Se Mig | Afsluttet

Kapitel 3

Kapitel 3: "En desperat jomfru"
Billede: Victoria
Olivias synsvinkel
•••

Jeg løfter ikke hovedet igen. Resten af timen fokuserer jeg på alt andet end de skæve blikke og den lavmeldte hvisken omkring mig. Jeg forsøger at koncentrere mig om lærerens oplæg om psykoanalyse og skribler nogle få ulæselige noter ned i mit hæfte. Hele tiden kan jeg mærke drengens tilstedeværelse bag mig som en sitrende elektricitet, der breder sig i min krop.
Det er som om, at jeg kan føle ham på trods af, at han sidder flere rækker af borde væk, og jeg må kæmpe imod trangen til at vende mig om og møde hans blik igen.
På rækken foran mig sidder to piger med hovederne tæt stukket sammen, mens de kaster lange blikke over skulderen og betragter mig. Diskretion er tilsyneladende ikke noget de kender til.
Et øjeblik kan jeg ikke lade være med at kigge misundligt på dem. De er begge smukke piger, med deres perfekt sminkede ansigter, og det lange hår der falder yndefuldt ned over deres bare skuldre. De er klædt i outfits der minder meget om hinanden, og jeg overvejer om de aftaler deres påklædning hver morgen.
Mit blik falder på de korte nederdele, der afslører deres lange solkyssede ben. Jeg tænker på mine egne 162 centimeter med en følelse af utilstrækkelighed.

De er den type piger som ejer et sted som dette. Som bader i opmærksomhed fra deres beundrere og bevidstheden om, at de kan få alt, hvad de peger på. Den ene af pigerne, som har lyst næsten platinblond hår, hæver sin stemme så jeg tydeligt kan høre, hvad hun siger.

"Så du hvordan, hun stirrede på ham? Hun var jo klar til at ordne ham midt i klassen"

Den anden pige lægger en hånd for munden for at undertrykke et grin. Så vender hun hovedet og ser vurderende på mig, før hun svarer sin veninde.

"Endnu en desperat jomru. Det et ynkeligt virkelig."

Hendes ord rammer mig som en knytnæve, og jeg kan mærke en knude af vrede i min brystkasse. Nok er jeg jomfru, men jeg er fandme hverken desperat eller ynkelig. Faktisk har det modsatte køn aldrig rigtig interesseret mig. Ikke at drenge ikke virker tiltrækkende på mig, jeg har bare aldrig haft lyst til at omgive mig med dem, og da slet ikke at date dem.

Lige da jeg skal til at sige noget til de to fnisende piger, ringer klokken højlydt. Klassen reagerer med det samme, før læreren kan nå at afslutte sit oplæg eller sige noget om lektier. En skramlen spreder sig i klassen, mens alle pakker sine bøger sammen og sætter kurs mod døren. Snakken bryder hurtigt ud, og mellem de mange samtaler opfatter jeg brudstykker, der alle handler om mig.
Mens folk passerer mig og forsvinder ud på gangen, bliver jeg siddende på min plads og begynder stille at pakke sammen. Ud af øjenkrogen kan jeg se, at drengen der forårsagede min ydmygelse tidligere, stadig sidder på sin plads i hjørnet. Jeg undrer mig over, hvorfor han ikke er gået, men undertrykker trangen til at kigge på ham.

Det bedste jeg kan gøre nu er at lade som om, at den ydmygende situation aldrig fandt sted. Rygter kommer og går på et sted som dette, og hvis jeg kunne undgå at dumme mig yderligere, ville episoden være glemt i løbet af ingen tid.
Bag mig lyder den skrabende lyd af en stol der bliver skubbet tilbage. Drengen rejser sig i en langsom bevægelse og slynger sin taske over skulderen med den ene arm.
Da han går forbi mig, sender han mig et blik, som jeg ikke kan tyde. Hans ansigt er udtryksløst, men der er en intensitet i hans øjne, som gør det umuligt for mig at vende blikket væk. Efter et sekund, der synes at vare flere timer, bryder han vores øjenkontakt og fortsætter ud af døren uden at sige noget.

Jeg sidder tilbage på min plads og ser efter ham. Uden at kunne se mig selv er jeg sikker på, at mit måbende ansigtsudtryk er vendt tilbage.
Jeg er virkelig nødt til at tage mig sammen. Da jeg endelig forlader lokalet er det med tunge, opgivende skridt og et billede af en sexet dreng i mit hoved.