned af hans nakke i en legende bevægelse.
Link sender hende et skævt blik men rykker sig ikke væk fra hendes berøring.

En uvelkommen følelse af jalousi breder sig i min krop, og et øjeblik føler jeg mig næsten fysisk utilpas.

Vicki havde før kaldt Isabel for Link's faste booty call, men som hun sidder der med hånden omkring hans nakke, ser hun ud til at være meget mere end det.

Uden at tænke skubber jeg min stol tilbage og rejser mig brat op fra min plads. Min pludselige handling får alle omkring mig til at dreje hovedet og se forvirret på mig. Selv læreren stopper op midt i sin undervisning og kigger på mig med en bekymret mine.

"Er der noget galt, Olivia?"

Jeg åbner munden for at svare, men føler mig pludselig svimmel og ude af stand til at lokalisere, hvor stemmen kommer fra. Måske er det vores lærer. Måske Vicki der kigger undrende op på mig med store øjne.

Jeg ignorerer deres blikke og Isabel's triumferende grin, mens jeg skynder mig gennem lokalet mod døren. Det eneste jeg kan fokusere på er den trykkende fornemmelse i min brystkasse, og de tårer som truer i min øjenkrog.

Ude på gangen sætter jeg i løb i retning af toilettet, mens jeg kæmper for at holde en hulken tilbage. Det ligner mig ikke, at opføre mig sådan her, og da jeg låser døren til toiletbåsen, føler jeg mig som en komplet idiot.
I det øjeblik forstår jeg hverken mig selv eller mine følelser. Jeg er en fremmed person. En pige der græder over fyrer, hun knap nok kender og gemmer sig på toilettet.

Da jeg endelig forlader båsen, er mine øjne hævede, og mine kinder brænder efter en strøm af salte tårer.

***

"Jeg må have spist noget dårligt. Jeg har det fint nu."

Forklarer jeg for tusinde gang, da vi sidder i kantinen. Jeg havde fortalt Vicky, at jeg skulle kaste op, og at det var derfor, jeg pludselig stormede ud midt i timen.

Hun sender mig et skeptisk blik, men beslutter sig endelig for at godtage min forklaring.

"Bare du ikke er syg til i morgen."
Siger Miranda alvorligt og rykker et stykke væk fra mig, som om hun er bange for at blive smittet.

"Hvad sker der i morgen?" Spørger jeg åndsfraværende og forsøger at huske tilbage på vores tidligere samtaler.

Mit spørgsmål fanger øjeblikkeligt hele bordets opmærksomhed. Selv Thomas løsriver sig fra sin samtale med Noah og sender mig et opgivende blik. Noah og jeg var hurtigt blevet gode venner efter vores lektiedate, og i løbet af den sidste uge var han blevet en fast del af vores gruppe. Ham og Thomas havde rottet sig sammen og slap nu sjældent hinanden af syne.

"Festen?" Siger Thomas med et hævet øjenbryn.

"Følger du aldrig nogensinde med?" Supplerer Noah med et hovedryst.

Jeg trækker på skuldrene og ignorerer deres dømmende tone. Jeg havde ærlig talt ikke skænket festen en tanke, siden vi sidst havde snakket om det.

"Jeg tror ikke, at jeg tager med."
Siger jeg tøvende og forsøger at undgå deres blikke.

"Ha! Som om du har et valg?" Griner Vicki og puffer til Miranda som også bryder ud i latter.

"Du har ikke lyst til at sige nej til Vicki. Hun lever for den slags."
Siger hun dramatisk og sender mig et advarende blik.

Jeg sukker tungt og kigger surt på dem. Hvis det stod til mig, ville jeg tilbringe min fredag aften hjemme foran Netflix med min dyne og en stor skål popcorn.

"Fint."
Mumler jeg, alt for træt til at starte en diskussion, jeg alligevel aldrig ville kunne vinde.

Vicki's ansigt lyser op i et bredt, selvtilfreds smil.

"Godt så! Vi mødes hjemme hos mig klokken 18.00."

•••
Forfatter note
Hej igen!
Jeg håber, at i nød dette kapitel😊
Næste kapitel kommer til at foregå til den længeventede fest, og det bliver ikke kedeligt😉

Hvad synes i om Isabel's karakter? Og hvad vil i gerne have, at der kommer til at ske til festen?😘
Stort kram til jer alle, og tusind tak for 7k reads!!! ❤️
Ps. Husk at tryk stem:)

Se Mig | AfsluttetWhere stories live. Discover now