Se Mig | Afsluttet

Kapitel 54

Kapitel 54: "Tiden går baglæns"

Olivias synsvinkel
•••

Da mit vækkeur ringer tidligt mandag morgen, den første dag efter vinterferien, er jeg allerede vågen. Faktisk har jeg slet ikke sovet. Hver gang jeg lukker øjnene ser jeg Links ansigt, og hver gang jeg ser hans ansigt, hører jeg lyden af hans slørede stemme fra telefonopkaldet i går.

Hans afsluttende ord til mig kører rundt i mit hoved, og gør mig ude af stand til at slappe af. Det eneste som får mig til at stå ud af sengen er det spinkle håb om, at han dukker op på skolen i dag. Jeg klynger mig desperat til tanken, mens jeg kaster dynen til side og skubber mig selv på benene. Et øjeblik overvældes jeg af en pludselig svimmelhed, der får mit værelses vægge til at snurre rundt om mig. Jeg støtter mig overrasket til sengekanten og presser en hånd for mine øjne for at få rummet til at stå stille.

Bekymringen er ved at stige mig til hovedet, og jeg har hverken sovet eller spist i flere dage. Jeg ved, at jeg bør tage vare på mig selv, men efter Links forsvinden er det som om, at alting har mistet sin betydning. Søvn har ikke længere nogen effekt på min krop, og alt mad har mistet sin smag. Alting er intetsigende og farveløst.

Da den værste svimmelhed er drevet over, udstøder jeg et tungt suk, og trækker i min grå hættetrøje. Den var ellers blevet forvist til den inderste hylde i mit tøjskab, men den sidste tids begivenheder har fået mig til at finde den frem igen. Det føles forkert at tage den på, som om tiden går baglæns, og jeg går tilbage til at være den person, som jeg var for nogle måneder siden. Før jeg mødte Link, og før jeg vidste, hvad det vil sige at være i live.

Da jeg træder ind i køkkenet, holder jeg mit blik rettet mod gulvet og forsøger at skynde mig forbi mine forældre, før de når at lægge mærke til min tilstedeværelse. Som altid er der dog ikke noget, som undslipper min fars opmærksomhed, og han er oppe af sin stol, før jeg er halvejs igennem rummet.

"Har du fået sovet i nat? "

Spørger han indtrængende og stiller sig foran mig, så min flugtrute blokeres af hans skikkelse. Jeg sender ham et svagt smil og nikker uentusiastisk med hovedet. Handllingen overbeviser ham ikke, og han lægger hurtigt hænderne på mine skuldre og skubber mig hen mod spisebordet, som er fuldt dækket op.

"Nu hvor du selv kan køre i skole, har du masser af tid til at spise morgenmad med dine forældre."

Han sender mig et bestemt smil og trækker en stol ud til mig. Jeg kan allerede mærke, at det ikke er en diskussion, jeg kan vinde, så jeg undertrykker mine protester og lader mig falde ned på stolen. Mine forældre betrager mig åbenlyst, mens jeg langsomt og yderst modvilligt begynder at spise af den skål cornflakes, som er blevet hældt op til mig. Deres blikke får mig til at føle, at jeg er med i en form for videnskabeligt eksperiment, og de er blevet sat til at observere min opførsel.

"Gider i holde op med at stirre sådan der på mig? Jeg har det fint. "

Klager jeg frustreret, da de efter et par minutter endnu ikke har flyttet øjnene fra mig. Jeg sender dem et strengt blik og hæver demonstrerende mine øjenbryn. Handlingen får min mor til lægge hovedet på skrå og hvile hagen mod sin håndryg.

"Vi er bare bekymrede for dig. Du har ikke været dig selv siden... Det skete."

Forklarer hun og kigger om muligt endnu mere indtrængende på mig. Jeg bider tænderne stædigt sammen i irritation over, at hun ikke engang kan få sig selv til at sige det. Det er som om, at hun er bange for, at jeg bryder sammen, hvis hun så meget som nævner hans navn.